Baggrund

Om “#88. Tristesse”.
Jeg følte mig trist. Selvom meget var godt i livet, så kunne jeg ikke nyde det. Glæden indfandt sig sjældent, og selv når den prøvede at muntre mig op, vendte jeg mig fra den … havde ikke lyst … ikke lyst til noget overhovedet.

Men da jeg satte mig ned og skrev denne ode, viste der sig alligevel en mening med galskaben … en måde at håndtere tristheden på.

#88. Tristesse

TID 2021.08.11 11:23:11
RUM 54.784259 12.053578

Disen hang overalt.
Den begyndte omkring knæhøjde
og sluttede 3-4 meter oppe i luften.
Det var en let og tynd dis, …
hvid og gennemsigtig, som den fineste tyl.
Men alligevel dæmpede den både lys og lyde …
alting virkede som pakket ind i vat.

Jeg bevægede mig stille rundt
i gaderne og stræderne i min indre verden.
Her var så stille, at jeg næsten ikke turde trække vejret.
Alt var fuldstændigt øde … virkede dødt.

Jeg var draget afsted lidt over middag
den første mandag i august.
Igennem et par uger var min tristhed taget til …
jeg kunne ikke sætte ord på … kunne ikke forstå,
hvorfor jeg ikke kunne glædes
over mit enkle og berigede liv.

Og nu var jeg så i byen … disen hang overalt,
selv da jeg bevægede mig væk fra centrum
og fortorvene skiftede til grøftekanter
fulgte disen mig.
Jeg stoppede et øjeblik for at lytte …
der måtte da være en svag summen af bier …
en fjern kvidren af en fugl … eller et kvæk af en frø …
men nej … ingenting …

Så nåede jeg skoven,
og jeg smilede lidt for mig selv,
da jeg så det kæmpestore fyrretræ,
hvor jeg for et års tid siden
havde fundet indgangen til mit lønkammer …
et lille værelse i forhistorisk tid.

Det trak i mig for at besøge værelset …
nogle få dage i mental vægtløshed forekom attraktivt.
Men jeg vidste, jeg var på en mission …
jeg havde en opgave …
måtte løse mysteriet med min tristesse.

Så jeg satte mig op af træet, og mens jeg fornemmede
århundreders fortællinger i den grove bark,
lod jeg tankerne tage på himmelflugt …
– Drag ud og undersøg alting, sagde jeg til dem.

Jeg må have døset lidt, for jeg vågnede,
da jeg fornemmede en tilstedeværelse.
Jeg åbnede øjnene …
og kunne ikke lade være med at smile.
Dér foran mig … 2-3 meter væk … sad han …
min gamle kombattant … ’dæmonen’.

Jeg havde ikke set ham eller tænkt på ham,
siden jeg for et par år siden havde jaget ham
i en skummel gyde i min indre verden.
Dengang kunne jeg have elimineret ham …
løst ham fra hans opgave,
men jeg kunne se værdien af hans mission
og endte med at acceptere hans tilstedeværelse.

Han betragtede mig i stilhed og kærligt …
– Long time no see, sagde han så med sin pibende stemme.
– Du er blevet gammel, sagde jeg bare.
– Det er det, der sker, når man lever længe nok …
det tror jeg ikke, man skal klage over, svarede han.

Jeg smilede.
Jeg kunne lide ham,
selvom hans opgave var at piske mig til nye præstationer,
når jeg blev lidt for magelig og glad.

– Det er disen, sagde han så.
Du er her på grund af disen, ikke sandt?
– Jeg er bare trist, svarede jeg. Kan ikke forstå hvorfor.
– Det er disen, sagde han igen.

Og han forklarede mig nu,
at disen i virkeligheden er en behandling … en kur …
– Når din hjerne møder problemer,
som den ikke kan håndtere, skærmer den sig selv,
sagde han.
– Disen gør problemerne mindre synlige …
lægger en dæmper på dem …
giver din hjerne tid til at sunde sig … blive stærk igen.
– Følelsen er nem at forveksle med tungsind,
men du skal vide, at din tristesse er et tegn på,
at der er en helingsproces i gang.

Jeg kiggede på ham …
fornemmede hans ubetingede kærlighed til mig,
og jeg mærkede taknemmeligheden fylde mit indre.
– Jeg kan ikke være noget helt dårligt menneske,
når jeg møder så meget kærlighed,
tænkte jeg …

Jeg vinkede til ham … gav tegn til,
at han skulle sætte sig ved siden af mig.
Han rystede på hovedet …
– Jeg har ikke tid, sagde han. Inden længe er du ovenpå,
og så skal jeg være klar til at piske dig afsted igen.
Det er jo derfor, jeg er her … det husker du vel?

Jeg nikkede … vidste kun alt for godt,
at det endnu ikke var lykkedes mig
at modstå hans påvirkning …
Jeg havde endnu ikke fundet roen i livet …
havde endnu ikke lært at afholde mig fra at forcere alting.

Jeg rejste mig og begyndte hjemturen …
allerede da jeg nåede tilbage til byen,
var disen næsten væk …
Jeg kiggede op … himlen strålede lyseblåt,
og jeg standsede for at nyde øjeblikket.
I det samme kom mine tanker myldrende hjem
fra deres rejse … glade og ivrige
efter at fortælle mig om deres oplevelser.

– Rolig nu, sagde jeg, rolig nu … vi har tid nok.
Og mens jeg mærkede min hjerne blive stadig stærkere
og mit indre fyldes med glæde og taknemmelighed,
lyttede jeg med undren og vantro
til tankernes fantastiske fortællinger
fra lige så fantastiske og fjerntliggende egne.

Og sådan skifter livet …
opture og nedture … glæde og tristesse ….

Og hvad skal jeg lære af dette?
Jo … jeg tror, det handler om at være til stede i dem alle.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

4 kommentarer til “#88. Tristesse”

  1. Jeg er lidt af en salmenørd og din ode får mig til at tænke på en af mine ynglingssalmer.
    “Sorrig og glæde de vandre til hobe ,
    Lykke, ulykke de gange på rad
    Medgang og modgang hinanden tilråbe
    Solskin og skyer de følges og ad”
    Sådan skrev Thomas Kingo i 1681 og det giver stadig genklang i 2021. Sådan skifter livet – før, nu og altid – opture , nedture…, glæde, tristesse..,
    Sorrig og glæde det er vores livsvilkår.
    Som altid giver dine oder genklang i mit sind. Tak fir det.

    1. Kære Vibeke. Du har helt ret … kontrasterne er et livsvilkår. Men indimellem skal vi mindes om det. Det, der hjalp mig mest, da jeg skrev denne ode, er det med at blive/hvile i den stemning, der hersker lige nu. Jeg har tendens til at forsøge at komme væk fra de dårlige stemninger/øjeblikke, men denne gang besluttede jeg at blive i tristessen og se, hvad der skete … og det gjorde faktisk godt.

  2. Meget fint sagt/observeret! Blev ganske rørt – og kender fornemmelsen kun alt for godt. “Tristesse” rammer jo de fleste før eller siden … Bare den ikke varer for længe, så går det jo – og har også sin mening, som du skriver: der sker en heling, det er kroppens/hjernens måde at signalere, at det er tid til en pause. Det må man jo så ‘bare’ respektere …
    Jeg tænker også, at uden ‘tristesse’/livets “downs” kan man heller ikke sætte pris på livets “ups” – selv evig solskin bliver kedelig!

    1. Livet er og skal være fuldt af kontraster … vi mærker ikke lyset uden af kende mørket. Vi ved det jo godt … men det gør det ikke lettere at være i mørket. Men jeg tror, det er vigtigt at kunne være begge steder. Det prøvede jeg denne gang, og det var faktisk ikke nogen dårlig oplevelse. Tak for dine tanker, Jens 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *