I mine mange forsøg på at finde en måde at være i livet på, som giver mening, stødte jeg på Taoismen. Den bekræftede mig i ting, som jeg selv var nået frem til på min ti år lange spirituelle rejse, så jeg forsøgte at formulere et manifest for resten af mit liv:
Hvis du vil leve fredeligt og roligt. Hvis du vil nyde livet. Så må du skabe ro i dig selv og fred med din omverden. Vær venlig mod alle og mød dem med åbenhed. Hold op med at dømme og blive vred på mennesker, der gør ting, som frastøder dig. Vend dig i stedet fra dem … kig andre steder hen og lad dem ikke være en del af dit liv.
Vær stille i naturen … lyt til den og mærk den. Fornem tidens gang, historiens vingesus og skabelsesøjeblikkets ringe gennem det tomme rum. Mærk universets langsomme pulsslag og gør dets ro og tålmodighed til din egen.
Hav ingen ambitioner bortset fra én … at blive ét med naturen og med universet … at blive ét med livet.
Vad fint.
Naturen betyder så mycket.
Jag älskar naturen och årstidernas skiftningar. Den där ron och stillheten du talar om… Den man kan vila i korta stunder.
Tak for din kommentar, Agnes. Jeg syntes, det var uambitiøst bare at ønske at være i livet. Men når dette ønsker afspejler et håb om at mærke livet og altings forbundethed … gennem naturen, så er det langt fra uambitiøst, så er det det største mål, du kan sætte dig.