Jeg kom ned til stranden 2. påskedag lidt over 8 om morgenen. Jeg mærkede ilden og uroen ulme i mit indre … vidste, at tvivlen og trangen til at forcere livet snart ville trænge sig på. Så jeg bad til Gud … tak fordi du inspirerer mig, men jeg har også brug for lidt vejledning. Og jeg bad til min far og mor og Garret-Jørgen … kan I hjælpe, hvis ham den første har travlt med noget andet? Og til sidst henvendte jeg mig til farfar Aage, min skytsengel … jeg ved du passer på mig, men jeg kunne godt tænke mig at mærke dig lidt mere … en beskyttende arm om skulderen ville gøre godt.

Og jeg tænkte, at jeg måske skulle skrive en ode om ilden … den der indre uro, som aldrig lader mig i fred … måske ville oden trække ting til overfladen, som jeg ikke havde været opmærksom på indtil nu. Jeg satte mig i sandet med et væltet træ i ryggen og ansigtet mod solen og mod vandet … og så begyndte jeg at formulere min ode indeni hovedet.

Da jeg havde formuleret én linje, kom jeg til at tænke på, at jeg måske var lidt krævende … at jeg måske henvendte mig til guddommen lige hyppigt nok … og at jeg måske var lige lovligt insisterende … men jo mere, jeg tænkte over det, jo mere overbevist blev jeg om, at fingeren ikke pegede på mig, men et helt andet sted hen.

Så i stedet for at skrive 20 linjer mere … eller 30, 40 eller 50 … så besluttede jeg, at denne ene linie sagde det hele … og sådan blev det.

#67. Ilden

TID 2020.04.13 08:27:09
RUM 54.770584 12.058609

Kære himmelske far. Du tændte ilden … ikke jeg. Amen.