Om “#175. Den dag, jeg lærte at være i livet”.
Bagklogskabens lys er ulideligt skarpt … og når jeg ser tilbage på min ni år lange spirituelle rejse, ser jeg, at jeg er endt præcis der, hvor jeg skulle ende. Min vej var fuld af bitte små erkendelser … hver især ubetydelige vejvisere, men samlet set …

… en overvældende kraft, der på ingen måde kunne bringe mig andre steder hen end her, hvor jeg er lige nu. Jeg ser klart, at min første, lange rejse var en ren dannelsesrejse, og det er først nu, at den virkelige rejse begynder.

#175. Den dag, jeg lærte at være i livet

TID 2025.02.25 17:32:24
RUM 55.896133 11.664134

Min spirituelle rejse begyndte for ni år siden.
Jeg kastede mig ud i en hovedkuls søgen
for at finde meningen i et meningsløst liv.
På den færd kom jeg tættere på mig selv,
og jeg gjorde mig tusindvis af tanker om alt det,
jeg mødte på min vej.

Som månederne og årene gik, fandt jeg ud af,
at åbenheden … den viljeløse åbenhed …
den, der registrerer verden, som den virkelig er …
helt uafhængigt af ydre og indre autoriteter
… er fuldstændig afgørende for vores evne til
at finde vej i livet.

På denne rejse mødte jeg også det guddommelige
– måske var det det, de kalder Gud.
Og jeg mærkede forbundetheden …
en salig tryghed og stille glæde over at fornemme
en kosmisk samhørighed … et skæbne fællesskab.
Dette var min rejses allerstørste oplevelse.

Og nu mærker jeg,
at min spirituelle rejse er på vej ind i en ny fase …
måske den sidste og den vigtigste i dette liv.

Når jeg ser tilbage på min ni år lange færd,
ser jeg tydeligt, at jeg er endt præcis der,
hvor jeg skulle ende.
Vejen hertil var fuld af bitte små erkendelser …
hver især ubetydelige vejvisere,
men samlet set en overvældende kraft,
der på ingen måde
kunne bringe mig andre steder hen …
end her, hvor jeg er … lige nu.

Jeg er kommet til et punkt i livet,
hvor alle brikkerne finder deres rette plads.
Jeg har lært at leve opmærksomt og stille …
jeg har lært at bekæmpe trangen til at forcere …
og jeg har lært at lade følelsen af at gøre det rigtige
være min vejviser i stedet for ønsket
om at opnå en belønning eller en fordel.

Alle mine erfaringer samler sig nu i et enkelt punkt …
ligesom sollyset gennem et forstørrelsesglas …
Og der ser jeg, at det vigtigste resultat af min rejse,
er en fornemmelse af tillid …

Allerdybest i mit indre … helt dernede,
hvor mine stærkeste overbevisninger
og selve grundpillerne til mit verdensbillede bor …
finder jeg nu en næsten ubegrænset tillid …
en tillid til, at jeg trygt kan lade universet styre min færd
og vise mig de indsigter, jeg mangler i livet.
En tillid så stor, at jeg endelig selv kan give slip.

Og det er her min nye rejse i dag begynder …
Den rejse, som livet brugte ni år på at gøre mig klar til.
Fra nu af vil jeg stole på min indre styrke …
være tryg ved tanken om, at jeg indeholder det hele …
og at guden og guruen, læreren og mesteren …
ja, endog eleven og den studerende er i mig selv
og vil være i stand til at træffe beslutninger,
der lader mig handle roligt, kærligt og uden tvivl.

Alt, hvad jeg gør, vil have rod i ønsket
om at gøre det rigtige … ikke i ønsket om belønning.
Jeg vil leve stille, åbent og opmærksomt.
Jeg vil tage mig tid til omsorg og kærlighed,
og jeg vil ydmygt nærme mig forbundetheden
og tilbyde den en plads allertættest på mit hjerte,
hvorfra den vil lære mig om nærvær og bare at være.

Jeg vil sidde på en bænk og nyde at se livet gå …
jeg vil iagttage skyerne, der driver forbi,
og lade tankerne følge dem hen over himmelen.
Jeg vil kysse min kæreste og nusse min hund,
og jeg vil lære at nyde både nærværet og nuet.
Vi vil gå ture i skoven og vente tålmodigt,
mens snegle og biller på rejse krydser vores vej …
og vi vil nyde duftene, lysene, farverne og brisen …

Og hver aften når jeg lægger mig,
vil jeg fuld af taknemmelighed tænke glad tilbage
på dagen i dag og sige til mig selv:
– Det var den dag, jeg lærte at være i livet.