Om “#168. Endnu en skillevej”.
Der er milepæle og skilleveje. Når du en milepæl, lærer du noget nyt, som du kan lægge oveni det, du allerede vidste. Når du en skillevej, efterlader du noget bagude … noget, som du kan undvære … noget, du ikke har godt af at bære med dig.
Jeg nåede en skillevej for nylig … jeg havde ikke set forandringen komme, men pludselig blev jeg klar over, at jeg havde ændret mig, og da jeg betragtede forandringen, glædede jeg mig.
”Der skete det igen ”, tænkte jeg og smilede. ”Endnu en forandring, der kom lige så stille som en tyv om natten”.
Men jeg skal ikke klage … alle gode forandringer modtages med tak.
#168. Endnu en skillevej
TID 2024.11.21 11:23:32
RUM 55.888133 11.659348
Jeg føler mig så uendelig fri …
tror, jeg står ved en skillevej.
Før jeg nåede hertil, ønskede jeg mig en masse …
havde ambitioner …
ønskede anerkendelse og opmærksomhed …
satte ting i gang og forcerede livet.
Men så en dag … her for nylig … opdagede jeg,
at en langsom forandring havde fundet sted.
Jeg mærkede, at ønskerne havde klinget af …
de ting, jeg ønskede mig var få og små.
Stadig mere af det jeg gjorde, gjorde jeg af lyst
eller fordi, det føltes rigtigt at gøre …
ikke fordi jeg ville have noget ud af det
eller forventede en belønning.
Og jeg opdagede,
at der nu kun er ét vigtigt ønske tilbage …
og det vil jeg fortælle dig om … lige om lidt.
Vores liv er fyldt med ønsker …
og næppe er ét ønske blevet opfyldt,
før det næste banker på og vil ind.
Men ønsker er ikke af det gode …
de er som slør over virkeligheden.
Når vi fokuserer på alt det, vi ønsker os,
ser vi ikke alt det andet …
alt det, der også er en del af livet …
og som måske er vigtigere end det, vi ønsker os.
Det samme gælder idealer … som også er ønsker.
Vi kan fylde vores verden med så mange idealer,
at vi til sidst ikke ved, om vi handler som os selv,
eller som den, vi gerne vil blive.
Men nu har jeg krydset en skillevej …
alt det, jeg tidligere ønskede mig, betyder intet …
jeg har det fint med, at mine bøger ikke sælges …
og at kun få har lyst til at høre min historie …
og jeg indser nu, at kampen for anerkendelse
og opmærksomhed er en kamp,
jeg bare skal vende mig væk fra …
der er vigtigere ting i livet.
Jeg mærker så tydeligt, at jeg bare skal være …
bare skrive mine oder, hvis de presser sig på …
og ellers lade være …
bare tænke mine tanker, filosofere lidt og se,
hvor det bringer mig hen …
Jeg har ikke arbejdet bevidst for det,
for jeg vidste ikke, det var her, jeg skulle hen.
Men mine valg og handlinger på denne rejse
har bragt mig hertil …
og nu hvor jeg er her,
mærker jeg den uendelige frihed,
som fraværet af ønsker og idealer giver mig.
Jeg ved, det lyder som om,
min tavle er helt blank … helt uden ønsker …
meeeen … der er ét vigtigt ønske mere:
Jeg vil gerne føle mig tættere forbundet …
gerne mærke nærheden og samhørigheden.
Jeg ved ikke helt til hvem eller hvad …
måske til Gud eller universet eller åndeligheden …
eller måske til alle jer andre … og dyrene …
ja, måske til alt levende …
Og jeg ved, hvad jeg skal gøre:
Ingenting … jeg skal gøre absolut ingenting …
for jeg har ingen anelse om, hvor vejen går.
Jeg skal bare være her … opmærksom og åben …
bare opleve livet … tage alting ind, som det er.
Måske lykkes det aldrig. Måske når jeg aldrig frem.
Eller måske vil jeg gradvist mærke,
at jeg nærmer mig målet.
Eller en dag pludselig opdage, at jeg står der …
er nået frem.
Jeg ved det ikke … jeg har jo ikke prøvet det før.
Men jeg fornemmer forbundetheden …
jeg fornemmer, vi er én … allesammen … altsammen …
Og det er dét, jeg gerne vil mærke …
helt ind i mit inderste.