Jeg tror, at vi allesammen har en mission – noget vi skal i dette liv. Nogen har – som jeg – brug for at vide, hvad missionen går ud på, hvorimod andre har det fint med at være her, at leve og måske nyde livet.
Der gik 4 år og 64 oder fra jeg begyndte at lede efter min mission, til jeg fik svaret … og jeg godkendte det … det var som en brik, der fuldendte puslespillet … det hele passede sammen. Få dage efter blev jeg dog i tvivl … og skrev derfor #66. ODE TIL MARCEL III lige efter.
#65. Ode til Marcel II
TID 2020.04.10 19:37:19
RUM 54.772363 12.060117
Jeg skrev min første ode 21. juni 2018.
Den var kulminationen på to års frustrerende søgen
efter min livsmission …
en mission, som jeg håbede kunne fortælle mig,
hvad jeg egentlig skulle på denne planet i alle de år.
Og ”Ode til Marcel” overrumplede mig fuldstændigt …
for stik imod mine forventninger,
sluttede den med at afsløre, hvorfor jeg er her:
– Du skal opleve livet … bare være her.
Livsoplevelsen er alle menneskers mission.
Jeg tog oplysningen til efterretning,
men accepterede den dog aldrig …
for jeg havde ikke lyst til bare at være her …
jeg havde lyst til at opdage livets hemmeligheder …
erkende og forstå så meget som muligt.
Men igen og igen dukkede samme svar op i mine oder …
og jeg tænkte, det måske var min hjernes forsøg på
at vende mit tungsind mod lyset og mod glæden.
Så jeg ledte og ledte efter glæden,
lige indtil oden, ”Mit Liv i Mol”, fortalte mig,
at den store, totale lykkefølelse, jeg gik og håbede på,
aldrig skulle blive en del af mit liv.
Min livsglæde bestod i stedet af bitte små
– næsten ubetydelige – glimt af lykke,
der blandede sig med frustrationerne i hverdagen.
Det var i samme proces, jeg kom nær på smerten …
den inspirerede mig og udviklede mig langt mere
end den overfladiske glæde, jeg så omkring mig.
Men tvivlen nagede alligevel … jeg oplevede,
at mine medmennesker ignorerede mig,
når jeg fortalte om virkeligheden …
altså den alvor og de realiteter, som jeg så.
Men når jeg viste et glansbillede af lys og glæde
klappede de i deres små hænder.
Deres ensidige fokus på lyset og på glæden
gjorde mig skeptisk og generede min sans
for logik og balance … der var noget galt.
Men der skulle en corona-krise og deraf følgende
subtile adfærdsændringer til, før jeg så mønstret.
Jeg opdagede, at de selv samme mennesker
var frygteligt bange.
De tryglede om lyset og forbandede dem,
der viste dem mørket …
for det eneste mørke, de kendte,
var angstens mørke … dybt inde i dem selv …
og det var i den angst, jeg så min livsmission.
Det var tirsdag 7. april 2020 kl. 9:22 om morgenen …
stedet var stranden ved Corselitze …
anledningen min sædvanlige morgentur …
solen skinnede fra en skyfri himmel …
næppe en vind rørte sig,
og hunden Snar rullede sig i den brune tang.
Midt i al den skønhed, ro og tryghed
fik jeg pludselig den overrumplende besked:
DIN MISSION ER AT VISE MENNESKER MØRKET.
Du skal vise dem, at mørket er lige så vigtigt som lyset,
og helt nødvendigt for at kunne finde den balance,
der giver os et meningsfyldt liv.
Og du skal fortælle dem,
at mørket rummer de mest utrolige sandheder …
sandheder og erkendelser om livet og om os selv,
som – når vi vælger at favne dem –
bliver en uudtømmelig kilde til trøst og tryghed.
Da jeg således beriget erkendte min egen mission,
faldt mange følelser på plads.
Jeg forstod nu til fulde årsagen til mine frustrationer …
jeg forstod, hvorfor jeg ikke bare havde givet slip
og ladet mig flyde med og mod lyset.
Og jeg glædede mig usigeligt over,
at jeg nu kunne kaste frustrationerne fra mig,
fordi min mission var legitim og vigtig
og ikke bare et udtryk for manglende evne
til at tilpasse mig.
Jeg skal ikke længere være frustreret over,
at jeg ikke er, som de andre … ikke kan finde glæden.
Nej, jeg skal glæde mig over,
at jeg er i stand til at håndtere mørket såvel som lyset
… ikke bare uden frygt … men tværtimod
med nysgerrighed, videbegærlighed og håb.
Jeg skal bare fortsætte med at gøre det, jeg gør…
uden bål,
uden brand
og uden tvivl …