Om “#102. A World Prayer”.
Kan vi stoppe krigen med tankens kraft? Videnskaben vil ryste på hovedet – nogle overbærende andre hånligt – og sige: ’Selvfølgelig kan man ikke det’. Næh, måske ikke, tænker jeg. Men selv naturvidenskaben må vel indrømme, at der er mere den ikke ved, end den ved. Så … hvorfor ikke prøve?
#102. A World Prayer
TID 2022.03.15 15:02:21
RUM 54.777880 12.062532
Hun sidder i boligens eneste lænestol …
ved hendes fødder ligger den gamle cockerspaniel.
Hun varmer de ru hænder om den kongelige tekop …
kigger med et mildt og vågent blik ud over markerne
og lader tankerne flyve …
I hendes alder er det ikke muligt
at forhindre tankerne søge tilbage, og hun nyder det.
Hun sidder i sin spartanske bolig …
en gammel – men velholdt – skurvogn på en mark …
bare ét rum … en seng, en stol, et køkkenbord …
– Hvad mere har jeg brug for, tænker hun.
Og tankerne kredser om hendes lange liv …
– I menneskehedens tjeneste, tænker hun …
altid for menneskenes skyld …
for at forstå mere … gøre verden til et bedre sted.
– Hvor lille effekten end har været,
så gjorde jeg mit bedste.
Hvor fordømmende og kritisk jeg end var,
så var det af et godt hjerte og min ærlige mening.
Pludselig mærker hun en uro i luften …
hun studser … undres … og ganske stille
breder der sig et smil om hendes læber,
og afklaringens lys stråler fra hendes øjne …
– Velkommen, siger hun.
Og universet kører billeder for hendes indre blik,
og selvom hun ved, at den slags sker …
forfærdes hun over de rædsler,
som kloden lægger jord til i disse øjeblikke.
Men hun er en hærdet dame, der længe har kendt
menneskets talent for grusomhed …
så hun holder fast …
Stille aftager rædslerne, og en løsning viser sig:
Hendes livsopgave.
Blikket bliver atter mildt og hjertet falder til ro …
hun kigger ud over markerne …
og ganske stille formes en sætning i hendes hovede.
Ugerne går, og hver dag omkring middagstid
sidder hun i sin lænestol og skuer ud over markerne,
mens årstiden skifter fra vinter til vår.
Den samme sætning gentages igen og igen …
nu ikke kun i den lille skurvogn på marken …
nej, over hele kloden messer mennesker
den samme bøn.
——————————————————
Samtidig …
i et regeringskontor i en fjern metropol
sidder en lille mand ved et langt bord …
centrum for alting, og alligevel alene og isoleret.
Han er blank i blikket … viser ingenting …
ikke glæde, ikke vrede … ingenting.
Hele hans liv har hans følelser været lukket inde –
kapslet ind og gemt væk.
– Ingen grund til at ændre noget nu,
tænker han indimellem.
Der er ni ure på kontorets fjerneste væg …
ét for hver af verdens vigtige byer.
Det midterste ur nærmer sig 12:00 GMT,
og verden over gør mennesker klar til bøn …
tik, tak, tik, tak, tik, tak …
I den anden ende af bordet sidder en lille gruppe
iført brunt tøj, brune kasketter
og sildesalat i mængder, der grænser til det komiske.
Med den følelseskulde, der kendetegner lavt selvværd,
instruerer han dem i nye uhyrligheder …
ildevarslende, truende og lavmælt skitserer han
de rædsler, han ønsker iværksat.
Pludselig bliver hans tale stødvis … usikker …
han mærker forvirring og uro indtage sin krop …
et pludseligt jag i brystet …
og han tænker straks:
– Konspiration. Forrædere.
Umuligt … jeg har sikret mig.
Og mens alle ni ure tikker ubønhørligt videre …
mens millioner lider under hans vanvittige beslutninger,
og en panikslagen general løsner hans slips
for at massere hans hjerte …
ligger han der på gulvet i det prangende kontor …
selveste manifestationen af hans magt.
Og mens alting forekommer stadig mere ligegyldigt,
og hans krop kæmper for overlevelse.
fyldes hans indre med kulde og rædsel.
Han hører et taktfast kor af stemmer … langt væk
og dog fuldstændigt overvældende og ustoppeligt:
– STOP HIS HEART. STOP HIS HEART. STOP …
Og mens erkendelsens lys glider over hans ansigt,
mærker millionerne rundt på den ganske klode,
at de har vundet …
budskabet er sendt – og det er modtaget.
De stopper bønnen med én fælles tanke:
– Giv ham den chance, han aldrig gav sine ofre.
… tik, tak, tik, tak, tik …
Kære Carsten, tak for denne ode du har sendt til mig på sms for lidt over et år siden .
Jeg skrev et tilbagesvar til dig på sms, men ved ikke om du har læst mit svar ?
Jeg sidder stadig i skurvognens eneste lænestol (som iøvrigt stammer fra dit barndomshjem) og ser udover markerne og har ofte fokus på Åstrup kirke, oppe på højdedraget.
Det er en smuk ode du har skrevet, som rammer meget godt, hvad jeg tænker / tænkte og hvad jeg føler/ følte.
Håber du trives og har det godt i Nykøbing Sj.
Mit liv er stadig en lang forsættelse af det jeg legede med på GarretVejen , at finde en sammenhængskraft mellem gud og praktisk liv.
Jeg ved du aldrig helt forstod min dagsorden og min idé med Åbenlys. Men vil sige dig stor tak for vores dialog og for hjælpen og muligheden for at overtage Skovhuset til brug for galleriet.
Min store Mac gik i sort, i perioden med flytningen, og den kunne ikke gendannes. Alt mit digitale indhold gik tabt. Jeg havde noget i sky og på ekstern harddisk men det var svært at håndterer.
Der er helt sikkert en højre mening med dette nedbrud, selv om det føltes ubehageligt.
Jeg har stykket nogle ufuldstændigte stumper og billeder sammen. Desværre i hast og af nød og ikke af kreativ impuls. Alligevel har jeg lyst til at sende et eksempel til dig. Da du i virkeligheden var årsagen til mine 3 år i skoven. Og at jeg igennem samtaler og konflikter blev mere bevidst om hvad der var Åbenlys skulle.
Det var hyggeligt og rørende at møde dig igen til Jønnes bisættelse. Der gik jo desværre grus i venskaber, da coronabølgen ramte planeten. Der vil gå mange år før al årsag og virkning vil stå frit fremme til analyse. Det er verden ikke parat til endnu. Og jeg har forstået at den mission der var min i den periode, var uacceptabelt for de fleste. Og det kostede og havde mange konsekvenser på flere planer og niveauer. Jeg blev beskyldt for meget, sågar “anklaget” for mord, fordi jeg vidste jeg ikke skulle vaccineres. Pyt….
Lige nu vokser der ufattelige fine nye begyndelser frem, og små skud af nye spire ser dagens lys, af den næringsrige muld her på Falster. Åbenlys er i vækst og har igen nye begyndelser.
Jeg er dybt taknemlig over historiens gang.
Hvis du har en adresse, ? vil jeg sende en billedbog til dig, hvis du gerne vil ha’ et minde fra Åbenlys på GarretVejen.
Kærlig hilsen
Kirsten
Kære Kirsten … jeg så aldrig dit svar på min fremsendelse af oden, men nu fik jeg det, og jeg er meget taknemmelig. Jeg vil elske at få en billedbog som minde om tiden i Åbenlys på Garretvejen, som jeg tit tænker på som starten på mit nye, spirituelle liv. Men du skal ikke sende bogen … jeg kommer forbi næste gang, jeg er på Falster, så kan vi bytte bøger. ❤️ for altid.