Baggrund

Lad mig sige det lige ud: Alt for mange mennesker i denne verden prostituerer sig selv … de går på kompromis med det, som de godt ved, er det rigtige. De gør det forkerte, fordi chefen, behagesygen eller andre omstændigheder byder det.

Problemet er, at verden aldrig bliver et bedre sted, hvis vi mister fornemmelsen for, hvad der er det rigtige at gøre … og den fornemmelse mister vi lidt af hver gang, vi gør det forkerte.

#50. Ode til integriteten

TID 2019.08.05 09:14:17
RUM 54.762169 12.047780

Din integritet er dit mest dyrebare eje.
Den er i virkeligheden det eneste, du har.
Din integritet er alt det, du står for ….
dine værdier, dine tanker, din selvopfattelse.
Din integritet gør dig til den, du er.

Og livet gav dig integriteten
for at gøre det nemmere at være dig.
Når som helst du er i tvivl,
skal du bare gøre det, der føles rigtigt …
en hel skov af pejlemærker står til din rådighed.
Og indimellem når valget er svært,
skal du give dig selv tid … erkende,
at denne beslutning må træffes senere.

Verden er fuld af mennesker,
der ikke formår at leve op til disse enkle regler …
inklusive mig selv … må jeg indrømme.
Vi foretager os handlinger,
der ikke gør verden til et bedre sted.
Handlinger, der ikke lever op til det,
vi burde forvente af os selv.

Men hvad nu? Giver vi så op? Eller skal vi videre?
Står du ved dit medansvar for at kæmpe
for en bedre, mere retfærdig verden?
Eller bøjer du hovedet i skam over,
at du lader din fornemmelse for at gøre det rigtige
visne stille for til sidst helt at forsvinde?

Nej da. Selvfølgelig skal vi videre.
Og vi skal videre på den eneste mulige måde …
den måde hvoraf al forandring udspringer …
den, der begynder med os selv.

Fra nu af vil jeg ihærdigt prøve
at være lidt mere tro mod mig selv i dag,
end jeg var i går.
Træffe lidt flere beslutninger,
som får mit hjerte til at smile.
Og lade være med at fordømme mig selv,
når jeg indimellem må acceptere en smutter.
Men jeg vil lære af den og huske, at erkendelse
er første skridt på vejen til forandring …
at selvindsigt er søgende menneskers
vigtigste redskab.

Al erkendelse gør stærk …
og stærk er dét, du må være,
hvis du vil værne om din integritet.
Men belønningen er vidunderlig …
for når integriteten er intakt,
vil roen indfinde sig … den ro, som vi får,
når vi inderst inde aldrig er i tvivl om …
hvem vi er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *