Jeg havde stor glæde af mine perioder på Martinus Centret i Klint, og jeg fik kontakt med mange dejlige mennesker. Men jeg opdagede også, at de ikke har eneret på denne verdens gode menneskelige egenskaber. På min vej i livet …
… har jeg mødt gode mennesker, der ikke kender Martinus … og jeg har mødt mennesker, der studerede Martinus i årevis, men som alligevel tilføjede mig skuffelser.
Men også det … er der en forklaring på 🙂
#72. Hvad ville Martinus?
TID 2020.11.29 22:27:29
RUM 54.769991 12.057631
Jeg kørte ned ad alléen mod stranden.
På bænken ved parkeringspladsen
så jeg en velkendt silhouet.
Jeg parkerede og satte mig ved siden af ham … Marcel.
Bølgerne skvulpede let.
Bladene raslede let.
Vinden blæste let.
Dagen føltes i det hele taget … let …
Jeg nød at sidde helt stille ved siden af ham …
at nyde denne lette dag i hans selskab.
Men som altid med Marcel …
så er nu’et ikke sted, hvor man dvæler længe.
– Jeg ved, du kender Martinus, sagde han og fortsatte:
Jeg troede, jeg ville møde en større grad af omsorg
blandt hans tilhængere end blandt andre.
Men sådan er det ikke.
Han fortsatte:
– Og når jeg tænker over det,
så er det slet ikke mærkeligt …
tværtimod er det fuldstændigt logisk.
Og det beviser, at Martinus havde ret, da han sagde:
– Vi skal lære gennem vores lidelser.
Vi skal selv opleve manglende omsorg,
før vi bliver i stand til at give den.
– Det er så logisk, fortsatte Marcel …
Man kan studere sig til at forstå omsorgsfuldhed.
Men man kan ikke studere sig til at udvise den.
Og når det brænder rigtigt på, og livet kræver din reaktion …
så handler du ikke ud fra lærdom,
men ud fra mønstre indlært gennem inkarnationer.
– Jeg troede, Martinus ville gøre os til bedre mennesker.
Men det kunne han jo ikke … det kan kun vores erfaringer.
Og … fortsatte Marcel:
Nu ved du, hvad min næste tanke var, ikke sandt?
– Jo, Marcel, det ved jeg. Du tænkte:
Hvis han ikke ville gøre os til bedre mennesker …
hvad ville han så?
– Har du svaret, spurgte jeg?
Dagen føltes let. Vi nød hinandens selskab.
Vi nød tvivlen og argumentationen og naturen …
men mest af alt nød vi denne søgen efter tanker,
som vi kunne bruge som trædesten
på vores videre færd gennem livet.
Marcel vendte sig mod mig.
Han sendte mig det der let triumferende blik,
han altid brugte, når han syntes,
han oplevede sin egen genialitet.
– Trøst, sagde han så.
Martinus blev sendt for at trøste os.
For at fortælle os, at der er en mening med alting,
og at vi er på rette vej.
– Men han vidste, vi ikke ville tro ham – uden beviser.
Derfor skrev han sine mange bøger
om altet og om alting.
De var ikke nødvendige for hans mission …
at overbringe det enkle og trøstende budskab …
men de var nødvendige for at blive troet.
Marcel havde talt sig varm nu og fortsatte:
– Derfor vil du finde, at Martinus tilhængere
enten er mennesker, der føler en del utryghed i livet …
eller er søgende mennesker med et stort behov
for at forstå meningen med tilværelsen.
– Og derfor var det meget naivt af mig at forvente,
at jeg her ville møde mere kærlighed og omsorg
end i verden udenfor.
– De tænker nok mere end de fleste på
at være omsorgsulde og behandle andre godt …
men når det kommer til handling,
evner de det ikke bedre end gennemsnittet.
Jeg kiggede på Marcel med et let smil om munden,
og jeg kunne se, han frygtede et sarkastisk svar …
så jeg besluttede at nøjes med lidt ironi:
– Du er en klog mand, Marcel.
– Jeg ved det, sagde han … det er du også.
– Ja, svarede jeg. Hvad er det så, vi er kede af?
Han tænkte lidt og sagde så med et glimt i øjet:
– Måske over, at der er så få, der ved det?