Om “#144. Jeg elsker dig”.
Jeg havde planlagt denne ode længe, men kunne ikke ’fås has’ på den. Jeg ville fortælle om min voksende trang til at anerkende andre mennesker … fortælle dem, at jeg lagde mærke til dem og indimellem, at jeg elskede dem … altså elske som i ’omsorg’ … ikke som i ’kæreste’.

I starten af september drog jeg til Løgumkloster Refugium på en skrive retræte. Efter et par dage, der var lidt forvirrende for mig, fordi de fokuserede på alt andet end det, som jeg fokuserede på … fx. idé generering, nonstop skrivning med mere … lykkedes det mig at finde et lille frirum fuld af inspiration …. og så skrev jeg denne ode.

#144. Jeg elsker dig
DEN FØRSTE ODE FRA LØGUMKLOSTER REFUGIUM

TID 2023.09.03 16:43:24
RUM 55.057119 8.950556

Jeg fornemmer din usikkerhed, når du forstiller dig …
og i usikkerheden ser jeg din uendelige kærlighed.

Jeg ser det lille, kærlige væsen,
du gemmer dybt i dit indres mørkeste kroge.
Jeg tror ikke, du tænker over det,
men inderst inde ved du godt, du gemmer det af frygt.

Hvorfor slipper du det ikke ud? Det vil så gerne ud.
Hvad kan der ske?
Hvor galt kan det gå?
Tror du, det løber væk?
Vær ikke bange … det gør det ikke … det elsker dig jo.
Men det elsker også kærligheden …
og har brug for at øse af den.

Se på mig nu … lyt til mig … jeg siger:
– Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig ikke som mand og kæreste,
men jeg elsker dig som menneske,
og jeg elsker det lille væsen i dine mørke kroge.
Jeg vil dig alt det bedste …
og jeg håber inderligt, du finder modet,
når jeg nu igen siger til dig:
– Jeg elsker dig.

Gå ud og find én og sig: Jeg elsker dig …
og find en til … og en til … og en til …
Lad os vandre sammen og lad os opleve,
at hver eneste, vi elsker på vores vej,
gør rejsen lettere …
og netop fordi rejsen aldrig ender,
er en let rejse at foretrække fremfor en tung rejse …
eller slet ingen rejse.