Om “#174. Om at søge mod bunden”.
Denne spirituelle rejse er et kapitel for sig … eller måske er den i virkeligheden bare som alt andet i livet: Tre skridt frem og to tilbage. Når jeg kigger bagud på de seneste otte år … altså fra begyndelsen af min rejse … så kan jeg se et mønster … det sker igen og igen … fremskridt og forplumring …
… fremskridt og forplumring. Og erfaringen har lært mig, at når der ikke længere er nogen skridt frem, så er der kun én ting at gøre: Søge mod bunden.
#174. Om at søge mod bunden
TID 2025.01.14 10:01:33
RUM 55.895499 11.655835
Igen og igen må jeg søge mod bunden …
mod det rene … det ubesmittede og uforfalskede.
Igen og igen må jeg skrælle alt væk …
alle de ligegyldigheder, som forhindrer mig
i at se sandheden og følge den rette vej.
Jeg har været der før …
igen og igen har jeg måttet stoppe min færd
og søge mod bunden og grundfjeldet,
når ligegyldighedernes, livsløgnenes
og forceringens mure blev for høje
og spærrede for mit udsyn til den vej,
jeg skulle gå.
Og nu gør jeg det så igen …
søger mod grundfjeldet
og fast grund under fødderne.
Jeg må ned på bunden og genstarte min rejse
for igen at finde den sande vej …
den vej, jeg skal gå for at fylde min plads i livet.
Det er den plads, hvor jeg udfører den opgave,
der er min … den plads, hvor lykken fylder mig,
fordi jeg mærker, jeg gør gavn.
Jeg har været på den plads …
én gang tidligere har jeg mærket,
hvordan det er at være der, hvor alting føles rigtigt.
Det var en kort periode,
hvor jeg følte mig forbundet …
det var en helt ny følelse for mig …
og jeg ved ikke til hvad eller hvem,
jeg var forbundet.
Jeg mærkede blot, at jeg ikke var alene …
følte jeg var en del af noget større …
og fornemmede, at alting var, som det skulle være …
jeg tænkte ikke over, hvad jeg skulle gøre …
jeg var bare … og gjorde det, der føltes rigtigt.
Men det smuldrede … jeg mærkede,
hvordan min følelse af forbundethed
smuldrede stille dag for dag …
og jeg kunne intet gøre …
stod bare fortvivlet på sidelinjen og så det ske.
Og en dag var den så helt væk …
denne dejlige følelse af
at være det helt rigtige sted i livet
på den helt rigtige måde.
I stedet opstod en komplet tomhed i mit indre …
jeg har aldrig følt mig så tom … så tømt … tidligere …
Forsigtigt løftede jeg hovedet
og kiggede skræmt ind i det tomme mørke …
prøvede ydmygt at genkalde gamle følelser …
kaldte med rystende stemme …
først på Gud og så på Marcel … min skytsengel,
som altid har været ved min side …
… intet …
… total stilhed …
… totalt mørke …
Dage senere …
da jeg begyndte at komme mig over chokket …
indså jeg, at det var mit eget valg …
nødvendighedens valg …
forbundetheden kunne ikke stå alene …
og jeg havde ikke været i stand til
at finde noget at støtte den med.
Falske genveje og ligegyldigheder
forvirrede og forplumrede min sande rejse …
Derfor står jeg, hvor jeg står nu …
med fødderne solidt plantet i grundfjeldet …
fuldstændig ren … intet har jeg med mig.
Jeg ved, en ny rejse skal til at begynde … og jeg ved,
jeg en dag vil møde forbundetheden igen.
Jeg ved også, jeg skal være forsigtig med,
hvad jeg tager ind …
modstå fristelser og lokkende ord …
kun det rene og uforfalskede skal med mig
på den videre færd.
Jeg løfter langsomt hovedet …
mærker min indre styrke komme brusende tilbage …
og fornemmer svagt et anerkendende lille smil.
Jeg ser mig omkring … vælger en vej …
og begynder at gå.