#183. Ulykkelig

TID 2025.08.21 11:11:22
RUM 54.782553 12.073765

– Jeg er ikke lykkelig.
Jeg er måske ligefrem … ulykkelig.

Jeg er ulykkelig over verdens tilstand …
over den måde, vi behandler mennesker på,
den måde, vi behandler dyrene på.
Jeg er i det hele taget dybt ulykkelig
over vores manglende erkendelse
af planetens og verdenssamfundets tilstand.
Evner vi dog ikke bedre …?

Jeg har prøvet at blande mig … udtrykke min harme …
og jeg har prøvet at blande mig udenom …
intet af det lykkedes, og jeg tror ikke,
mine anstrengelser ændrede noget.
Men ligesom alle andre har jeg et medansvar,
og jeg finder det svært at lægge fra mig.

Når jeg kigger på mit eget liv,
har jeg al mulig grund til at være lykkelig …
Jeg har en sød kæreste.
En dejlig hund og en kat.
En lille, men nær familie.
Jeg mangler ingenting …
jeg har penge nok til at overleve …
jeg har en lille bil og en dejlig lejlighed …
jeg bor i et skønt område i et land med fred …
og jeg har mange venner,
som jeg kan være noget for eller trække på
og få hjælp fra, når det bliver nødvendigt.
Og netop derfor har jeg overskud og dermed pligt til
at forsøge at bidrage til en bedre verden.

Jeg har prøvet at fokusere på mig selv …
lukke alt andet ude …
forsøgt blot at være et kærligt menneske
og så håbe, at det gode eksempel smitter af
og gør en forskel.

Men nu har jeg prøvet i et år eller mere,
og virkeligheden bliver ved med at trænge sig på …
alverdens ufred og urimelighed bliver ved med
at forstyrre min indre ro…
den ro, der er nødvendigt for,
at jeg kan gennemføre mit forehavende.

Og selvom jeg ser gode takter og mange mennesker,
der vil noget andet og noget bedre end det,
der sker lige nu …
så er der også mange,
for hvem grådighed og magtbegær er en pisk,
de ikke kan flygte fra.
Og så er der den allerstørste gruppe …
alle dem, der end ikke orker at reflektere.

Jeg har prøvet at kigge ind i fremtiden …
ikke min egen, men planetens fremtid …
verdenssamfundets fremtid …
nålen står og vipper … lidt i minus og lidt i plus …
og det er umuligt at sige,
om det ender godt eller skidt.

Sikkert er det dog, at planeten ikke overgiver sig …
men det bliver verdenssamfundet måske nødt til.
På et tidspunkt inden særlig længe
– og langt forbi punktet, hvor der er alternativer –
vil vi få at vide, at løbet er kørt.

Hvad der så rejser sig af asken,
når vores samfund er krakeleret og smuldret,
tør jeg ikke tænke på,
for jeg tror ikke, det bliver noget godt …
snarere alles kamp mod alle.

Så her og nu …
ser jeg ikke anden udvej end at melde mig ud …
melde mig ud af samfundet og forlade de cirkler,
som mit ’unge jeg’ for halvtreds år siden
troede skulle give mig et godt liv.
Jeg må holde op med at bekymre mig om,
hvordan det ender … og bare finde et lille, roligt sted,
hvor jeg kan leve uforstyrret
med min kæreste og min hund og min kat,
indtil vi skal herfra … én efter én efter én …

Jeg kunne også finde mig en tro …
med en gud og en bog, der siger, at alt er såre godt.
Men jeg nægter at give køb
på min sunde fornuft og integritet …
blot for at finde fred …

Ligesom krigeren,
der fandenivoldsk og hærdet af alle kampene,
dør med sværdet i hånd og visiret oppe …
vil jeg dø, mens jeg kæmper for det,
der er den eneste sandhed for mig …
min egen sandhed.

Men … er det det, jeg gør, hvis jeg trækker mig?
Næh, det er det vel ikke … det er vel at give op?
Men så må jeg sige til mig selv:
– Det er det bedste, du evner …
du har kæmpet og prøvet at påvirke …
men det lykkedes ikke …
und dig selv lidt fred nu …

Jeg mærker, visheden breder sig i mit indre,
netop som jeg skriver disse ord …
visheden om, at dette er det rigtige at gøre …
accepten og min indre ro vokser og vokser …

Så … kære jer, der læser eller lytter …
– Beklager … men det er her, jeg takker af …