Baggrund

Om “#85. No filter”.
Der er følelser, som det er lettere at lukke nede end hele tiden at lade sig forstyrre af. Men indimellem brydes forseglingen af uventede og voldsomme begivenheder. Kunne det tænkes, at det måske var bedre slet ikke at lukke disse følelser nede, men i stedet lære at håndtere dem, når de gør knuder?

Jeg skrev denne ode for at forklare mine reaktionsmønstre overfor et menneske, der var kommet ganske tæt på mig … så tæt, at vi havde aftalt, der var kun én form for dialog … nemlig at sige tingene lige ud … vi kaldte det ”No filter”.

#85. No filter

TID 2021.06.25 14:05:47
RUM 54.772100 12.060217

Der er et rum i min indre verden,
jeg sjældent besøger …
ja, egentlig kommer jeg der kun, når jeg tvinges …
når det er bydende nødvendigt.

Det er, når jeg mærker tegn på opbrud og uro …
når den verden, som jeg normalt holder i stramme tøjler
… forstyrres.

Påvirkningen begynder altid i den ydre verden.
En voldsom hændelse sender chokbølger mod mit panser,
og jeg mærker en indtrænger,
der målrettet gennemtrawler mit indre
med en tornados hast.
Den ved, hvad den søger, og jeg mærker tydeligt,
da den identificerer det lille rum og stopper op.

Jeg sporer en følelse af triumf hos indtrængeren,
da den står foran den lukkede og låste dør …
den ved, døren ikke er noget problem …
ved, den kan gå indenfor, når det passer den.
Men den strækker øjeblikket … forlænger nydelsen,
mens jeg anspændt holder vejret …

– Hvad sker der nu, tænker jeg nervøst.

I det øjeblik den bryder døren og går ind i rummet,
flænses jeg fri af den ydre verden …
hele min opmærksomhed er nu på dette optrin.
Den ved, dette rum er noget særligt og træder varsomt.
Det indeholder en del kasser eller bokse …
de er lukkede, men det virker som om indtrængeren
identificerer indholdet af hver enkelt blot ved
at stille sig foran den.

Igen mærker jeg indtrængerens følelse af triumf …
den har fundet det, den søgte.
Og i det øjeblik den tvinger kassens låg op,
er også jeg klar over indholdet …
denne gang gælder det min trang til nærhed …
måske ovenikøbet lidt kærlighed.

Jeg havde været opmærksom på indtrængeren
nogle dage før dens angreb,
og jeg troede, jeg havde dækket mig af …
sikret alle indgange … forseglet alle bokse.
Men som så ofte før tog jeg fejl,
og måtte nu forsøge at afbøde konsekvenserne …

Jeg mærkede allerede følelserne rasere mit indre:
Uro og tvivl … håb og tvivl … usikkerhed …
nervøs glæde … og så frygt … frygt for at miste …

Og jeg vidste, jeg måtte afsted. Til det lille rum.
Tøjlerne flagrede … kontrollen måtte genskabes.
Tankerne myldrede i mit hoved undervejs …
Hvorfor bliver jeg ved med at forsegle de bokse?
Hvorfor konfronterer jeg ikke bare indholdet …
det er måske slet ikke så farligt,
som jeg går og tror …

Og mens tankerne var på fri flugt
var jeg nået ned til det lille rum …
døren hang skævt på hængslerne,
men ellers så alt ud som det plejede …
bortset fra én ting …
En af boksene var åben – låget taget af …
Jeg stillede mig hen foran boksen
og kiggede ned …
det var som at sidde i en biograf …
filmen kørte for hurtigt … så pludselig meget langsomt …
blev så sløret … og øjeblikket efter skarp igen.

Jeg lagde mig på knæ foran boksen …
fascineret af dens fortælling …
mit livs højde- og lavpunkter rullede foran mig …
Minder, som jeg havde fortrængt og låst væk,
viste mig nu et rigt og fyldestgørende liv.
Jeg tænkte: Kan det være mit?
Sådan husker jeg det slet ikke …
men det er jo ikke så mærkeligt, tænker jeg så …
du har jo gemt det og låst det væk!

—————

En halv time senere var jeg tilbage i den ydre verden.
Den famøse boks stod stadig åben,
og jeg forberedte mig på at tage de skrald,
som behovet for nærhed og kærlighed ville byde mig.
Der var ikke længere nogen barrikader …
alle med bare en lille smule empati
havde nu direkte adgang til mit hjerte.

”NO FILTER”, tænkte jeg … fedt nok!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *