Om “#190. En tid for alting”.
Når man har rejst på den spirituelle vej i nogle år, ved man godt, hvordan man bør opføre sig. Men viden er ikke det samme som handling … det er ikke altid nemt at gøre det rigtige. Og slet ikke, hvis man føler, man har retten på sin side. Da jeg mærkede et pres for …

… at ændre adfærd, fastholdt jeg min ret til at være mig selv og gennemføre rejsen i mit eget tempo … det er ikke så nemt, når den, der presser på, er en gud.

#190. En tid for alting

TID 2026.01.04 21:20:22
RUM 55.888094 11.659061

Det seneste halve år har været omtumlet.
Efter ni års spirituel rejse …
hundredevis af dybsindige samtaler og tankerejser …
ekspeditioner i den ydre og den indre verden …
ethundredeniogfirs oder
med deraf følgende erkendelser
og indimellem et lille trin op på udviklingsstigen …
… efter alt dette var jeg nået til et sted,
hvor jeg hyppigere end tidligere fik et lille glimt
af en indre ro … den følelse,
som jeg mere eller mindre bevidst havde søgt
siden begyndelsen af min rejse.

I ni år havde jeg ledt efter meningen med alting.
I begyndelsen var Gud ’no-go’ for mig …
frastødt som jeg var af sporadiske kirkebesøg.
Men jeg fornemmede en åndelig tilstedeværelse,
og mit intellekt gav mig ret …
en mening med alting var ikke mulig
uden en åndelig eller guddommelig eksistens.

Så på trods af min modstand og tvivl
accepterede jeg endelig tanken om en gud …
og selvom tvivlen var en hyppig gæst,
så var fornemmelsen af en guddommelig væren
og den medfølgende oplevelse af glæde
med til at trække mig længere ind i troen.

Og alligevel mistede jeg tilliden til Gud.
Jeg vil ikke beskrive de nærmere detaljer,
men jeg oplevede igen og igen
at blive trukket bort fra den vej,
som jeg med megen møje havde fundet frem til,
og som jeg forsøgte at følge efter bedste evne.

Jeg så vejen tydeligt.
Jeg var motiveret og følte, jeg gik med Gud,
og jeg glædede mig til at nå til de erkendelser,
som jeg havde kæmpet så hårdt for i mange år.
Men igen og igen mødte jeg forhindringer,
som tilsyneladende skulle overkommes,
før jeg kunne komme op i fart
og fortsætte min rejse mod de belønninger,
som jeg så tydeligt fornemmede forude.

Min analyserende hjerne så et mønster …
jeg blev klar over, at jeg fastholdt en adfærd,
som fastlåste mig på min rejse.
Hvis ikke jeg ændrede denne adfærd,
måtte jeg finde mig i at rejse i lavere tempo,
og jeg måtte udsætte de erkendelser,
som jeg havde drømt om og kæmpet for
siden min rejses første skridt.

Det var ikke nogen rar erkendelse,
når man er et utålmodigt menneske,
der gerne ser resultater …
også selvom jeg måske ikke er helt klar til dem.
Og jeg ønsker belønningen, når jeg synes,
jeg gør mit bedste og har gjort nok.

Nu stod jeg så der … midt på den rigtige vej …
gaverne glimtede ikke langt væk,
men dog stadig udenfor rækkevidde.
Stædigheden og selvretfærdigheden
brændte og buldrede i mit bryst …
– Jeg har gjort mit bedste …
jeg har givet alt, hvad jeg kan, hævdede jeg ….

Dybt i mit indre vidste jeg, at det ikke var nok …
jeg mærkede kærligheden bag kravet,
men også ubøjeligheden …
dette kunne jeg ikke slippe udenom.

Længe stod jeg stille og kiggede tomt fremad,
mens frustration og håbløshed fyldte mit indre …
så begyndte jeg at gå med langsomme skridt.

Smerteligt bevidst om, at jeg en dag måtte bøje mig,
mumlede jeg frustreret og vredt:
– Jeg ved, du ønsker mere af mig,
men jeg er ikke klar til at levere.
Der er en tid for alting,
og tiden for dette … er ikke nu.

Med en blanding af lettelse og bitter vrede
mærkede jeg, at han smilede og accepterede.