Om “#147. Om at elske sig selv”.
Et velkendt dogme siger, at vi må elske os selv, før vi kan elske andre … men er det rigtigt? Jeg møder indimellem mennesker, som virker meget afklarede og i fred med sig selv … måske i så meget fred med sig selv, at det kan forveksles med selvtilstrækkelighed. Kunne det være mennesker, der lærte at elske sig og så glemte at komme videre?
Jeg tænkte … måske bør vi vende dogmet om? Måske er det ved at vise kærlighed, at vi lærer at elske os selv?
#147. Om at elske sig selv
TID 2023:10:10 11:56:13
RUM 54.779796 12.069756
Jeg møder ofte mennesker og mærker,
de rummer den største kærlighed.
Jeg ser, nogle af dem forstår at øse af den
og er et lys for deres omgivelser.
Andre vil gerne, men er mere tøvende …
forsøger måske at holde den gemt …
er lidt frygtsomme.
Jeg møder også dem, hvor jeg fornemmer,
at kærligheden er en smule forkrøblet …
lidt ufærdig … eller uudfoldet.
Kan det være dem, der lærte,
at vi må elske os selv, før vi kan elske andre?
De valgte den vej … de søgte og øvede sig …
og lærte måske at elske sig selv …
men gik så i stå …
før kærligheden nåede at folde sig rigtigt ud.
Er sandheden,
at vi slet ikke skal elske os selv først …
er kærlighedens natur i virkeligheden,
at den skal deles med andre
for at nå sit fulde potentiale.
Måske er det, når vi glæder andre
ved at vise dem omsorg og nærvær …
når vi oplever glæden ved at give,
og når vi mærker en smule stolthed over os selv,
fordi vi forsøger at være et godt menneske …
Måske er det disse situationer …
disse øjeblikke fyldt med glæde og stolthed,
der til sidst lærer os at elske os selv?
Måske kommer kærligheden til andre
før kærligheden til os selv?
Måske er kærlighedens sande væsen,
at kærlighed er noget, man giver?
Jeg mener slet ikke at kærlighed kan GIVES til sig selv eller andre. For mig er kærlighed en tilstand, som flyder i en og fra en. En tilstand, som man kan være i med sig selv, i naturen eller mellem mennesker. Altså en relations bestemt tilstand. Når man har det godt og læser naturen eller omgivelserne flyder kærligheden frit.
Når vi prøver at rette kærlighed imod sig selv eller andre, så er den bundet og dermed ikke naturlig. Men måske kan man øve sig på at opdage den, når den naturligt er der. Altså at være tilstede i nuet, når det er smukt og stort.
Jeg mærker, at vi er i en tilstand, hvor ord slet ikke slår til. Vi prøver alle at forklare vores følelser omkring kærligheden, og opfattelserne lyder forskelligt. Men først er de tolket, så er de formuleret og afsendt, siden er de modtaget/forsøgt forstået og til sidst tolket igen. Vi forventer noget af sproget, som det ikke kan … tror jeg 😵💫. Det er vel sådan det absolut må være, når vi er i en omstillingsfase fra kommunikation i sprog til kommunikation i tanker (telepati). Jeg synes, det er spændende … er det denne ‘frustration’, der skal til for at sætte ekstra fart på omstillingen? 🫣
Hej Carsten.
Jeg giver dig fuldkommen ret! Kærlighed er til for at blive givet, ikke for at blive en nødvendighed for én selv for at kunne elske andre. Dette er emne, jeg ofte har diskuteret med mine venner. Når de mener, man skal elske dig selv før man kan elske andre, så føler jeg en klar modstand i kroppen og endda helt ind i sjælen. Det er for mig bevis nok. Prøv blot en dag at sende kærlighed ( bevidst og dybfølt) i retning af alle, du møder på din vej. Bare i en halv times tid og se hvad det gør ved dig selv. Tænk hvad vi kunne opnå, hvis vi sendte kærlighed til hele jordens befolkning, naturen og alt dyreliv 🤗🥰. Måske er jeg bare en landsbytosse, men det vil jeg hellere være end at lege Narcissus.
Kære Maria,
Det er præcis sådan, jeg også føler, og jeg synes, det giver mere mening. Men vi kan og skal jo ikke gøre andet end at tænke nogle tanker og snakke om dem … så må mennesker hver især tro og handle, som de finder rigtigst. Tusind tak fordi du kommenterede.
Kærlig hilsen Carsten
Hej hej.
Jeg har filosoferet over begrebet at være elskværdig – elsk værdig. At være værdig til kærlighed. Derfor kan jeg se en mening i at elske sig selv. Hvis jeg ikke selv synes om mig hvordan skulle andre så kunne synes om mig ☺️😉
Ok så er der jo også vores mikro organismer som jeg synes det er Ok at elske og kere sig om. Hvad tænker du om det?
Hej Lenette,
Hvis man ikke elsker eller synes om sig selv, svarer det vel til lavt selvværd. Jeg ser ikke, at lavt selvværd giver andre grund til ikke at elske en … næsten tværtimod. Så vi kan altså godt blive elsket, selvom vi ikke elsker os selv … i mine øjne altså.
Jeg vil ikke blande mikrokosmos ind i den snak … mikrokosmos behandler vi jo altid så godt som vi orker.
Kærlig hilsen Carsten
Men hvordan kan mikro kosmos udelukkes de påvirkes jo af vores følelser såvel som vores tanker. Når jeg har en glad dag udstråler jeg kærlighed og er den hvormed jeg føler mig meget lettet i min energi-:)
Kære Ulla … jeg udelukker ikke mikrokosmos, men jeg har bare ikke tænkt tanken, fordi mikrokosmos ikke er en del af mit tankeunivers, når jeg tænker på at vise kærlighed og omsorg for andre. Jeg ser ikke mikrokosmos som ‘andre’ … mikrokosmos er mig, og jeg er så omsorgsfuld, som jeg overhovedet kan være, overfor mit mikrokosmos. Jeg tror ikke, vi er uenige … jeg er bare ikke der, du er, i forhold til mit mikrokosmos. Har jeg forstået dig ret?
Kære Lenette. Jeg sidder her i et shelter på min morgentur 14 dage efter din kommentar og læser den igen. Du skriver, hvis jeg ikke kan elske mig selv, hvordan skal andre så kunne? Men det er jo det, som denne ode handler om … vi skal ikke tænke kærlighed, som noget vi får, men som noget vi giver.