Baggrund

Om “#149. Ode til længslen”.
Jeg fandt Gud, og livet blev lidt nemmere … tvivlen lettede. Men efter kort tid genindfandt min gamle følgesvend sig … uroen. Jeg mærkede den overalt i kroppen, og jeg erkendte, at jeg blev nødt til at konfrontere den endnu en gang.

Jeg måtte lære at forstå, hvorfor mine øjeblikke med ro og tilfredshed er så kortvarige og sjældne. Jeg måtte forstå, hvorfor flygtighed er min normaltilstand … ligesom jagten på det modsatte … på trygheden og roen. Hvor kommer denne uro fra? Symptomerne og følelserne er så komplekse, at jeg ikke ved, om jeg flygter eller om … jeg søger.

#149. Ode til længslen

TID 2023.12.07 08:39:24
RUM 54.777890 12.065921

Hele min krop vibrerer … ja, nærmest skælver …
uroen har bredt sig til hvert eneste organ
og truer både mit ego og min sjæl på forstanden.
Overalt i min krop kæmper mine organer
side om side med de allermindste partikler …
for at holde sammen på alting …
– Giv nu ikke op.

Ego’et, som skal føre mit fysiske legeme
helskindet gennem dette liv … denne inkarnation …
er på randen af panik.
Det udsteder ordrer til højre og venstre
for at holde sammen på tropperne.
Det har analyseret symptomerne …
og forsøgt at identificere fjenden …
ja, det har endog sat sjælen fri
og tilladt den at søge løsninger i verdener,
som kun den kender.

Lige lidt hjælper det …
selv da sjælen siger ja tak til Gud
og alle tror, at nu er den hellige grav velforvaret
og holder vejret i åndeløs spænding …
selv da, varer det ikke længe,
før uroen og rastløsheden begynder at pible op
ligesom spirer af den lune forårsjord.

Jeg ser på ego’et … det ser helt hjælpeløst ud
og er på vej til at kaste håndklædet.
Sådan har jeg aldrig oplevet dette
– mit superstærke ego – før.
Jeg selv er klar til at lade tingene ske … men så …
så mærker jeg en lille bevægelse indeni …
et lillebitte lys langt, langt væk …
måske et lillebitte håb?

Jeg hæver stille hånden … stopper ego’et
lige før overgivelsen og signalerer:
– Vent, der er håb.
Og dybt indeni mærker jeg bevægelse …
der er noget, der vokser …
ikke hurtigt og voldsomt …
nej, nærmest kærligt og roligt.
Men samtidig helt uafvendeligt – helt ustoppeligt …
som at ligge på en strand og mærke
tidevandet langsomt stige.

Og jeg mærker min sjæl løfte sig ud af apatien …
som en såret soldat,
der tilbydes vand på slagmarken.
Og den rejser sig –
aldrig har jeg set min sjæl antage disse dimensioner …
jeg bliver på en gang både bange og stolt …
– Tænk at jeg har sådanne kræfter i mig, tænker jeg.

Og fornemmelsen af bevægelse vokser og vokser …
og en tsunami vælder op i mig …
jeg fyldes, og jeg tænker:
– Hvis det er sådan, det føles at drukne …
så lad mig drukne.
Fornemmelsen er fuldstændig salig.
Jeg drejer hovedet og ser på min sjæl …
den stråler af glæde og fred
og byder tsunamien velkommen og lader sig favne.
Ja, selv mit ego smiler ganske selvtilfreds,
som om det vil sige:
– Jeg klarede det … se bare, hvad jeg kan.

———————————————————-

I dagene derefter har jeg det,
som om jeg lever i havet.
Jeg svæver vægtløs af sted under bølgerne …
mine øjne er lukkede …
og alligevel har jeg en fuldstændig klar
fornemmelse af mine omgivelser.
Jeg ved, jeg er i centrum for alle min længsler …
jeg er … hjemme …

Jeg lader ordet runge i mit indre … igen og igen
som en klokke, der nægter at stoppe …
Hjemme … hjemme … hjemme …
Men jeg ved også,
at jeg må forlade dette sted … mit hjem …
der er kampe at kæmpe, erfaringer at hente
og pligter at indfri i andre verdener.

Og jeg ved, jeg vil komme til at savne dette hjem …
længslen vil vende tilbage og uroen genopstå.
For længslen er nødvendig … absolut uundværlig …
for den er drivkraften bag vores søgen …
den søgen, som først stopper,
når vi får svaret på spørgsmålet:
– Hvorfor?

5 kommentarer til “#149. Ode til længslen”

  1. Det kan du kun ved at hengive dig fuldt og inderligt, men det er jo heller ikke det du ønsker vel. Vi er alle en del af Gud som er i alt levende -:)

  2. Hvorfor er vi her spørger du , jamen det har du jo selv valgt kæreste når du bliver reinkarneret netop for at kommer Gud nærmere gennem karmiske prøvelser-:)

    1. … og så er vi ovre i den intellektuelle forståelse af Gud. Det er jo netop den, jeg ikke forstår mig på … og ikke ønsker at forstå. Jeg vil mærke det i hjertet eller maven eller hvor det nu er sjælen bor 🙂

    1. Mødet med Gud fjernede min tvivl, og det gjorde en kæmpeforskel. Jeg følte mig rolig og glad, fordi jeg følte mig bekræftet i, at jeg gjorde det, jeg skulle … der var ikke behov for at forcere. Så på den måde har du ret i, at tvivlen var årsag til uro. Men uroen kom ganske hurtigt tilbage, og det er årsagen til det, jeg forsøger at finde i denne ode.
      Jeg tror, jeg må konkludere, at selvom mødet med Gud gjorde godt, så er det ikke rejsens mål. Rejsens mål er, som jeg skriver i oden, at få svaret på spørgsmålet: Hvorfor? Altså hvorfor er vi her? Og jeg tror, at grunden til min uro er, at jeg længes, fordi længsel er den kraft, der holder min trang til at blive ved med at søge i live.
      Det er samme problematik, jeg behandler i den tidligere ode, #148. Den viljesløse åbenhed … jo, nu fandt jeg Gud, men det giver jo ikke svarene.
      Og min endelige konklusion er, at rejsen aldrig ender … for det er ikke meningen, at den skal ende … det er rejsen i sig selv, der er livet. Men det kan være, jeg er klogere om et halvt år 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *