Baggrund

Om “#109. Møde med kaos”.
Hvor skal jeg finde svarene? Hvor skal jeg stille spørgsmålene? Det virker som om, jeg har stillet dem overalt … i den ydre verden og i den indre. Jeg ved, at jeg ikke har undersøgt min nyopdagede stilhed særligt grundigt … måske er det der, jeg skal begynde?

Men … hvad skal jeg lede efter? Min intuition siger mig, at jeg skal kigge de mest usandsynlige steder … dér, hvor ingen ville finde på at lede efter noget som helst … hvad med at kigge i kaos? Men … hvor er kaos, eller … hvor er kaos ikke?

#109. Møde med kaos

TID 2022.06.21 11:28:11
RUM 54.779662 12.068478

Jeg ledte efter nye steder at starte mine ekspeditioner …
havde lovet mig selv at søge meningen med alting.
Jeg syntes, jeg havde ledt overalt … men min hjerne
– altså den del af den, jeg ikke har kontrol over –
foreslog mig … at kigge i stilheden.

Så jeg foretog en ekspedition i min indre verden.
Og jeg fandt stilheden og måtte erkende,
det er et mageløst sted … fyldt med inspiration.
Men jeg opdagede også,
at jeg havde været der før …
jeg havde bare kaldt det noget andet.

Så nu står jeg her og er lige vidt …
– Jeg må vende alting på hovedet, tænkte jeg …
gøre det uventede … det ulogiske.
– Jeg må begynde min ekspedition der,
hvor jeg aldrig ville overveje at søge …
men hvor er det?

– Kaos, svarede min hjerne …

Jeg studsede … ’kaos’?
Hvem har lyst til at beskæftige sig med kaos?
Der kommer man vel kun, hvis man ikke kan undgå det?
Men min intuition fortalte mig,
at denne indskydelse nok var værd at udforske …

– Jeg ved ikke, hvor kaos er, tænkte jeg.
Det giver ikke mening at søge efter en dybere mening
i den ydre verdens overfladiskhed.
– Måske skulle jeg begynde der, hvor jeg senest
oplevede en vis form for succes? I stilheden!?

Så nu stod jeg på den blomstrende eng
midt i en skov et sted i min indre verden.
Det var på denne eng, jeg havde fundet stilheden …
det var her jeg for kort tid siden
havde danset med selveste livet.
Og nu … var ekspeditionen mod kaos i fuld gang.

Jeg er forvænt med,
at inspiration og svar kommer til mig,
når jeg bevæger mig ind i stilheden …
men nu stod jeg bare der og følte mig helt fortabt.
Når det sker, lader jeg altid intuitionen tage over …
og jeg hørte, den glædede sig over opgaven
og begyndte at søge og resonnere:

– Hvad er kaos? overvejede den og svarede så selv:
– Kaos er mylder. Overflod og oversvømmelse.
Kaos er alting … uden filter og uden orden.
Kaos er alt det, som kasseres,
når vores erfaringer og fordomme får frit spil …
alt det, som vores fornuft påstår, er spild af tid.

Og intuitionen belærte mig:
– Du må løbe de største risici …
åbne alle sindets døre og tvinge dig selv til
at tage imod alting … fuldstændigt ufiltreret …
– Så vil kaos overvælde dig med myriader
af ny og ukendt viden …
viden, som dine erfaringer og fordomme tidligere
har benægtet eksistensen af
og kategoriseret som ’uvæsentlig’.

Jeg var målløs …
endnu en gang havde min intuition søgt og fundet …
Og forklaringen lød tilforladelig, ganske rimelig …
nej mere … den lød faktisk fuldstændig rigtig.

– Jeg må afprøve teorien, tænkte jeg.
Så jeg lænede mig tilbage i stilheden …
flød frit i intetheden … og ventede … og ventede …
– Her er ingenting, tænkte jeg efter en tid …

Men jeg tog fejl …
under mig begyndte engen at skælve svagt.
Ganske langsomt og ganske stille, langt, langt væk
hørte og mærkede jeg et mylder nærme sig …
nærmest som en menneskemængde,
der presses gennem smalle gader og stræder
for at nå det åbne torvs frirum, lys og luft …

Og så skyller kaos ind over mig …
en tsunami af tanker, begreber, lyde, billeder og dufte
truer med at drukne mig … kvæle mig.
Trangen til at beskytte mig selv … slå portene i …
og kæmpe mig op til overfladen efter luft er enorm …
jeg fristes til at aktivere alle filtre og sortere alting
for at ordne og forstå disse myriader af data.

Men jeg ved, at alting forsvinder, hvis jeg gør det …
kaos kræver åbne døre.
Så jeg modstår alle fristelserne,
og da den første bølge er skyllet over mig og videre,
letter presset …

———————————-

… dage senere … i min skrivestue …
… dykker jeg ud af oplevelsen …
… som en næsten-druknet,
der bryder vandspejlet og hiver efter luft …

Jeg har kun få erindringer om alt det,
der oversvømmede mit sind i de øjeblikke …
men de glimt, jeg fangede, var fremmedartede …
og ikke umiddelbart forståelige for en hjerne
med min begrænsede kapacitet.
Det tager jeg ikke så tungt, for jeg ved nu,
at jeg har fundet en ny brønd at øse af …
i kaos kan jeg hente viden og erkendelser,
som ikke findes andre steder,
og som vil berige mine tanker og mit liv …
når tiden er moden og jeg er klar.

Jeg retter mig op i stolen … smiler og tænker:
– Og det er jo det, som hele denne rejse handler om …
bitte små skridt … bitte små erkendelser …
i al evighed … det ender aldrig …
for der er ikke noget sted, det kan ende …
der er ikke noget mål …
der er kun rejsen.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.