Mit univers

Mine oder er aftryk af mit tankemæssige univers.

Teksterne er idéer og oplevelser, som mine tanker henter hjem fra deres rejser i de indre og ydre verdener … tanker, hvorpå intuitionen siden bygger og skaber erkendelser, som bliver byggestenene i min opfattelse af altet.

Og billederne, som alle stammer fra de steder, hvorfra tankerne drager ud og vender tilbage,  danner den visuelle baggrund og fuldender det følelseslandskab, hvori mine oder fornemmes bedst.

Jeg troede ikke på astrologi, men nu …

“Du har en meget dominant Pluto i dit horoskop”.

Stedet er Martinus Center i Klint. Tidspunktet en dag i efterårsferien 2020. Personen, der taler, hedder Dennis.

Jeg tænker: “Ja, ja … men jeg har aldrig troet på astrologien. Hvordan nogle planeter stod, da jeg blev født, kan ikke have påvirket min personlighed i synderlig grad”.

Men så sagde han: “Det betyder, at du har en meget stor indfølelse i, hvad der sker blandt masserne i samfundet … du kan mærke de kollektive strømninger”.

Jeg var ved at falde ned af stolen. Dennis vidste ikke, at jeg har beskæftiget mig med markedsføring hele mit liv, og så sidder han og tillægger mig en personlig egenskab … ja vel nok DEN personlige egenskab, der er allervigtigst, når det handler om markedsføring.
Og ikke nok med det … det er en egenskab, som jeg aldrig selv har sat ord på, men som jeg i det øjeblik, han nævner den, er fuldstændig klar over, at jeg besidder.

Så nu har jeg skrevet til Rigsarkivet og bedt dem om at finde mit præcise fødselstidspunkt frem … for nu skal Dennis altså lægge mit horoskop.

Nyt om pigen i skoven

Jeg refererer meget til “pigen i skoven”, fordi det var hende, der startede min spirituelle rejse, og fordi mine samtaler med hende giver mig så meget inspiration. Men ellers fortæller jeg ikke om hende … hun vil gerne være privat … leve et stille liv. Men nu – for første gang – synes jeg, at jeg vil fortælle lidt om hende, for jeg besøgte hende i fredags.

Hun flyttede ud af skoven for lidt over et år siden. Skoven var blevet mere urolig … mere jagt, mere skovdrift … den var ikke helt den samme, som da jeg boede der.

Hendes søn og svigerdatter havde købt et husmandsted 5-6 km væk, og hun havde en drøm om et bofællesskab med dem og gerne flere. Så hun flyttede ind til dem. Efter et halvt års tid kunne hun dog mærke, at tempoet og forventningerne var forskellige, og nu har hun købt en beboelsesvogn, som er blevet sat op i grundens nordøstlige ende.

Det er et dejligt hjem … 25m2 … et lille garderoberum i den ene ende, og så et stort rum, der starter med et køkken, så en spiseplads og til sidst et soveområde … der ligger hun på sengen og kan kigge direkte ud af vinduet og nyde naturen på alle tidspunkter og alle årstider.

Så nu ved du, at pigen i skoven har det godt og nyder livet.

Stille stunder med erkendelse

Det er fredag. Klokken er 10:03, og jeg er netop kommet hjem fra min morgentur ved stranden med Snar. En rigtig regnvejrsdag … stemningen ved stranden er mere intens, når det regner. Jeg gik gennem skoven, ud på stranden og ned til “mit sted” … lavede mine øvelser og satte mig ind under den udhængende skov i læ for regnen. Snar botaniserede 100 m den ene vej og 100 m den anden vej, før hun kom og lagde sig ved siden af mig.

Vi sad stille et stykke tid, før vi begav os hjemad. Stemningen sydpå ad skov- og strandstien er rolig … jeg går stille og kigger ned i skovbunden og tankerne tager på langfart, så de kan bringe føde med hjem til intuitionen.

Og jeg får tanken, at jeg skal begynde at fortælle på Facebook, at jeg gerne vil holde foredrag … folk ved det måske ikke. Og jeg holder af at fortælle om mit liv og mine oder.

Og sådan sker der præcis det, der skal ske i livet. Tingene sker, når de skal ske … der er ingen grund til at forcere.

Hvor er jeg glad for at være nået til dette punkt og denne erkendelse i livet.

Se min ode #69. Tillid til livet.

Hvor dejligt at blive inspireret af dem, vi møder

Jeg er på stranden med Snar hver morgen og hver aften. Og netop i denne sommertid er det ekstra dejligt … jeg laver nogle selvkomponerede øvelser, hopper en tur i baljen og sidder med ryggen mod en sten og kigger ud over vandet.

Og i dag på vej tilbage til bilen møder jeg så et ægtepar med et par hunde … hundene var yngre end Snar og ægteparret yngre end mig. Men vi faldt i snak … de var flyttet fra København til Nysted for 4 år siden og arbejdede henholdsvis med omsorg og coaching/spiritualitet.

Og så står vi der på stranden og snakker en halv times tid. De fortalte, at de havde bryllupsdag og var taget til stranden for at nyde nogle timer sammen. Og jeg bliver så inspireret af at høre, hvordan andre mennesker lever livet. Jeg ved ikke, hvad jeg bliver inspireret til … det gør heller ikke noget … bare det, at jeg føler mig løftet, er nok.

Vi skal huske at snakke med hinanden … alle har noget værdifuldt at fortælle.

Er svarene indeni os selv?

Jeg har tænkt meget de seneste 2-3 år. Tankerne kommer til mig, og når de er modne, søger jeg ind i mig selv for at se, om der skulle være nogle svar … eller jeg sadler mit rejsetræ for at finde svarene i kosmos.

Jeg gør mig tanker om mig selv for at finde ud af, hvem jeg egentlig er, og for at forstå, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Og jeg gør mig tanker om universet, fordi jeg er nysgerrig … hvordan opstod det, hvem styrer det, lever det eller er det dødt, og hvordan hænger alting egentlig sammen?

I følge Martinus er alting levende … også vores klode, vores solsystem og universet … de er vores makrokosmos. Og når vi går den anden vej … så er vi selv makrokosmos i forhold til vores indre organer, der igen er makrokosmos til deres celler og så videre.

Og vores jeg eller ånd er evig … den reinkarnerer blot i nye fysiske kroppe. Og alle jeg’er er en del af skaberen eller guddommen eller kosmos … kald det, hvad du vil … der er ikke et gudsbegreb, som vi lærer i kirken.

Og nu kommer min pointe: Hvis alle jeg’er er en del af den samme enhed, så behøver vi ikke bevæge os så langt væk for at finde svarene … så er svarene indeni os selv. Hvis vi kan finde dem, og hvis vi tør kigge …

Naturens levende væsen

Jeg møder mange mennesker, når jeg går på stranden og i skoven, og nogle af dem har et meget tæt forhold til naturen … de nærmest “mærker” den … føler sig som ét med den.

Sådan har jeg aldrig haft det … jeg elsker at opholde mig i naturen, og jeg registrerer træerne, jordbunden, sandet, bølgerne, vinden, lyset og så videre … men jeg opfatter ikke naturen som en levende organisme … indtil for nylig.

Jeg begyndte at lave nogle øvelser, som Kirsten C. lærte mig … bare 10-15 minutter om morgenen på stranden. Så sætter jeg mig og slapper af eller tager en badetur og efter en god halv times tid rejser jeg mig for at gå tilbage til bilen.

Og en dag opdager jeg så, at jeg har lyst til at gå meget langsomt … helst med lukkede øjnene, men det er lidt svært, så jeg går bare stille og roligt og kigger ned i sandet. Og pludselig mærker jeg så naturen … ikke som enkeltdele, træer, sten og vand, men som en helhed en organisme. Det føles nærmest som om, der går en ved siden af mig og lægger en beskyttende arm om min skulder.

Det er så roligt. Trygt. En dejlig fornemmelse. Og fornemmelsen er der hver dag, når jeg går tilbage langs stranden efter at have givet mig selv en stund med ro.

Sikke en masse man kan opleve, hvis man giver sig selv lidt ro og lidt tid 🙂