Om “#189. Finale”.
Jeg troede, jeg havde skrevet min sidste ode, da jeg skrev ”#188. En skov i Sverige”. I stedet ville jeg skrive en lille bog om min rejse i min indre verden, hvor jeg ville undersøge, hvad det var, den indiske filosof, Krishnamurti, mente, da han sagde, at vi har det hele i os …

… både guden, læreren og eleven. Bogen skulle kapitel for kapitel berette om, hvad jeg mødte på min vej og de tanker, som jeg gjorde mig. Men det blev lidt rodet, og da jeg pludselig efter omkring tyve kapitler så et verdensbillede for mig, som gav stor mening, besluttede jeg, at beskrivelsen af dette skulle blive min næste og måske allersidste ode. Den kommer her.

#189. Finale

TID 2025.12.24 11:25:23
RUM 55.906629 11.670352

Netop som jeg efter ni års rejse
var parat til at kaste min sidste tvivl overbord,
mistede jeg fornemmelsen af Gud …
Med det tab forsvandt også den gode følelse
af forbundethed med universets åndelighed,
som var begyndt at spire et sted indeni mig.

Jeg kunne ikke se, jeg havde gjort noget forkert
og var både frustreret og fortvivlet over
at være blevet kastet bort og forladt
uden nogen forklaring.
Jeg er normalt aldrig i tvivl om mit livs vej,
men lige nu var jeg rådvild, skuffet og vildfaren.
Jeg havde ikke lyst til noget som helst,
og fornemmelsen af glæde
var blot et uvirkeligt og sløret minde
et ubestemmeligt sted i mit indre.

I min frustration besluttede jeg,
at der ikke var nogen gud …
det kunne der umuligt være,
når jeg i den yderste fortvivlelse kunne sende
alle disse signaler og kald om hjælp …
tilsyneladende helt uden at blive hørt.

Jeg besluttede,
at jeg måtte søge livets mening andre steder,
og jeg valgte at udforske Krishnamurtis ord om,
at vi har det hele i os selv … at vi selv er det hele …
både guden, læreren og eleven.
Jeg besluttede, at min vej fra nu af
måtte blive en indre rejse … en ekspedition
for at finde de kræfter og muligheder,
der gemmer sig i mig selv.

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg søgte, men …
jeg havde ni års spirituelle overvejelser i rygsækken.
Jeg tog dem frem og gennemgik dem en for en,
og efter en stund nåede jeg frem til min konklusion:

– Der er en evig, åndelig væren i universet.
Ikke noget, som handler,
og ikke det, som vi forstår ved en gud,
men noget, som bare er.
En passiv kraft, som understøtter alt liv
ved sin blotte tilstedeværelse.

Denne væren er i alting … også i os …
dens tilstedeværelse bevidstgør os,
og gør det muligt at opleve os selv
som individer og som åndelige væsner.
Når vi bliver opmærksom på denne væren,
mærker vi forbundetheden,
der strømmer igennem hele universet …
og så opstår trangen til at forstå mere,
og vi begynder en samtale med det,
som vi tror er Gud.

Vi stiller spørgsmål, og vi giver svar …
og vi er således både eleven og læreren.
Og når vi indimellem får svar,
som vi ikke selv troede, vi kunne give …
så er det erfaringer,
vi trækker fra tidligere inkarnationer.

Det er på det tidspunkt, vi indser,
at det, vi kalder Gud … er os selv …
Der er ikke nogen udenfor os, der lærer os noget.
Der er ikke nogen, der hjælper os med at løfte ansvaret.
Vi er blevet givet evnerne såvel som opgaven,
og den løser vi gennem indre samtaler med os selv.

Det er derfor, Krishnamurti siger,
at vi har det hele indeni.