#44. Ode til en smuk, svensk pige

Jeg mødte pigen, som jeg ønskede at dele resten af livet med … men pludselig var hun væk, og jeg stod uden telefonnummer, uden e-mail adresse … havde intet andet end et fornavn, en by og masser af frustration. Hvordan kunne det ske?

Jeg startede med at flippe totalt ud … hvordan kunne jeg lade det ske. Jeg troede, jeg havde lagt det reaktionsmønster bag mig for længst … men nej … det må ligge dybt begravet i mit dna, siden det er så vedholdende.

Men nu er jeg jo ikke manden, der giver op uden kamp. Måske kommer hun forbi min hjemmeside og ser dette …. og måske kan hun tilgive mig min mærkelige opførsel … håbet er lysegrønt 🙂

#44. Ode til en smuk, svensk pige

TID 20190728 10:16:08
RUM 54.765295 12.053339

Det føltes som et knips med fingrene.
En ultrakort elektrisk udladning.
Jeg drejede hovedet … og dér …
i den anden ende af foredragssalen stod hun …
en mørk, smuk pige … og kiggede på mig.

Hele mit liv har den slags gjort mig genert …
jo smukkere de er, jo mere genert bliver jeg.
Og hende her … hun var smuk, smuk, smuk.
Så min generthed drejede mit hoved
og tvang mig til at fokusere på foredraget.

Det var i starten af mit højskole ophold,
og i de følgende dage holdt jeg diskret øje med hende.
En morgen – da jeg netop havde fyldt min tallerken
med dagens morgenmad,
sad hun og spiste lige ved siden af buffetten.

Jeg er stolt af mig selv …
for i det splitsekund kastede jeg genertheden bort
og besluttede at sætte mig hen til hendes bord.
Hun var præcis lige så sød, som hun var smuk,
og vi snakkede en halv times tid.

I de kommende dage snakkede vi et par gange mere,
og sidste gang sagde jeg til hende:
– Jeg har en gave til dig – ude i bilen. Går du med?

Det gjorde hun, og jeg forærede hende
min seneste samling af oder.
Hun blev glad og ville betale for den.
Det fik hun ikke lov til og sagde:
– Så må jeg give en kop kaffe og kage en af dagene.
Jeg nikkede blot og sagde ja-tak.
Det er den slags, jeg ikke ved,
hvad jeg skal gøre ved …
forvirring, ja nærmest en form for coma
overtager mit sind, og jeg sender forkerte signaler.
Jeg troede, jeg var blevet klogere med årene …
troede jeg var forbi dette stadium – åbenbart ikke.

De næste to dage kom jeg hende ikke nær,
og det blev lørdag. Afrejsedag.
Jeg var på arbejde i receptionen.
Hun kom for at aflevere nøglen og gik hen til mig:
– Vi fik aldrig drukket den kaffe, sagde hun.
Men jeg kommer igen til næste år. Uge 30.

Jeg blev helt konfus og igen tog forvirringen over.
Vente et helt år?
Alt det, jeg havde tænkt mig at sige til hende,
sad fast i halsen.
Så hun fik et kram og et farvel.
Ingen e-mail adresse. Intet telefonnummer.
Men hun har min bog og min webadresse.
Måske kommer hun ind og kigger … og ser dette.

Jeg håber og håber og håber …
for det er hende, jeg vil tilbringe resten af livet med.

UPDATE: Hun skrev til mig 10 dage efter: “Jeg har været i et forhold 7-8 år, og det har vi tænkt os skal vare mange år endnu”. Derefter fulgte en lang mail og en “#1. Ode til Carsten” … fyldt med omsorg og næstekærlighed … sikke et smukt menneske … det var hver en frustration og hvert et glippet håb værd at møde hende.
Nogle uger efter var jeg parat til at skrive #49. Jeg mødte næstekærligheden.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *