Om “#177. Noget vil mig det godt”.
Jeg forsøgte at forstå alting … jeg ville forstå mig selv og min relation til alle jer andre. Jeg ville forstå livet og universet. Og Gud … eller i det mindste det åndelige, hvis der nu ikke var en gud. Jeg styrede skibet gennem livet med hård hånd …

… lige indtil jeg måtte erkende, at det nok var klogere at lade tilfældet eller skæbnen få lidt mere råderum. De store opdagelser og indsigter ville jeg ikke finde, så længe jeg selv lagde kursen og søgte mod de kendte steder … men hvordan skulle jeg bringe mig selv i en tilstand, hvor jeg ville være i stand til at lade mig føre?

#177. Noget vil mig det godt

TID 2025.04.07 10:42:25
RUM 55.895898 11.661114

Min spirituelle rejse, der begyndte i marts 2016,
gav mig utallige, vidunderlige erkendelser
om mig selv og om sammenhænge i livet …

Men selvom disse indsigter var værdifulde
og blev grundstenene til min udvikling i de år,
så var de ikke andet end mine egne sandheder,
og jeg havde ingen forventninger om,
at de kunne være universelt gældende love og regler.

På trods af det gav de mig en fornemmelse af
at være i kontakt med noget større
og at blive hjulpet igennem livet …
en fornemmelse af at blive skubbet blidt,
når kursen trængte til en justering.
Og det er den fornemmelse,
der i dag får mig til at tænke tilbage på min rejse
med uendelig taknemmelighed.

Denne rejses store og små erkendelser
førte mig gennem min tredje alder
i én lang, glidende bevægelse.
Erkendelserne stod nærmest i kø
for at gøre mig klogere og bidrage til min udvikling …
og mit begær efter viden og forståelse
kendte ingen grænser.

Men en dag var det, som om kilden løb tør …
jeg følte, jeg havde skrevet om alt,
der var værd at skrive om.
Jeg var blevet en del klogere på mange ting,
men jeg havde samtidig en klar fornemmelse af,
at der lå uanede mængder af værdifuld viden,
som min nuværende måde at være i livet på
aldrig ville bringe mig i nærheden af.

Det var den dag, jeg nåede det tipping point,
som jeg – når jeg ser i bakspejlet – kan se,
at livet havde brugt mange måneder på
at forberede mig til …

Fra dette højtliggende udsigtspunkt …
så jeg med uendelig klarhed,
at jeg skulle træde væk fra roret og give slip.
Fra nu af skulle jeg lære bare at være …
bare være i livet og tillidsfuldt lade mig føre.
Og i den ro, som fulgte,
skulle jeg åbent og opmærksomt være parat
til at modtage alt det, som universet
havde planer om at sende min vej.

Jeg fornemmede,
jeg måtte styrke min modtagelighed,
så jeg begyndte at fjerne mig fra alt det,
der forstyrrede roen og min evne til at fokusere …
jeg fandt det nødvendigt at se alle ting, som de er …
upåvirket af ydre autoriteter
og mine egne gamle vaner.

Jeg indså, at jeg måtte distancere mig
fra alt det i denne verden,
som jeg ikke havde indflydelse på …
og tage mig mere tid til alt det nære … alt det,
hvor min tilstedeværelse ville gøre en forskel.

Og det er præcis der, jeg er … lige nu.
Jeg koncentrerer mig om bare at være …
iagttager livets små og store tildragelser,
mens jeg træner evnen til at hvile i mig selv.
Jeg forsøger at dæmpe mine forventninger
og nedtone fornemmelsen af,
at jeg svigter mit medansvar for helheden.

Når jeg lukker øjnene, får jeg en fornemmelse af
at blive ført afsted af en stille flod …
jeg ligger på ryggen, og selvom øjnene er lukkede,
så sitrer alle andre sanser i stille årvågenhed …
fuldstændig parate til at tage imod alt det,
som jeg håber, universet har til mig …

Og skønt min lange rejse
og alle mine analyser og erfaringer fortæller mig,
at jeg gør det rigtige,
og at dette er den eneste vej videre …
mærker jeg, at min tålmodighed
presses til det yderste.

Jeg er tæt på at afbryde rejsen …
jeg er så træt af kampen …
føler jeg ikke har bestilt andet hele livet
end at bide tænderne sammen
og kravle op på hesten igen …

Men en eneste ting stopper mig:
– Tilliden.
Jeg mærker en dyb overbevisning om,
at noget vil mig det godt …
at noget ønsker, jeg skal gøre det rigtige …
at noget leder mig.

Jeg ved, dette er det rigtige …
der er kun ringere alternativer …
at stoppe nu vil være som
at blive slået tilbage til start.

Så jeg smiler lidt ved tanken …
og lader floden føre mig stille videre …