Jeg er et ganske kreativt menneske … har dyrket kreativiteten hele mit liv … levet af den. Og så opdagede jeg til min store glæde, at kreativitetens faste følgesvend, intuitionen, banede en ny livsvej for mig, da jeg bad om det.
Intutionen er blevet et helt uundværligt værktøj, når jeg skriver mine oder for at forstå mig selv og livet. Og det er i en sådan stund af forståelse, jeg sætter mig stille ned og lader taknemmeligheden fylde min sjæl.
#55. Ode til intuitionen
TID 2019.12.13 16:10:24
RUM 54.772498 12.059823
Jeg opfatter mig selv som et meget heldigt menneske.
Jeg har forestillingsevne …
jeg kan forestille mig næsten hvad som helst …
for jeg har øvet mig hele livet.
I mange år analyserede jeg sammenhænge
mellem produkter, markeder og behov,
og jeg fik mennesker til at købe ting,
de havde brug for … og en del, de havde allerede.
Men så nåede jeg et vendepunkt.
Jeg havde knoklet, svedt og stresset mig selv i årevis,
og en dag erkendte jeg, at nok var nok.
Over et par år droppede jeg jobbet
og begyndte – af ren og skær gammel vane –
en næsten lige så hæsblæsende jagt efter nye milepæle …
ja måske ovenikøbet efter en mening med det hele?
Skønt jeg forcerede, kom forandringen.
Godt nok for langsomt efter min smag – men den kom.
Jeg opdagede, at jeg ikke behøvede at kæmpe mod livet …
jeg kunne kæmpe med det … åbne mig for det …
tage imod, hvad det gav mig at glædes over.
Og jeg oplevede, hvordan min kontakt
til altet og alting – helt uhjulpet – voksede støt.
Det var i den proces, jeg også mærkede,
min forestillingsevne … min kreativitet … udvikle sig.
Den begyndte at leve sit eget liv … tog karakter af intuition.
Rejste ud i livet og vendte tilbage med erfaringer,
der berigede min tilværelse.
Den forfinede evnen til at finde vej i mylderet …
at skabe overblik over myriader af løsrevne data.
Den lærte at skille det vigtige fra det mindre vigtige,
og snart kunne den vise mig sammenhænge og mønstre,
der gav mening og ledte til overraskende erkendelser.
Intuitionen er den store læremester,
der får forskeren til at lede de rigtige steder.
Får komponisten til at forsøge sig med nye toner …
og maleren med nye farver …
programmøren med nye koder.
Og i sidste ende er det intuitionen,
der åbner vores sind for det guddommelige.
Først viser den os mønstret og dermed vejen.
Lader os skimte omfanget af det evige og det uendelige.
Og til sidst … når vi selv står for at blive guddommelige,
holder intuitionen os i hånden hele vejen.
Og midt i min glædesrus over
at have nået det guddommelige mål,
bøjer intuitionen sig stille ind over mig og hvisker:
– Det er først nu, den virkelige rejse begynder.