Baggrund

Om “#81. Ode til bønnen”.
Hjælper det at bede til Gud? Er der overhovedet nogen, der lytter? Hvordan ved man, om man får hjælp, eller om det er livets tilfældigheder, der pludselig arter sig vel?

Jeg må indrømme, at jeg altid har ment, at jeg nok skulle klare livet selv. Jeg så ingen grund til at bede til en, som jeg ikke havde noget forhold til, og som jeg ikke interesserede mig for … én som kirken med dens dogmer, ritualer og forventninger for længst havde stemplet som ”no go” i mine øjne.
Men man har lov til at skifte mening.

#81. Ode til bønnen

TID 2021.04.20 14:11:18
RUM 54.781520 12.071784

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle forfalde til bøn.
At bede om hjælp fra oven faldt mig ikke ind.
For jeg har altid ment, at livet …
det var noget, jeg nok selv skulle klare.
Og når situationerne blev svære og virkede håbløse …
som de jo indimellem gør i alle liv …
så søgte jeg indad og fandt ressourcerne i mig selv.

Nu sidder jeg så her … 70 år senere … og tænker:
– Jamen, det gik jo alligevel.
Og som jeg husker det,
savnede jeg aldrig kontakt med himlene.
Da jeg mødte kosmologien og hørte folk tale om bøn,
tænkte jeg bare:
– Dem om det. Gør det dem godt, så fint.
Og kosmologien stillede mig frit …
lod mig plukke præcis de frugter, der gav mening,
og lade de andre ligge.

Der gik et par år,
og jeg tog for mig af herlighederne.
Jeg plukkede næstekærligheden, så rummeligheden …
lidt tøvende også reinkarnationen.
Og en dag stod jeg så uventet foran bønnens træ …
jeg havde brug for lidt støtte, lidt ro og selvsikkerhed.
Jeg skulle holde et foredrag …
mig – som hader at stille mig op … og frygter det …

Jeg stod lidt foran træet og overvejede …
så rakte jeg hånden frem og plukkede den fineste frugt,
mens jeg bad:
– Kære himmelske far, hjælp mig med at være mig selv.
Og så gik jeg ind og holdt det mest fantastiske foredrag,
som det var mig muligt at holde …
udelukkende fordi jeg var fuld af tillid til altet
lod øjeblikket råde og udvikle sig …
fordi jeg gav min fantasi lov til at flyve
og tankerne lov til at lege.
Og fordi jeg ikke frygtede at kikse –
for kikse … det gør vi jo allesammen indimellem …
det er ingen katastrofe … allerhøjest lidt lærerigt.

I de to år, der er gået siden, har jeg bedt hver eneste dag,
Jeg bruger ordene ”kære himmelske far”,
fordi det lyder rigtigt og føles rigtigt.
Men jeg opfatter egentlig ikke gud som en gud …
nærmere som en kærlig eksistens, jeg selv er en del af.
Og selvom denne eksistens
er klogere og mere magtfuld end jeg,
tænker jeg ikke på den som et højere væsen …
snarere en god ven, som er der for mig,
når det er nødvendigt.

Og efterhånden som bønnen
er blevet en helt naturlig del af min hverdag,
oplever jeg, at den øger min tryghed.
Bare det at være i kontakt føles godt, hvad enten
det handler om at udtrykke min taknemmelighed,
bede om en konkret tjeneste
eller få lidt hjælp til at blive på den vej,
der giver livet mest mening.

Og det er faktisk det, der er det mest fyldestgørende
ved mit møde med kosmologien:
Jeg tager hele tiden kun det, som virker rigtigt.
Og det mærkelige er, at det er der stadig mere, der gør …
helt uden at jeg tænker på det og søger det.

Og på den måde finder brikkerne
stille og roligt deres plads i min opfattelse af alting …
en efter en efter en.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *