Om “#126. Aldrig lykkeligere …”.
Alle, der har et kæledyr, frygter den dag, hvor man må skille sig af med sin elskede ven … frygter man ikke den dag, skulle man aldrig have haft dyr. I mit tilfælde var det tiden op til adskillelsen, der var slem … bagefter fik jeg en nådegave.

Snar 25. februar 2009 – 10. marts 2023.

#126. Aldrig lykkeligere …

TID 2023.03.15 10:51:29
RUM 54.776908 12.064902

Min trofaste følgesvend gennem tretten år, Snar, var død.
Jeg var gået den hårde vej …
havde truffet den umulige beslutning …
at hun skulle herfra.

Hendes glæde over livet og over vores samvær var høj …
hun hilste hver eneste dag med lyst og livsmod,
selv da benene til sidst ikke kunne mere.
Jeg vidste allerede, da jeg fik hende i et-års alderen,
at benene var svage … og alligevel
fik hun fjorten glade, virksomme og sprælske år.

De seneste måneder var frygtelige for mig …
for hvornår er det tid?
Er det nu? Var det for to uger siden.
Eller er det først på fredag … eller måske på mandag?

Jeg frygtede beslutningen, og jeg frygtede tiden efter.
Og nu er jeg der …
og selvom det føles mærkeligt at sige det,
så har jeg aldrig været lykkeligere …

Jeg er ikke typen, der kan mærke ting …
kan ikke tale med de døde … og den slags …
Men jeg må indrømme:
– Jeg tror, Snar er her … er her hos mig.
Hvorfra skulle den ellers komme …
hvor skulle denne overvældende tsunami
af ren og ubetinget kærlighed,
ellers komme fra?
Denne klare følelse af, at alt er ok …
at alt er fuldstændig, som det skal være.
Det må være Snar … hvad ellers kan det være?

Denne venlige tsunami,
der fylder mig med ubetinget kærlighed,
er min eneste forklaring på,
at den store, sorte smerte, som jeg havde forventet …
og som jeg frygtsomt ventede på … aldrig kom.

Jo, savnet er der … selvfølgelig,
og jeg har grædt over hende …
men mødet med mørket på bunden af et dybt hul
kom aldrig.

Nu mærker jeg ro, kærlighed og glæde …
glæde over at kunne fortsætte livet uden frygt for,
at min store kærlighed snart må væk …
og samtidig mærker jeg taknemmelighed …
– Tak fordi du traf den svære beslutning, siger hun.
Vi havde det så godt sammen,
men jeg havde smerter … jeg måtte videre …
og kun du kunne hjælpe mig.

Jeg føler, jeg har fået livet tilbage …
et liv uden frygt for at miste min kæreste ven.
Jeg går lange ture nu …
ser på livet med glæde og med friske øjne,
og ligegyldigt hvor hurtigt og hvor langt jeg går …
har Snar ikke problemer med at følge mig …

– Kom tøs, siger jeg.
Morgentur. Nu skal vi ud og snuse lidt til livet.

Og så går vi en lang tur
og snakker minder og andre gode ting.