Jeg kom ned til stranden 2. påskedag lidt over 8 om morgenen. Jeg mærkede ilden og uroen ulme i mit indre … vidste, at tvivlen og trangen til at forcere livet snart ville trænge sig på. Så jeg bad til Gud … tak fordi du inspirerer mig, men jeg har også brug for lidt vejledning. Og jeg bad til min far og mor og Garret-Jørgen … kan I hjælpe, hvis ham den første har travlt med noget andet? Og til sidst henvendte jeg mig til farfar Aage, min skytsengel … jeg ved du passer på mig, men jeg kunne godt tænke mig at mærke dig lidt mere … en beskyttende arm om skulderen ville gøre godt.

Og jeg tænkte, at jeg måske skulle skrive en ode om ilden … den der indre uro, som aldrig lader mig i fred … måske ville oden trække ting til overfladen, som jeg ikke havde været opmærksom på indtil nu. Jeg satte mig i sandet med et væltet træ i ryggen og ansigtet mod solen og mod vandet … og så begyndte jeg at formulere min ode indeni hovedet.

Da jeg havde formuleret én linje, kom jeg til at tænke på, at jeg måske var lidt krævende … at jeg måske henvendte mig til guddommen lige hyppigt nok … og at jeg måske var lige lovligt insisterende … men jo mere, jeg tænkte over det, jo mere overbevist blev jeg om, at fingeren ikke pegede på mig, men et helt andet sted hen.

Så i stedet for at skrive 20 linjer mere … eller 30, 40 eller 50 … så besluttede jeg, at denne ene linie sagde det hele … og sådan blev det.

#67. Ilden

TID 2020.04.13 08:27:09
RUM 54.770584 12.058609

Kære himmelske far. Du tændte ilden … ikke jeg. Amen.

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.