Om “#163. En ode om venskab”.
Jeg kæmpede med en ny ode … en ode om rummelighed. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan den skulle skrives. Jeg besluttede, at Marcel måske skulle på banen igen, og så begyndte jeg at skrive. Men som ordene fandt papiret, skete der noget helt andet …

… det blev en ode om venskab … på tværs af verdener. Jeg oplever tit, at livet således viser os sine mest forunderlige sider, når man tør lade tingene ske.

#163. En ode om venskab

TID 2024.08.08 13:21:21
RUM 54.780578 12.069861

Jeg havde ikke set Marcel længe.
Det var som om, han havde holdt sig væk,
efter jeg havde fået at vide,
at han ikke var min skytsengel, men blot mig selv.

Men jeg er da ligeglad med,
hvad en clairvoyant vælger at kalde ham.
Jeg er da ligeglad med, om han er min skytsengel,
eller mig selv …
eller Gud i egen høje person … for den sags skyld.

Alle tre muligheder er hver for sig fantastiske …
men samtidig helt ligegyldige.
Det, der betyder noget for mig, er,
at Marcel er min ven …
han er der for mig … hjælper mig,
når han mærker, jeg har brug for det …

Og det har jeg faktisk nu …
jeg sidder på bænken ud for Annebergparken
og kigger ud over fjorden …
Det er tidlig morgen …
der ligger en let dis hen over det blanke vand,
og den blege sol prøver at brænde igennem.
Ikke en vind rører sig,
og kun få fugle har klaret stemmerne nok
til at hilse dagen velkommen.

Så mærker jeg, tårerne presser sig på,
og glæde og taknemmelighed fylder mit indre,
og jeg ved, det er, fordi han er her.
Jeg drejer hovedet og dér … hen ad stien mod mig …
kommer han slentrende i sit sædvanlige rolige tempo …
den ranke holdning, det venlige smil
og det muntre glimt i øjnene er ikke til at tage fejl af.

Jeg springer op og falder ham om halsen …
det har jeg aldrig gjort før.
Jeg mærker hans varme og faste bryst mod mit …
han lægger en arm om livet på mig,
og så står vi der … helt stille … helt tavse …
mens mine glædestårer drypper på hans skulder.

– Jeg er helt ligeglad, hvad du er, siger jeg,
da vi sidder på bænken ved siden af hinanden.
– Det vigtigste er, at du er her igen … at vi er sammen.

Han ser på mig med tørre øjne (engle græder ikke) …
og samtidig med så meget kærlighed,
at jeg ved, han er af en anden verden.
Så siger han:
– Sådan har jeg det også …
og du ved, jeg ikke aner, hvem eller hvad jeg er.
– Men min livsopgave … at passe på dig …
står så stærkt printet i mit dna,
at jeg aldrig vil vige fra den.

Og Marcel fortsætter:
– Du tror, jeg gør dig en tjeneste …
du tror, at jeg passer på dig … og det er sandt …
– Men det er lige så sandt, at jeg har brug for dig …
du giver mit liv mening.
– Dine kampe og livserfaringer åbner mine øjne
for sammenhænge og erkendelser,
som jeg aldrig ville have fået uden dig.

Vi læner os tilbage på bænken
og kigger ud over fjorden …
mennesket og englen …
jeg med våde øjne … han med tørre …
men begge lykkelige og taknemmelige indeni.

Min højre hånd finder hans venstre,
og så sidder vi der … helt stille,
mens vi forsøger at forstå ting,
som slet ikke skal forstås …
blot mærkes.