#52. Det ødelagte rum

Efter konfrontationen med dæmonen, troede jeg, at jeg havde styr på mit liv … kampene var ikke slut … skulle ikke slutte. Men balancen mellem kamp, ro og glæde skulle ændres … og bare en uge efter gik det alligevel galt … eller gjorde det?

#52. Det ødelagte rum

TID 2019.09.01 12:42:23
RUM 54.762787 12.049699

Jeg troede, jeg havde styr på dæmonen,
men jeg tog fejl.
Efter en hyggelig søndagsfrokost
skældte jeg mine venner hæder og ære fra,
fordi de ikke viste interesse for mit projekt …
mine oder og mit ændrede liv.

Jeg tænkte … skal jeg lade det fare – lægge låg på?
Eller skal jeg melde ud?
… fortælle, hvordan jeg har det.
Fortælle dem, at jeg synes, de svigter mig.

Min indre dæmon valgte det sidste …
og egentlig er jeg glad for det.
For de svar, jeg søger,
ligger på sandhedens, ærlighedens og åbenhedens vej.
De svar tåler ikke fortielse og hvide løgne,
for så bliver de liggende i deres huler og gemmer,
og så bliver jeg aldrig klogere på mig selv
… endsige på livet.

Men hændelsen skabte uro i mit indre…
der var noget, jeg blev nødt til at undersøge.
Så kun en uge efter, jeg havde konfronteret dæmonen,
vendte jeg tilbage til min indre verden.

Jeg havde en lyd at gå efter … noget peb eller knirkede.
Da jeg kom frem, så jeg et lille rum …
døren svingede frem og tilbage på et enkelt hængsel,
der knirkede.

Jeg nærmede mig langsomt.
Skubbede forsigtigt døren op.
Gik indenfor.
Rummet lignede ragnarok … totalt gennemrodet.
Papirer flød overalt.
Møblerne var væltet og adskillige slået helt itu.
De få billeder, der stadig hang på væggen,
dinglede skævt til den ene side.
Vaser var væltet og knust, ja nogle steder
var tapetet endda revet halvt ned ad væggene.

Jeg stod stille og fordøjede ødelæggelserne.

En svag lyd nåede mit øre.
Den kom fra hjørnet bag den væltede sofa.
Jeg nærmede mig forsigtigt …
Det var en svag, men hjerteskærende hulken …
og der – gemt bag sofaen og en smadret reol,
sad dæmonen.

Hans lille krop gennemrystedes af gråd,
og jeg fik medlidenhed med ham.

– Undskyld hikstede han. Men jeg var nødt til det.
Jeg blev så vred på dem,
da de ikke anerkendte dit behov og din nysgerrighed.
– De turde end ikke hjælpe dig med at komme videre.
Hvor nemt ville det ikke have været for dem
at vise lidt interesse?

– Jeg blev så opsat på at få dig op på barrikaderne …
du skulle straffe dem … og det lykkedes.
– Men for at nå dig, måtte jeg ryste dig …
jeg måtte ødelægge dette rum,
ellers havde du bare glattet ud og lagt låg på.

Hans gråd tog til … han opgav at sige mere.
Jeg satte mig hen til ham …
forstod ham kun alt for godt.
Vi sad stille et stykke tid.
Hans gråd tog langsomt af,
og han samlede sig selv.

– Vi bliver nødt til at vise, hvem vi er, sagde han.
Ellers kommer der en dag,
hvor vi ikke engang selv ved, hvem vi er.

Vi sad sammen lidt længere tid.
Så hjalp jeg ham op og ud af rummet.
Udenfor tog vi afsked … og han gik.
Jeg stod stille og kiggede efter ham,
indtil han forsvandt af syne.

Mens jeg drog hjemad
bølgede tankerne i mit sind:
Jeg har ikke lyst til at såre mennesker, tænkte jeg –
og slet ikke mine venner …
men jeg har endnu mindre lyst til at miste mig selv.

Så det er sådan, det må være …

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *