#37. Den 2. rejse

Da jeg først én gang havde rejst i kosmos, fik jeg smag for mere. Og selvom træer er langt mere tålmodige end mennesker, kunne jeg mærke, at mit rejsetræ på kanten af Østersøen glædede sig over at se mig og hunden Snar, da vi nærmede os fra syd.

Jeg tror, det kedede sig lidt. Der sker ikke vildt meget på kanten af Østersøen, selvom klimaforandringerne har gjort vejrliget lidt voldsommere. Det korte af det lange var, at det keeedede sig … så det livede op, da jeg kom med en ny rejseopgave til det. Der var én rejse, jeg havde ønsket mig længe …

#37. Den 2. rejse

TID 2019.05.04 15:17:12
RUM 54.783397 12.074646

Nogle husker måske min seneste rejse i kosmos?
Snar og jeg rejste i 23 år sammen med rejsetræet.
Og nu er jeg rastløs igen …
jeg må ud og se, hvad universet gemmer …
jeg har brug for mere forståelse … mere mening.

Hun står, hvor hun altid har stået.
Mit dejlige rejsetræ på kanten af stranden
med den smukkeste udsigt ud over Østersøen.
Hun kan fornemme, jeg ikke kommer for at kramme,
og hun mærker tydeligt min rastløshed,
da hunden Snar og jeg stille siver ind i hende.

– Du skal vise mig livets oprindelse, siger jeg.

– Det kan jeg ikke, svarer træet, og fortsætter:
– Legenderne fortæller, at vi skal igennem et sort hul
for at komme til livets oprindelse.
Intet rejsetræ er nogensinde kommet tilbage derfra.

– Er spørgsmålet om livets oprindelse ikke så vigtigt,
at vi gerne ofrer livet for svaret, spørger jeg.

Jeg kan mærke, at træet smiler skævt.
– Din gamle røver, siger det.
Du ved, hvilke knapper, du skal trykke på.
Så pyt da … vi er vel alle tre gamle nok til at dø nu
… er vi ikke?

Hvis du tror, det går stærkt, når en flyvemaskine letter,
så skulle du prøve et rejsetræ.
På et splitsekund – nå ja, måske lidt mere …
er vi langt ude i kosmos og Jorden usynlig bag os.

– Jeg kan mærke, du ved, hvor vi skal hen, siger jeg.
– Ja, svarer træet.
Jeg har været tæt på at tage denne rejse tidligere.

Til læserens orientering, vil jeg sige:
Man er ikke i tvivl, når man nærmer sig et sort hul …

Det starter som et uimodståeligt træk,
og i det øjeblik, hvor ånden skrælles for al fysisk materie,
der flagrer væk bagude …
da skifter trækket til et pres,
og ånden, sjælen, jeg’et … kald det, hvad du vil,
renses for al viden, al hukommelse og historie,
og komprimeres til et punkt så uendeligt lille,
at mange ville sige: De er væk … de er døde.

Men vi tre rejsekammerater ved bedre.
Vi tumler ud i et kosmos … uendeligt og ufatteligt.
Og vi husker kun … vi er mennesket, hunden og træet.

Vi er langt ude i en krog af et nyfødt univers …
i et område,
som skaberen ikke gav meget opmærksomhed.
Foran os hænger en smuk, blå planet.
En jomfruelig, ung klode,
hvor livet stadig kun er mikrober.

– Hvor er det vidunderligt, siger træet.
– Se den smukke, blå planet, siger hunden.
– Ja, siger det ellers meget talende menneske.

Vi betragter den stille og andægtigt – på afstand.
Jeg ved ikke, om der går nogle minutter
eller nogle århundreder …
vi er ren ånd, så tiden er uden betydning.

Hvad nu, siger hunden …
Ja, hvad nu, spørger træet …
og de kigger begge på mig … mennesket.
– Vi har en mission, siger jeg. Lad os komme i gang.

Og æonerne går. Millioner af dem.
Nænsomt og kærligt understøtter vi livet.
Ser stolte til, mens det
med små, usikre skridt spreder sig over kloden.
Skifter form. Bliver intelligent. Tilmed bevidst.

Og vi bekymres, når instinkterne for overlevelse
tager overhånd og skaber splid.
Kun nødtvungent griber vi ind … diskret, men bestemt.
Indtil en dag, hvor vi af mangel på alternativer
bliver tvunget til at give os til kende …

Siden den dag går alting galt.
Vores indgriben bliver anledning til bitre stridigheder.
Igennem århundreder, ja årtusinder,
slås den herskende race om sandheden og magten.
Og med kampen forsvinder kærligheden …
og dermed også drømmen om det evige rige.

– Det er ikke nemt at være Gud, siger træet træt.
Mennesket og hunden nikker.

– De må klare sig selv nu, fortsætter træet.
Mennesket og hunden nikker … igen.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *