Baggrund

Om “#87. … fordi jeg elsker dig”.
Jeg skriver om kvinder igen og igen, og du tænker måske, at jeg vælter mig i kvinder … sådan er det slet ikke … det er, fordi min lyst til at forstå livet ved at høre, hvordan andre håndterer det, bringer mig tættere på mennesker, end jeg har oplevet tidligere.

Og af disse mænd og kvinder er det altså kvinderne, som jeg møder flest af. Da jeg var kommet mig over min forblændelse af kvinden i denne ode og kunne se hende, som jeg tror, hun virkelig er … blev jeg nødt til at skrive ”#87. … fordi jeg elsker dig”.
Jeg håber, hun ser den som en hyldest.

#87. … fordi jeg elsker dig

TID 2021.07.28 10:55:13
RUM 54.777573 12.065029

Jeg ved, hvorfor jeg gør det.
Jeg gør det, fordi jeg elsker dig.
Ikke som en kæreste, der vil leve livet med dig.
Ikke som dine forældre, fordi du er af dem.

Nej … jeg elsker dig, fordi jeg fik et glimt
– eller måske i virkeligheden bare en fornemmelse –
af et smukt, lille væsen bag dit reserverede ydre …
et smukt, lille væsen, som kun kan være dig …
fordi det bor i dig.

Og jeg fornemmede en forbindelse …
måske snarere en samhørighed eller en mission …
en mission om at passe på dig …
at være der for dig …
når du har brug for det … og når du tør det.
Men samtidig også et håb om at lære af dig …
lære af din spiritualitet,
som er af en ganske anden slags end min.

Og nu … uger senere …
kommer ordet ’skytsengel’ til mig.
Skytsengle behøver vel ikke kun være ånder …
eller tanker, der leder os på rette vej?
Hvorfor ikke en menneskekrop,
hvor englen har taget bolig?

– Jo, tænker du måske … men så ville du jo vide det.
– Ja måske … og så alligevel … måske ikke?
Hvad ved vi? Vi mennesker.
Vi ved, hvad vi ved.
Men vi ved jo ikke, hvad vi ikke ved.

Jeg elsker det væsen, jeg fornemmer i dig …
jeg mærker, det har brug for at blive elsket.
Jeg ved også, det har svært ved at indrømme det …
fordi det føler sig stærkere,
når det klarer tingene selv.
Og alligevel ønsker det hele tiden kærligheden …
at mærke det er nødvendigt for helheden …
at blive bekræftet i sin ret til at være her.

Intelligensen er høj … nærmest for høj …
den styrer og kontrollerer alting i din indre verden.
Hjælper dig med at vise den ydre verden,
at du har styr på tingene og på dig selv …
hjælper dig med at vise, hvor dygtig og kompetent du er.
– Jamen, så må accepten da komme … på et tidspunkt,
tænker du.

Men prisen er høj … følelserne og intuitionen
lider under intelligensens tyranni.
Jeg ser dem ligge bagbundne og i lænker …
sårede og fortvivlede … dybt i dit indre.
Og selvom intelligensen ved, den gør forkert,
så ved den ikke, hvad den ellers kan gøre.

Men jeg ser også et lys … ligesom i minutterne
før morgensolen bryder horisonten.
Jeg ser lyset brede sig … varme dig og berolige dig.
Det roser intelligensen for dens ansvarsfølelse
og lærer den, at alt er godt …
også selvom den slipper kontrollen
og sætter sig selv og følelserne og intuitionen fri.

Lyset vil vokse og leve i dig,
og du vil vide at tage vel imod det.
Det vil vise dig, hvor smukt alting er,
når intelligensen, følelserne og intuitionen
omsorgsfuldt former og udvikler dit jeg.

Og inden længe vil jeg’et blomstre …
det vil åbne sig …
og fuld af ydmyghed vil det vise sig selv …
for verden.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *