Baggrund

Om “#126. Aldrig lykkeligere …”.
Alle, der har et kæledyr, frygter den dag, hvor man må skille sig af med sin elskede ven … frygter man ikke den dag, skulle man aldrig have haft dyr. I mit tilfælde var det tiden op til adskillelsen, der var slem … bagefter fik jeg en nådegave.

Snar 25. februar 2009 – 10. marts 2023.

#126. Aldrig lykkeligere …

TID 2023.03.15 10:51:29
RUM 54.776908 12.064902

Min trofaste følgesvend gennem tretten år, Snar, var død.
Jeg var gået den hårde vej …
havde truffet den umulige beslutning …
at hun skulle herfra.

Hendes glæde over livet og over vores samvær var høj …
hun hilste hver eneste dag med lyst og livsmod,
selv da benene til sidst ikke kunne mere.
Jeg vidste allerede, da jeg fik hende i et-års alderen,
at benene var svage … og alligevel
fik hun fjorten glade, virksomme og sprælske år.

De seneste måneder var frygtelige for mig …
for hvornår er det tid?
Er det nu? Var det for to uger siden.
Eller er det først på fredag … eller måske på mandag?

Jeg frygtede beslutningen, og jeg frygtede tiden efter.
Og nu er jeg der …
og selvom det føles mærkeligt at sige det,
så har jeg aldrig været lykkeligere …

Jeg er ikke typen, der kan mærke ting …
kan ikke tale med de døde … og den slags …
Men jeg må indrømme:
– Jeg tror, Snar er her … er her hos mig.
Hvorfra skulle den ellers komme …
hvor skulle denne overvældende tsunami
af ren og ubetinget kærlighed,
ellers komme fra?
Denne klare følelse af, at alt er ok …
at alt er fuldstændig, som det skal være.
Det må være Snar … hvad ellers kan det være?

Denne venlige tsunami,
der fylder mig med ubetinget kærlighed,
er min eneste forklaring på,
at den store, sorte smerte, som jeg havde forventet …
og som jeg frygtsomt ventede på … aldrig kom.

Jo, savnet er der … selvfølgelig,
og jeg har grædt over hende …
men mødet med mørket på bunden af et dybt hul
kom aldrig.

Nu mærker jeg ro, kærlighed og glæde …
glæde over at kunne fortsætte livet uden frygt for,
at min store kærlighed snart må væk …
og samtidig mærker jeg taknemmelighed …
– Tak fordi du traf den svære beslutning, siger hun.
Vi havde det så godt sammen,
men jeg havde smerter … jeg måtte videre …
og kun du kunne hjælpe mig.

Jeg føler, jeg har fået livet tilbage …
et liv uden frygt for at miste min kæreste ven.
Jeg går lange ture nu …
ser på livet med glæde og med friske øjne,
og ligegyldigt hvor hurtigt og hvor langt jeg går …
har Snar ikke problemer med at følge mig …

– Kom tøs, siger jeg.
Morgentur. Nu skal vi ud og snuse lidt til livet.

Og så går vi en lang tur
og snakker minder og andre gode ting.

10 kommentarer til “#126. Aldrig lykkeligere …”

  1. Hvor er du sød 🥰. Jeg har en veninde der måtte træffe samme beslutning sidste år, og hun har og havde samme fornemmelse. Det er smukt🙏🏻

  2. Kære Carsten
    Sidder her med tårer ned ad kinderne. Har spejdet efter dig og Snar siden vi mødtes sidst ved fjorden. Og hvor du sagde, at NU var tiden nær😪

    Jeg mindes med glæde den fine og nænsomme måde vores 2 gamle blide hunde hilste på hinanden💚💚
    Snar valgte præcis den rigtige ejer,tror jeg. Respekt!!
    God rejse søde Snar. Bella og jeg ville gerne have lært dig bedre at kende. Det bliver i himlen 🪷🪷

    1. Tusind tak Ingemaje. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal lære af dette … måske at intet varer ved … måske en understregning af det, jeg godt ved … nemlig at alting er en rejse … og at de relationer, vi skaber undervejs er det, som alting handler om. Tak fordi du satte nye tanker igang. Kh C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *