Jeg havde kun titlen på denne ode … vidste ikke, hvad jeg ville sige med den, men jeg kunne fornemme, den gemte på vigtige erkendelser. Så jeg skrev den på gefühlen, og jeg blev belønnet …
Vores rejse gennem livet handler meget om at søge tryghed … og det er jo ikke så mærkeligt, når man ser hvor udfordrende og truende verden kan forekomme. Men jeg opdagede, at jeg slet ikke behøvede at frygte den lange rejse …
#58. Den lange rejse
TID 2020.03.05 14:27:47
RUM 54.767744 12.054520
Toget rumlede ind på stationen.
Jeg vidste, jeg skulle med – så jeg stod på.
Jeg gik ned gennem rækken af kupéer …
fandt én, hvor der var plads … tænkte:
Den her kan vel være ligeså god som den næste.
Jeg vidste, at rejsen ville blive lang … ja næsten uendelig.
Dagene gik, og jeg begyndte at bruge dem.
Gjorde bare det, der gav mening for mig,
og som tiden gik også en hel del, der ikke gjorde.
Jeg fik erfaringer og feedback …
venlige nik, måske et smil …
og indimellem et rap over fingrene.
Mange sad bare og kiggede ud af vinduet.
Eller blundede lidt. Spillede kort. Eller sludrede stille.
Ikke mig … efterhånden som tiden gik
mærkede jeg et stigende behov
for at forstå meningen med den lange rejse.
Hvorfor var jeg lige netop på dette tog?
Hvorfor ikke det, der gik dagen før … eller dagen efter.
Eller det, der kørte mod syd eller øst eller vest
i stedet for dette mod nord?
Jeg måtte finde svaret på dette tog …
der var jo ikke andre steder.
Så hver dag gik jeg igennem toget …
fra den ene ende til den anden … helt op til lokomotivet
og helt ned til bagperronen på sidste vogn.
Der kunne jeg stå i timevis og kigge bagud og tænke:
Hvad lavede jeg egentlig der bagude?
Lærte jeg noget, som jeg kan bruge
til at forberede mig på det, der venter forude?
I det, der forekom umindelige tider,
rejste jeg ud i det ukendte – ud i det uvisse.
Toget stoppede undervejs. Nye kom på. Nogle stod af.
Ikke mig … jeg vidste, jeg måtte blive og gøre det, jeg gjorde,
selvom den manglende forståelse
øgede min utryghed og frustration.
Og jeg blev ældre. Ja, selvfølgelig gjorde jeg det.
Lige så umærkeligt som kilometrene forsvandt under os,
materialiserede årene sig i ansigtet i spejlet.
Og en dag sagtnede toget så farten …
der måtte være en station forude.
Jeg vidste, det var nu og samlede mine ting …
gik nedad gangen mod døren ud.
En svag brise slog imod min kind,
da jeg stod af … årtier efter jeg var stået på …
på en ny perron med ryggen til samme tog,
der langsomt rumlede videre og væk med alt det,
der havde været mit liv indtil nu.
En mærkelig rejse, tænkte jeg.
Gad vide, om det var det rigtige tog, jeg kom på dengang?
Gad vide, hvad jeg egentlig skulle på det tog?
Og hvad skal jeg egentlig her?
Hvor er jeg?
Jeg hankede op i min gamle, brune kuffert.
Skubbede den bløde hat om i nakken.
Så til venstre, så til højre …
besluttede at højre var bedst og begyndte at gå.
Jeg løftede hovedet. Smilede for mig selv og lidt til verden.
Tænkte på alle de år med usikkerhed og frustration …
alle de år, hvor jeg troede, jeg var på vej ud.
Nu ved jeg bedre, tænkte jeg.
Jeg ved, at hele denne rejse …
bare er rejsen hjem.
