Baggrund

Jeg har altid troet, at jeg var noget særligt … udset til succes. I masser af år kæmpede jeg for at nå det, og selvom miraklet udeblev, prøvede jeg at holde håbet i live.

Til sidst mistede jeg dog gejsten og lysten til at fortsætte kampen. Men samtidig frygtede jeg middelmådigheden … jeg havde ikke lyst til ”bare at være her”.
Så – i det, der måske kan kaldes ”sidste øjeblik” – fandt jeg en smutvej. Den øver jeg mig nu i at efterleve og håber, den kan skabe lidt ro i mit liv … her på falderebet.

#56. Ingenting

TID 2020.01.03 22:53:27
RUM 54.775771 12.030255

Dyrlæge. Forfatter. Direktør. Skuespiller. Blogger …
alle vil være noget.
Det ville jeg også. Og jeg jagtede det i alle mine år.
Jeg vidste ikke engang, HVAD jeg jagtede …
men jeg vidste, jeg ville være noget. Ville drive det vidt.

På sin vis var det ok. For jeg nåede en del.
Og selvom jeg ikke nåede de højder,
jeg havde forventet …
så bevarede jeg hele vejen troen på,
at succesen ville indfinde sig.

Men så gik rejsen ind i sin sidste fase.
Jeg havde svært ved at slippe kampen,
og endnu sværere ved at slippe håbet.
For jeg ejede intet andet …
jeg havde ladet kampen, forventningerne og håbet
om anerkendelse fylde min tilværelse.

Og selvom jeg skiftede til friske heste
i denne sene fase af mit liv.
Og selvom dette skift bragte mig nye indsigter
og førte til overraskende og berigende erkendelser …
så skjulte forventningerne sig i saddeltaskerne …
og med dem kampen og håbet.

Det var en periode, hvor livet viste mig nye muligheder.
Viste mig, hvordan jeg kunne leve med det
i stedet for at kæmpe imod det.
Lærte mig at udnytte slumrende, ubrugte talenter.
Og at erkende og forstå ukendte sider af mig selv.

Men selv med alle mine nye erkendelser
evnede jeg ikke at tøjle forventninger og håb.
Så jeg besluttede at stoppe den udmarvende kamp
og lade succesen komme til mig – ikke omvendt.

Men selv dette mål var for ambitiøst,
og i månedsvis bølgede kampene dagligt i mit indre …
håbefulde øjeblikke blev brutalt afløst
af frustration og desperation.
Så håb igen … frustration … håb …
det blev ved og ved.

Og så … i et lyst øjeblik mellem frustration og håb …
erkendte jeg, at hvis jeg ikke kunne blive helten …
og ikke ville acceptere middelmådigheden …
så var der kun én mulighed tilbage:

Jeg ville være ”Ingenting”.
Farvel til store forventninger, håb og kampe …
og velkommen til alt det, livet har lyst til at vise mig.

Siden den dag har jeg øvet mig på at være ”Ingenting”.
Og den, der er ingenting, er også ”Alting” …
og det er jo ikke så ringe endda.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.