Baggrund

Om “#119. Hun tændte et lys”.
Jeg havde droppet Gud … dømt ham uinteressant, ikke-eksisterende … ude! Alle mine analyser pegede på, at Gud ikke eksisterede, og jeg skrev to oder (#117 og #118), der i mine øjne var fuldgyldige beviser for min påstand.

Og nu forberedte jeg mig så på at leve resten af livet uden den støtte, som jeg trods alt havde mærket, at troen gav. Det var ikke rart, men jeg har aldrig været typen, der lod mig forlede af det behagelige, hvis fornuften sagde ’nej’.
Jeg havde dog ikke sagt ’nej’ til det spirituelle, og få dage senere besøgte jeg en meditationsgudstjeneste i en lokal kirke … se her, hvad der skete.

#119. Hun tændte et lys

TID 2022.10.07 16:16:12
RUM 54.772736, 12.060674

Hun tændte et lys for én, hun havde kær.
Holdt forsigtig den lille væge mod det store alterlys …
flammen blafrede … og levede.
Med ro og meningsfylde satte hun det lille lys
ved siden af de andre i bakken med sand …
betragtede det roligt og eftertænksomt et øjeblik
og fandt så sin plads på den stivryggede bænk
på række fire i den stille kirke.

Jeg havde betragtet denne lille scene …
nærmest som i en trance …
jeg ved ikke, om jeg overhovedet trak vejret …
men jeg fornemmede øjeblikkets vigtighed … vidste,
at nogen eller noget ønskede min opmærksomhed …
ville fortælle mig noget vigtigt.

Og jeg fattede budskabet …
var næsten lamslået over øjeblikkets indsigt.
Jeg så, hvor meget godt denne handling gjorde,
og hvor ligegyldigt det var,
om der er en gud, en skaber eller bare universet.
Og det gik op for mig, hvordan jeg i min blinde jagt
på fornuften havde misset noget vigtigt.

En kvinde med behov for at vise sit savn …
en stille samtale mellem her og hisset …
og et lille lys, der viste, at den fandt sted.
Så enkelt og så smukt … så uendeligt meget smukkere
end mine evindelige kævlerier og teser
om Guds eksistens eller mangel på samme.
Og jeg skammede mig over det hovmod,
hvormed jeg tidligere havde beskrevet
menneskers behov for troens trøst og tryghed.

– Din arrogante skiderik, tænkte jeg …
lad dette være dig en lære … døm ikke mennesker
blot fordi det passer ind i dit verdensbillede,
og fordi du har brug for at præstere og blære dig.
Dine tanker er lige så vigtige og rigtige som deres …
men heller ikke en millimeter mere.

Jeg sidder her dagen efter og reflekterer …
erkender oplevelsen gjorde mig godt,
og at den kan blive en omvæltning for min måde
at tænke tro og Gud på.
Og måske … måske kan jeg vende tilbage til Gud …
aaah … måske ikke lige til Gud,
men i hvert fald til tanken om,
at jeg ikke er helt alene i dette uendelige univers.

Jeg kan fortsætte min søgen efter det ukendte …
efter sandheden … måske skaberen …
eller bare … ’det åndelige’.
Det, som vi allesammen håber, findes,
fordi det giver mere mening,
end hvis det ikke findes.

Og jeg kan … dog med nogen forsigtighed …
læne mig op af tanken om,
at der er nogen eller noget, der vil mig det godt …
uanset om jeg tror på dem eller ej.

Og se det … er ikke nogen dårlig følelse.

2 kommentarer til “#119. Hun tændte et lys”

    1. Kære Hanne … du har fuldstændig ret. Men denne enkle erkendelse kan sløres af et langt livs mere eller mindre indviklede forklaringer og måske også af vores eget behov for at forstå og for at se logikken og fornuften i stedet for blot at mærke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *