Om “#146. Den uendelige rejse”.
En slags resumé over mine seneste syv års spirituelle rejse.

#146. Den uendelige rejse

TID 2023.09.25 14:14:13
RUM 55.899768 11.667271

Tanken om at rejse havde rumlet i min underbevidsthed
et par år … ja, faktisk lige siden
min første folkepension tikkede ind på kontoen
og fik mig til at kigge tilbage på mit liv og mine gerninger.

Men selve rejsen, den begyndte torsdag 21. juni 2018 ….
eller rettere …
den dag traf jeg beslutningen om at rejse,
og dagen efter, tog jeg så afsted.

Hunden Snar, der var 8 år gammel og et kryds
mellem en schæfer og en golden retriever,
ventede utålmodigt på gårdspladsen,
mens jeg pakkede nogle få ejendele i rygsækken
og låste huset af.

Det var en strålende morgen …
med høj sol, blå himmel og svag vind,
summen af insekter og duft af landet.
Vi gik ud ad indkørslen, skråede over landevejen,
og gik ind i skoven ad Herskabsvejen …
det lyder fint, men det er bare
en ganske almindelig jordvej i skoven.
I gamle dage, hvor arbejdskraften var billigere,
blev disse skovveje passet med småsten
og revet fint af godsets skovarbejdere,
men i dag er de jordstier,
der ligger upassede hen.

Jeg havde besluttet mig for at tage afsted,
da jeg i en temmelig høj alder
havde måttet erkende, at alt det,
som jeg havde beskæftiget mig med
igennem mit lange liv, var ligegyldigt.
Ja, jeg ved godt, det lyder voldsomt,
men hvis noget ikke giver mening …
altså sådan rigtig mening,
så er det vel i bund og grund … ligegyldigt.

Jeg havde haft et liv som så mange andre …
måske lige bortset fra, at jeg aldrig fik børn.
Det var sådan et liv, hvor man arbejder for
at skaffe penge til alle de ting, der er nødvendige
og til endnu flere, der ikke er nødvendige.
Og … jeg mener … hvis det er det, der styrer ens liv …
ja, så synes jeg godt, man kan kalde det ligegyldigt.

Nå, never mind …
det var i hvert fald den konklusion,
som jeg var kommet frem til,
og den var grunden til,
at jeg og min nærmeste ven i livet, hunden Snar,
nu vandrede ned ad en skovsti
med det prætentiøse navn, Herskabsvejen,
for at finde vores mission …
meningen med vores liv på denne jord.
Og det ovenikøbet uden den fjerneste anelse om,
at dette skulle blive den mest vidunderlige rejse,
vi nogensinde ville komme til at opleve.

Når man vandrer uden mål og med,
flyver der mange tanker igennem hovedet på én.
Jeg husker, jeg følte det,
som om universets sluser åbnede sig,
og tanker kom til os i en lind strøm dagen lang.
Om aftenen åbnede jeg rygsækken,
og selvom jeg ikke huskede,
at jeg havde fyldt meget i den,
så fandt jeg altid det, jeg havde brug for …
for eksempel en pontio,
så vi kunne bygge et lille shelter,
der beskyttede os mod dug og regn.

Så lå vi der om natten og kiggede op i stjernerne
igennem shelterets åbning,
mens vi prøvede at finde ud af,
hvilke af disse myriader af stjerner,
der havde sendt os de mange tanker
om meningen med livet … eller mangel på samme …
og vi talte lidt om, hvordan de mon gjorde det,
og om de mon hjalp os med at finde den rette vej.
Og om morgenen
– når vi havde drukket vand af en kilde i nærheden –
fandt jeg som regel en halv pakke kiks
i en sidelomme i den lille rygsæk.
Den delte vi så, og Snar supplerede med lidt græs
fra en nærliggende grøftekant.

Disse første mange måneder …
ja, det var nok nærmere et år eller måske to …
var en erkendelsernes tid,
og dagene gik med at forstå os selv:
– Hvorfor var vi blevet til det menneske og den hund,
som vi var i dag?
Skal jeg være helt ærlig, så var det nok mest mig,
der tumlede med disse tanker …
for Snar var mere afklaret på det område.

Jeg tumlede med begreber
som kærlighed, anerkendelse, svaghed …
og glæde … eller mangel på samme.
Og jeg lærte, at alle liv har en mening,
selvom de kan synes vidt forskellige.
Og selvom jeg med tiden fik værdifulde indsigter,
som jeg i dag ikke ville være foruden,
så syntes jeg, at det gik alt for langsomt.

En dag kom vi til et træ, hvor vi begge stoppede op …
det virkede, som om det kaldte på os …
det var den dag, vi opdagede begrebet ’et rejsetræ’.
Jeg skal ikke gøre mig klog på teknologien bag det,
men det var her vores rejser i kosmos begyndte.
Når vi lod os opsluge af træet
ved nærmest at sive ind igennem barken,
tog træet os med på rejser i universet.

Vi var væk i årevis – i rumtid altså –
og når vi kom hjem, var der kun gået et par dage.
Træet tog os med til fjerntliggende galakser
og viste os undere, som var nærmest umulige at forstå.
Men som jeg senere fandt ud af, var alle disse ting
en del af det svar, som jeg selv havde søgt,
da jeg spurgte:
– Hvad skal jeg i denne verden?

Den mest skrækindjagende oplevelse var en rejse,
hvor træet satte kurs mod et stort, sort hul …
både Snar og jeg råbte op og forsøgte at få træet
til at ændre kurs og mening … men uden held …
Vi mærkede, at alt fysisk stof blev skrællet af os,
da vi blev suget gennem mørket …
indtil vi pludselig kom ud på den anden side
og hang som en slags åndelige væsner
i himlen over en smuk blå planet:
– Det er den nyfødte jord, sagde rejsetræet
… og vi fældede alle en lille tåre.

Jeg skal ikke trætte jer
med alle mine rejseoplevelser i kosmos,
men I kan nok forstå,
at oplevelser som disse er livsændrende.
Ganske langsomt forandrede vi os …
både Snar og jeg … nok mest mig,
for Snars livsopfattelse var mere enkel fra starten.

Jeg fik en stadig større fornemmelse
for universets åndelighed …
blev klar over, at der måtte være en åndelig verden
parallelt med den fysiske virkelighed, vi kom fra.

Jeg blev også klar over, at denne åndelige verden
sandsynligvis var det samme begreb,
som når mennesker taler om Gud …
og jeg fik et billede af en bevidsthed eller en ’væren’,
der var til stede overalt i universet.

Det var svært at sætte ord på,
og i flere år bevægede jeg mig omkring begrebet …
forsøgte at nærme mig fra nye vinkler
og forsøgte at beskrive det
ved at beskrive enkelte elementer …
for eksempel ’stilheden’.
Jeg mærkede, at stilheden er vigtig …
stilheden kan noget særligt … den opstår,
når vi er helt opslugt af en opgave eller nogle tanker,
og når vi er i den, mærker vi,
at vi er helt tæt på den kosmiske væren …
eller på Gud … nogle kalder det at være i nu’et.

Det var i en sådan situation,
jeg oplevede den første store milepæl på min rejse …
en nat mærkede jeg, at denne væren fyldte mig.
Jeg ved ikke, hvad den fyldte mig med,
men det var en helt vidunderlig oplevelse …
jeg græd og bad til, at det ikke ville stoppe,
og den sagde:
– Det vil ikke ske.

Dagen efter fortsatte vi vores uendelige rejse …
al tvivl om vores opgave på denne klode var væk …
og det samme gjaldt al tvivl om rejsens mål …
for både Snar og jeg havde erkendt,
at den rejse, som vi havde påbegyndt
fem eller måske i virkeligheden syv år tidligere,
var en rejse uden mål …

Det er en uendelig rejse … en vidunderlig rejse …
en rejse, der aldrig slutter,
for det er ikke meningen, at den skal slutte …
den er evig … ligesom vi er evige.