Om “#123. Jeg mødte to engle”.
Jeg mødte to kvinder, der på hver deres vis hjalp mig med at komme videre … komme forbi en hurdle i livet. Mange, der oplever dette, lægger ikke andet i det end, at de føler sig glade over, at heldet var med dem. Er man spirituel, udlægger man det …
… nok mere, som om universet sendte den hjælp, som det så, vi manglede. Forskellen er måske ikke den store … men jeg tænker, livet bliver lidt rigere, når man tror, der er noget eller nogen, der vil os det bedste.
#123. Jeg mødte to engle
TID 2022.12.06 11:23:11
RUM 54.779328 12.068079
Denne fantastiske rejse begyndte, da jeg fyldte 65.
Jeg vendte mig mod livet for at se,
hvad jeg havde misset i alle de første år …
det var ret så meget … desværre.
Men jeg er ikke typen, der giver op …
eller græder over det,
der forsvandt eller aldrig indfandt sig.
I stedet kiggede jeg mig om efter nye mål …
prøvede at finde ud af, hvordan jeg kunne rette op
på denne tomhed i mit liv.
I den søgen mødte jeg spiritualiteten og livet …
og lidt senere også Gud.
Sidstnævnte var ikke nogen ubetinget succes …
nærmere en lidt svær fødsel …
men jeg fandt ud af at parkere ham et sted,
hvor jeg altid kunne vende tilbage,
når jeg var blevet klogere og mere parat.
Jeg fortsatte min søgen i flere år, og jeg opdagede,
at rejsens absolutte højdepunkt
er tilliden til livet …
tilliden til, at livet vil mig det bedste …
tilliden til at livet bringer mig derhen,
hvor tilværelsen giver allermest mening.
Og med tilliden følger åbenheden …
åbenheden og accepten af, at alt sker af en grund.
Tilfældigheder eksisterer ikke …
alt det, vi møder, har til formål
at give vores liv mening
og vise os de steder og relationer,
hvor vi gør mest gavn.
Således førte livet to engle ind på min vej …
Mer og Mar kom på et tidspunkt,
hvor jeg var ved at køre fast … miste modet …
Jeg savnede Gud … noget at tro på,
men jeg kunne ikke få mig selv
til at vende tilbage til ham …
der var for meget, jeg ikke kunne få til at passe.
—————————————————–
Mer er en rigtigt kriger …
sej som bare pokker.
Salmedigter, forfatter, hunde- og lammemor
og med fødderne solidt plantet i kristendommen.
Men, men, men … tag ikke fejl …
hun er lydhør som en ægte søgende sjæl …
til enhver tid på jagt efter ny viden
og nye vinkler på gamle dogmer …
og hele tiden opmærksom på
sin egen åbenhed og integritet.
Mer viste mig vejen til den Gud,
som jeg havde parkeret på et sidespor,
fordi nedslidte dogmer blokerede for accepten.
Mer kommenterede min tro og sagde:
– Du ser på ’livet’ og mærker kærligheden …
jeg ser på Gud og mærker ligesom du.
Det handler ikke om ord, men om følelser …
når du mærker kærligheden,
har du fundet det, du søger.
—————————————————–
Den anden hedder Mar.
Hun er helt anderledes end Mer …
lidt mere stille, men ikke mindre dyb.
Hun er kunstner … hun maler.
Men det var hendes evner
omkring kontakten til altet,
der slog benene helt væk under mig.
Når jeg skriver, hører jeg universets sang …
erkendelserne dukker op i mit hovede,
og jeg skal bare tage imod og skrive ned.
Mar hører også universets sang,
og hun bragte mig tilbage på sporet,
da jeg var på vej ud af en tangent
og ikke kunne finde tilbage.
—————————————————–
Men hvem er disse engle?
Jo, de er ganske almindelige mennesker …
som alle os andre.
Men livet, altet eller Gud sender dem vores vej,
når han ser, at vi kan gøre noget godt
for hinanden og for helheden.
Det gør ingen forskel, om du tror på det eller ej …
kald det tilfældigheder eller, hvad du vil …
det sker under alle omstændigheder …
og jeg tænker:
– Vi kan da ligeså godt glæde os over,
at der er nogen eller noget, der vil os det godt.
Vi kan da lige så godt tage imod kærligheden …
og måske bliver der lidt til overs,
som vi kan give videre.