Om “#122. Tusindårssjælen”.
Jeg mødte en tusindårssjæl, og lad mig fortælle dig … hvis det endnu ikke er overgået dig, så har du noget stort til gode. Tusindårssjæle mærkes ved den store kærlighed, som de har opbygget gennem årtusinder, og som de omfatter alt og alle med …

Jeg vil ikke sige mere … læs oden herunder, så vil du forstå.
Jeg skrev denne ode allerede for et år siden, fordi jeg frygtede at miste Snar, men så gav hun mig lige et helt år mere. Jeg ville ikke offentliggøre den, så længe hun var her … derfor kommer den først nu.
Snar 25. februar 2009 – 10. marts 2023.

#122. Tusindårssjælen

TID 2022.12.05 11:21:11
RUM 54.762333 12.048032

Jeg mødte hende i 2010.
Havde ingen anelse om, hvad det var jeg mødte,
men jeg elskede hende fra første øjeblik.

Hendes krop var ung, og selvom sjælen
– som jeg senere blev klar over – var gammel,
så legede hun med livet,
som væsener på hendes alder bør gøre.

Lige da vi mødtes, var hun usikker og behagesyg …
men det tog jeg blot som et sødt karaktertræk …
hun vidste ikke, hvordan hun ellers skulle vise,
at hun nød vores samvær.

Fra den dag var vi sammen hver eneste dag …
ja, næsten hver eneste time …
på arbejde, ved stranden, i skoven, hos venner og
i mit lille hus på Garretvejen i Corselitzeskoven.

Morgenerne begyndte med en hyldest
til skoven og til freden …
side om side daffede vi ned ad grusvejen,
til vi nåede stranden og det rene vand.
Åh, så forsigtigt hun udforskede havet,
da hun mødte det første gang,
men siden blev turen i vandet en fast del
af både min og hendes hverdag.

Jeg har ingen børn,
så hun fik barnets rolle i mit liv.
Men hun var mere … hun var også min livsledsager,
og vi fandt hurtig en fælles harmoni
og berigede hinandens liv.

Årene gik …
og på et tidspunkt begyndte en medfødt svaghed
at hæmme hendes bevægelser.
Jeg forberedte mig på, at vi snart måtte skilles.
Men så fandt jeg en kur imod sygdommen,
og hun reagerede fint på medicinen.

Jeg havde forberedt mig på at sige farvel
til mit livs kærlighed,
men så kom disse mange ekstra år …
og de føltes som en gave fra himlen.
De blev den bedste tid i vores liv,
og det var i den periode, hun viste mig sin sjæl.

Hun gav mig sin betingelsesløse kærlighed,
og lærte mig at være mindre karrig med min.
Og selvom det kun var i korte glimt …
viste hun mig nogle af universets mysterier …
hvordan sjæle kommunikerer på tværs af art og sprog …
og hvordan jeg kunne heale hendes smerter
blot ved at lade kærligheden til hende blomstre.

Da det langt om længe lakkede mod enden,
bad jeg til Gud om at gøre hende sidste tid
mild og udholdelig …
og det var på det tidspunkt,
han tillod hende at vise mig sit inderste jeg …
selve sjælen …

Og jeg så det smukkeste lille væsen …
jeg så den mildhed og klogskab
som kun årtusinders erfaringer kan skabe …
og den kærlighed og omsorg, som kun opstår,
når lidelsesmålet er fuldt.

Jeg ved, vi aldrig mødes igen,
men det betyder intet … for hun lærte mig også,
at vi bærer kærligheden med os for evigt.