Om “#138. Om at mærke den åndelige verden”.
Jeg indså pludselig, at min fem år lange kamp for flere erkendelser og mere forståelse var en håbløs kamp. Der manglede både hjernekapacitet og tid til at komme bare marginalt videre ad den vej. Til gengæld viste min intuition mig en ny vej …
… en vej, som det måske ikke krævede alverden at bevæge sig ud af, men måske en vej, som jeg kan tvivle på, at mennesket med dets behov for fakta vil lade sig nøje med.
#138. Om at mærke den åndelige verden
TID 2023.06.28 12:18:32
RUM 54.771927 12.059711
Jeg har skrevet mine oder i snart fem år.
Først for at finde min mission, min livsopgave …
så for at kende mig selv og forstå mine gerninger …
senere også for at forstå livet …
og tilsidst for at fravriste selveste kosmos
hemmeligheden bag dets struktur.
Og det var i denne afsluttende fase,
jeg håbede også at finde sandheden
bag den største gåde af dem alle …
sandheden om Gud.
Når jeg læser mine egne ord,
mærker jeg tydeligt,
at vanviddet lurer om det næste hjørne.
Og bedre bliver det ikke, når jeg fortæller dig,
at jeg selv vil tænke mig til det hele …
ikke noget med at studere de lærdes skrifter …
Hvorfor skulle jeg det? Det er jo gammel viden.
Nej, jeg vil vide det,
som ingen indtil nu har kunne tænke sig til …
langt mindre strukturere og formulere.
Som forsvar for min mentale sundhed
må jeg på dette sted lige indskyde,
at jeg ikke på noget tidspunkt har troet,
at jeg ville nå målet og få svaret …
men jeg mente trods disse ringe odds,
at ekspeditionen, søgningen og rejsen i sig selv
var det hele værd.
Men det var dog kun,
indtil jeg fik mit nyeste indfald … en fiks idé måske.
Den opstod, da jeg midt i en samtale
med en spirituel som jeg selv …
pludselig fattede det enorme omfang at mit projekt.
Og øjeblikket efter måtte jeg erkende,
at vejen frem var blokeret af to ting:
For det første min egen begrænsede intelligens,
og for det andet min yderst begrænsede rest-levetid.
Opgaven var håbløs … så enkelt var det.
Ikke desto mindre boblede hver eneste celle
i min hjerne af kampgejst og virkelyst …
og med lysets hastighed samlede den
viden og oplevelser overalt i mit indre …
Den var begrænset af sin ganske ringe regnekraft,
men var til gengæld i stand til at drage fordel af
sin legendariske og højt besungne evne
til at se sammenhænge i myriader af data …
Så den kom den hurtigt med et forslag
til et nyt udgangspunkt
for mine fremtidige ekspeditioner.
Dens ræsonnementer lød nogenlunde således:
– Vi mennesker er eksperter i den fysiske verden.
Alt, der kan måles, vejes og observeres,
har vi beskrevet i detaljer …
eller er i det mindste godt på vej til det.
– Men … hvad nu hvis,
fortsatte denne elektro-kemiske fabrik,
som jeg kalder min hjerne:
– Hvad nu hvis, der eksisterer en åndelig verden …
måske ovenikøbet en åndelig verden,
der er en forlængelse af vores fysiske verden.
Måske en verden, der opstår i det øjeblik,
udviklingen når et punkt,
hvor den fysiske materie ikke længere
er nødvendig.
– Hvad nu hvis denne åndelige verden
… på samme måde som den lod materien bagude …
også lader forståelsen og beskrivelsen bagude?
Hvad nu hvis denne åndelige verden
kun kan opleves på én måde …
gennem vores følelser?
Jeg læner mig tilbage … smilende … og stolt over
min fantastiske hjerne og dens intuitive evner …
og jeg tænker:
-Denne tanke saboterer og nulstiller
alle mine tidligere ekspeditioner.
Alt det, jeg har foretaget mig indtil nu,
har kun været hjernetræning …
kun en række indledende øvelser …
Jeg kigger op i den klare, mørke nat
og prøver at forstå rækkevidden af disse tanker:
– Hvor stor bliver verden lige,
hvis vi accepterer, at ikke alt skal forstås?
Det meste skal måske blot … mærkes?
