Baggrund

Om “#149. Ode til længslen”.
Jeg fandt Gud, og livet blev lidt nemmere … tvivlen lettede. Men efter kort tid genindfandt min gamle følgesvend sig … uroen. Jeg mærkede den overalt i kroppen, og jeg erkendte, at jeg blev nødt til at konfrontere den endnu en gang.

Jeg måtte lære at forstå, hvorfor mine øjeblikke med ro og tilfredshed er så kortvarige og sjældne. Jeg måtte forstå, hvorfor flygtighed er min normaltilstand … ligesom jagten på det modsatte … på trygheden og roen. Hvor kommer denne uro fra? Symptomerne og følelserne er så komplekse, at jeg ikke ved, om jeg flygter eller om … jeg søger.

#149. Ode til længslen

TID 2023.12.07 08:39:24
RUM 54.777890 12.065921

Hele min krop vibrerer … ja, nærmest skælver …
uroen har bredt sig til hvert eneste organ
og truer både mit ego og min sjæl på forstanden.
Overalt i min krop kæmper mine organer
side om side med de allermindste partikler …
for at holde sammen på alting …
– Giv nu ikke op.

Ego’et, som skal føre mit fysiske legeme
helskindet gennem dette liv … denne inkarnation …
er på randen af panik.
Det udsteder ordrer til højre og venstre
for at holde sammen på tropperne.
Det har analyseret symptomerne …
og forsøgt at identificere fjenden …
ja, det har endog sat sjælen fri
og tilladt den at søge løsninger i verdener,
som kun den kender.

Lige lidt hjalp det …
selv da sjælen sagde ja tak til Gud
og alle troede, at nu var den hellige grav velforvaret
og holdt vejret i åndeløs spænding …
selv da, varede det ikke længe,
før uroen og rastløsheden begyndte at pible op
ligesom spirer af den lune forårsjord.

Jeg så på ego’et … det så helt hjælpeløst ud
og var på vej til at kaste håndklædet.
Sådan havde jeg aldrig oplevet dette
– mit superstærke ego – før.
Jeg selv var klar til at lade tingene ske … men så …
så mærkede jeg en lille bevægelse indeni …
et lillebitte lys langt, langt væk …
måske et lillebitte håb?

Jeg hævede stille hånden … stoppede ego’et
lige før overgivelsen og signalerede:
– Vent, der er håb.
Og dybt indeni mærkede jeg bevægelse …
der var noget, der voksede …
ikke hurtigt og voldsomt …
nej, nærmest kærligt og roligt.
Men samtidig helt uafvendeligt – helt ustoppeligt …
som at ligge på en strand og mærke
tidevandet langsomt stige.

Og jeg mærkede min sjæl løfte sig ud af apatien …
som en såret soldat,
der tilbydes vand på slagmarken.
Og den rejste sig –
aldrig har jeg set min sjæl antage disse dimensioner …
jeg blev på en gang både bange og stolt …
– Tænk at jeg har sådanne kræfter i mig, tænkte jeg.

Og fornemmelsen af bevægelse voksede og voksede …
og en tsunami vældede op i mig …
jeg fyldtes, og jeg tænkte:
– Hvis det er sådan, det føles at drukne …
så lad mig drukne.
Fornemmelsen var fuldstændig salig.
Jeg drejede hovedet og så på min sjæl …
den strålede af glæde og fred
og bød tsunamien velkommen og lod sig favne.
Ja, selv mit ego smilede ganske selvtilfreds,
som om det ville sige:
– Jeg klarede det … se bare, hvad jeg kan.

———————————–

I dagene derefter havde jeg det,
som om jeg levede i havet.
Jeg svævede vægtløs af sted under bølgerne …
mine øjne var lukkede …
og alligevel havde jeg en fuldstændig klar
fornemmelse af mine omgivelser.
Jeg vidste, jeg var i centrum for alle min længsler …
jeg var … hjemme …
Jeg lod ordet runge i mit indre … igen og igen
som en klokke, der nægter at stoppe …
– Hjemme … hjemme … hjemme …

Men jeg vidste også,
at jeg måtte forlade dette sted … mit hjem …
der var kampe at kæmpe, erfaringer at hente
og pligter at indfri i andre verdener.

Og jeg vidste, jeg ville komme til at savne dette hjem …
længslen ville vende tilbage og uroen genopstå.
For længslen er nødvendig … absolut uundværlig …
for den er drivkraften bag vores søgen …
den søgen, som først stopper,
når vi får svaret på spørgsmålet:
– Hvorfor?

5 kommentarer til “#149. Ode til længslen”

    1. Mødet med Gud fjernede min tvivl, og det gjorde en kæmpeforskel. Jeg følte mig rolig og glad, fordi jeg følte mig bekræftet i, at jeg gjorde det, jeg skulle … der var ikke behov for at forcere. Så på den måde har du ret i, at tvivlen var årsag til uro. Men uroen kom ganske hurtigt tilbage, og det er årsagen til det, jeg forsøger at finde i denne ode.
      Jeg tror, jeg må konkludere, at selvom mødet med Gud gjorde godt, så er det ikke rejsens mål. Rejsens mål er, som jeg skriver i oden, at få svaret på spørgsmålet: Hvorfor? Altså hvorfor er vi her? Og jeg tror, at grunden til min uro er, at jeg længes, fordi længsel er den kraft, der holder min trang til at blive ved med at søge i live.
      Det er samme problematik, jeg behandler i den tidligere ode, #148. Den viljesløse åbenhed … jo, nu fandt jeg Gud, men det giver jo ikke svarene.
      Og min endelige konklusion er, at rejsen aldrig ender … for det er ikke meningen, at den skal ende … det er rejsen i sig selv, der er livet. Men det kan være, jeg er klogere om et halvt år 🙂

  1. Hvorfor er vi her spørger du , jamen det har du jo selv valgt kæreste når du bliver reinkarneret netop for at kommer Gud nærmere gennem karmiske prøvelser-:)

    1. … og så er vi ovre i den intellektuelle forståelse af Gud. Det er jo netop den, jeg ikke forstår mig på … og ikke ønsker at forstå. Jeg vil mærke det i hjertet eller maven eller hvor det nu er sjælen bor 🙂

  2. Det kan du kun ved at hengive dig fuldt og inderligt, men det er jo heller ikke det du ønsker vel. Vi er alle en del af Gud som er i alt levende -:)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *