Baggrund

Da jeg flyttede til Corselitze-området på Østfalster i 1999 begyndte jeg at udforske området på lange ture med min hund. Hver eneste dag kom vi på stranden og i skoven ved Corselitze Gods – og inden længe stødte vi på gravpladsen inde i skoven.

En af gravstenene var en helt enkel, hvid sten blot med et kors og navnet: EMILIE. Jeg gjorde mig alle mulige forestillinger om, hvem eller hvad der mon kunne ligge dernede … en elsket hund? Eller hest? En tjenestepige? Først en del år senere fik jeg forklaringen af godsets gamle gartner.

#47. Ode til Emilie

TID 2019.07.31 12:49:23
RUM 54.764384 12.043195

Huset sover.
Her er så stille nu.
Jeg hører kun uglen, som skriger, når den jager.

Men indeni mig raser uvejret.
Trækker et spor af ødelæggelse efter sig.
Lægger sig som en tåge over mit sind
og formørker mit syn.

Det er et halvt år siden, jeg kom til Corselitze.
Forvist fra hjemmet i København af min fader …
gravid med hans gode ven, løjtnanten.

Er det min skyld?
Jeg kunne lide ham …
elskede ham måske … og han mig.
Men da det kom til stykket,
var hans kærlighed kun bedrag.
Han stak en løgn … først til mig. Siden til min fader.

Moder fik arrangeret et ophold hos moster Clara …
fruen på Corselitze, Peter Herslebs ægtefælle.
De har taget godt imod mig. Passet på mig.
Men de var tvunget til at sende barnet bort
efter fødslen for to dage siden.

Og jeg savner ham så frygteligt.
Selvom jeg bedst kendte ham som små spark i maven,
så var der noget mere …
fælles følelser … fælles skæbne …
samhørighed … kærlighed …
Og nu kommer jeg aldrig til at følge ham gennem livet.
Jeg ved ikke, hvor han er. Ved ikke …
om han lever eller dør. Er glad eller ked.
Sulten eller mæt. Syg eller rask.

Jeg rejser mig og kigger ud af vinduet …
himlen er mørk … månen er spinkel
og glimter svagt i voldgravens mørke vand.

Mit indre er fuldstændigt i uvejrets vold.
Jeg trykker forsigtigt håndtaget ned …
går ud på gangen og ned af den tæppebeklædte trappe.

Det rusker, da jeg åbner havedøren …
jeg håber alle sover trygt.
Jeg er bange. Jeg fryser. Men jeg tøver ikke …
om lidt giver Gud mig lov til at glemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *