Om “#121. Sjæle rejser om natten”.
Jeg mødte to svenske kvinder på nettet … dyreelskere og flittige skribenter som jeg. De havde aldrig fået udgivet deres skriverier og var ikke i en økonomisk situation, hvor de kunne gøre det. Så jeg besluttede at lave en bog med dem … med os alle tre. Den kom til at hedde ”Sjæle rejser om natten (Nordisk version)”, fordi jeg forestillede mig, det var sådan, vi mødtes … en nat over det mellemste Sverige … tre sjæle på rejse … vi fandt sammen.
Da jeg skulle lave min anden samling af udvalgte oder (udkommer januar 2023), blev jeg nødt til at tage dette tema op igen, fordi det virkede så stærkt på mig. Jeg måtte skrive en ode, der forklarede, hvorfor sjæle rejser om natten. Og den er lige her, og derfor er der to helt forskellige bøger med titlen ”Sjæle rejser om natten”.
#121. Sjæle rejser om natten
TID 2022.12.04 21:20:31
RUM 54.772736 12.060674
Jeg sejler … jeg sejler afsted …
lader mig føre i den tavse, mørke og trygge nat …
i det uendelige univers.
Jeg svæver … flyder … næsten som i vand …
alle bevægelser er mulige.
De blideste vinde smyger sig omkring mig …
og jeg fornemmer de kærtegner min krop,
selvom den stadig døser under dynen derhjemme.
Jeg rejser … jeg … sjælen … rejser …
oplevelsen er fuldstændig …
intet kunne være mere fuldstændigt … mere komplet.
Intet … overhovedet intet …
forstyrrer denne aldeles guddommelige rejse.
Jeg mærker, jeg bærer store værdier i mit indre …
noget, nogen har brug for … higer voldsomt efter.
Jeg ved ikke hvem … ved ikke hvad …
men disse værdier skal hjælpe med
at bringe alting videre …
Og midt i denne
nærmest meditative og drømmende tilstand
melder spørgsmålet sig:
– Hvad laver jeg egentlig her?
Da svaret ikke straks tikker ind,
forsøger jeg at tænke tilbage,
og jeg opdager med et stille gys, at jeg har gjort det
– altså rejst om natten – så længe, jeg kan huske.
I begyndelsen mente jeg, det bare var drømme …
men det var før, jeg blev bevidst
om rejsens sande natur.
Og når jeg nu vender mig mod fortiden,
genkalder jeg tydeligt,
da bevidstheden begyndte at tage over.
Jeg husker klart, at den viste mig erkendelsen …
ååhhh, så langsomt … nærmest nænsomt og kærligt,
den nærmede sig for ikke at skræmme mig.
Og den sagde:
– Der er en mening med dette.
Der er et formål.
Dine rejser er en del af noget større.
Og for én gangs skyld … måske for første gang i mit liv …
lykkedes det mig at undlade at forcere …
det føltes helt naturligt blot at være her …
bare iagttage og undres … bare være …
Og altimens flyder undere og mirakler forbi mig …
fra det mindste til det største.
Jeg bliver vidne til konstruktionen
af de fineste og tyndeste, bittesmå dna-strenge,
der med tiden vil betinge udviklingen
for liv overalt i universet.
Jeg forfærdes over kræfterne bag skabelsen
af stjerner, planeter og sorte huller,
og jeg oplever, hvordan hele galakser
haster mod universets ydre grænser
for at befolke det store ingenting.
Jeg suger alting til mig …
iagttager, undres og overvejer …
og bag det hele fornemmer jeg én,
der elsker mig så meget,
at jeg ikke kan lade være med at elske tilbage.
På én gang en fremmed og alligevel kendt …
på en måde bare ”en væren” … ”en tanke” …
eller noget, der bare er.
Så mærker jeg, at dagen snart bryder af mørket
og fyldt med ny og vidunderlig viden om alting
sætter jeg kursen mod min hjemplanet.
Vel tilbage i min fysiske krop …
lader jeg tankerne bearbejde de mange indtryk
en sidste gang, inden jeg søger hvile …
… og netop i det øjeblik kommer erkendelsen til mig.
Som en strålende sol hæver den sig over horisonten …
alting eksploderer … i rødt, så i gult og til sidst i hvidt …
mens åbenbaringen viser sig og siger:
– Der var én, der startede alt dette.
Men denne ene – en ganske lille tanke –
trak sig og forsvandt for at lade barnet – det skabte –
vokse og udvikle sig i sit eget billede.
– Barnet har brug for sjælenes støtte … og derfor
må sjælene udforske, erkende og dele.
Og det er derfor sjælene rejser om natten.
