Baggrund

Fire år efter min pension og godt to år efter mit nye liv begyndte, følte jeg, at det måtte være tid til at høste frugterne af min indsats. Jeg tænkte … nu viser livet snart sin gavmildhed … nu må glæden da snart indfinde sig.

I stedet blev frustrationen en stadig hyppigere gæst, og glæden så jeg aldrig. Indtil en dag, hvor jeg i et glimt så den rette sammenhæng og med ét forstod, at jeg var præcis der, hvor jeg skulle være.

#57. Mit liv i mol

TID 2020.01.29 21:53:24
RUM 54.766402 12.054454

Livet gik sin gang. Og jeg gik med.
Tingene skete, som de nu gjorde …
nogle på grund af mig … andre skete bare.
Jeg nåede pensionsalderen og besluttede,
at livet ikke skulle fortsætte på denne måde …
noget nyt skulle ske.

Jeg begyndte at søge efter min mission …
grunden til, at jeg var placeret på denne jord.
Det var på den rejse, jeg mødte pigen i skoven.
Hun kom fra en anden planet …
blomsterbarn og kommunist siden 70’erne.

I timevis lyttede jeg med åben mund og sind
til fortællinger om livet på hendes planet.
Hvordan de krammede og snakkede med træer …
hvordan de udforskede deres indre verden,
og ændrede den ydre ved at ændre sig selv.
Og hvordan de kurerede de syge …
ikke med giftig medicin, men ved
at rense energierne med blomstervand.

Hun inspirerede mig til at fortsætte min søgen,
og langsomt ændrede verden sig …
omkring mig og i mig.
Jeg oplevede, at jeg åbnede mig mod livet,
og jeg prøvede at opsnappe guldkorn og forklaringer,
når tiden strøg forbi mig og igennem mig.

Og det store gennembrud kom,
da jeg begyndte at digte … at skrive mine oder.
Jeg lærte at dykke dybt i mit indre univers,
og forklaringer om både livet og mig selv
brusede imod mig,
som om de havde ventet med længsel.

Min hunger efter viden og erkendelse var enorm.
Jeg skrev og skrev og skrev.
Blev klogere og klogere og fik mere indsigt.

Men under det hele trængte spørgsmålet sig på:
Hvorfor bliver jeg ikke lykkeligere?
Et eller andet sted er det jo meningen med det hele …
med min søgen, mine snakke og mine skriverier.

Jeg fandt glæden indimellem.
Desværre i alt for små bidder til at gøre en forskel.
I stedet indfandt frustrationen sig – alt for hyppigt.
Hvorfor kunne jeg ikke fastholde glæden?
Hvorfor blev jeg stadig mere vred?
Hvorfor voksede min trang til ensomhed,
og min ulyst til at være en del af denne verden?

Og så en dag talte Gud til mig:
– Du er et heldigt menneske, sagde han.
Du har intuition og kan forestille dig ting.
Du er følsom og kan mærke ting.
Du kan sætte ord på og dermed forstå meget.
Fortvivl ikke over, at glæden er en sjælden gæst.
Dit liv er rigere, end du tror.

Med disse ord forlod han mig for en stund,
og jeg satte mig for at tænke og mærke efter.
Jeg oplevede sandheden i hans ord … og jeg forstod,
at min frustration og manglende glæde
udsprang af min blinde jagt efter noget,
som det aldrig var meningen, at jeg skulle eje.

Og jeg erkendte, at alle liv er fuldkomne.
Alle liv er rige. Selvom de er vidt forskellige.
Nogle lever livet i dur. Jeg lever mit i mol.
Og selvom glæden er en sjælden gæst …
så er det godt at vide, at jeg ikke fejler og spilder livet.
Det er godt at vide, jeg er på rette vej,
og at alt er fuldstændig, som det skal være.

Og det kan man faktisk godt blive lidt glad over …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *