Om “#124. Rørt af kærligheden”.
Jeg var i Himmerige … og jeg var ikke død … nærmere på en kort, fransk visit. Og jeg så årsagen til, at jeg så tit bliver rørt … ofte helt uden synlig grund. Jeg erkendte, at denne årsag har en langt større rolle i livet og i alting, end jeg havde tildelt den. Og jeg glædede mig over, at universet havde gjort mig en lille smule klogere.
#124. Rørt af kærligheden
TID 2022.12.13 10:37:19
RUM 54.772363 12.060117
Jeg mærkede en mangfoldighed af væsener.
De strømmede imod mig,
og overøste mig med så meget kærlighed,
at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle tage imod den.
Jeg lod mig falde tilbage … svævede i ingenting …
tårerne fyldte mine øjne
og taknemmeligheden mit indre.
Disse væsener var ikke synlige …
kunne ikke ses, som vi normalt ser andre …
og alligevel var jeg ikke et øjeblik i tvivl om,
at jeg kendte dem alle … eller havde kendt dem,
da de endnu færdedes på jorden.
For lige nu var jeg i himmelen …
det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
Min krop lå stadig i min seng derhjemme …
i en tilstand mellem vågen og drøm …
men min sjæl havde lettet … var draget afsted …
måske af egen fri vilje … måske kaldet …
Og frem af flokken af kærlige væsner
kom min far … han sagde:
– Kald mig gerne ’far’, men det var blot
min opgave i min seneste inkarnation …
ligesom det var din, at være min ’søn’.
Jeg forstod ham … og jeg tog ham om de skuldre,
der kun eksisterede i min hukommelse,
og jeg sagde:
– Før dette slutter, er der én ting, jeg må vide:
Er der en Gud?
Blidt trak han mig ind til sig …
holdt tavst om mig et stykke tid …
indtil jeg husker, jeg sagde:
– Er det virkelig så enkelt?
Og nu ligger jeg så tilbagelænet
i dette hvide ingenting, der også føles som alting.
Jeg mærker den overvældende kærlighed,
mærker herligheden og taknemmeligheden
opfylde mig.
Og pludselig forstår jeg:
– Det er denne følelse, du mærker, når du røres …
det er det, der sker,
når sorgen og glæden fylder dit indre
og tårerne dine øjne.
Det er kærligheden … denne altrummende følelse
af hengivenhed og omsorg … denne følelse,
som skal have lov til at flyde over,
nårsomhelst nogen eller noget
ikke kan lade være med at udtrykke den.
Og jeg erkender,
at denne følelse er den eneste vej tilbage …
til det paradis, som har ligget i vores længsler
lige siden de første tider.
—————————————————-
I uger derefter tænker jeg på denne oplevelse …
jeg er taknemmelig over at have fået den …
den indgår i den store pulje af viden,
hvormed jeg hver eneste dag
skaber og justerer min forståelse af alting.
– Om den er rigtig? Sand?
Et bevis på, at der er en Gud?
Det går jeg ikke op i …
oplevelsen var sand for mig, da den skete.
Om den er sand i morgen … om en måned …
eller om et år …
det ved jeg ikke.
For selvom denne erkendelse er en milepæl,
så er der flere af dem forude …
for du må huske, at denne rejse aldrig slutter …
der er ikke noget sted, den kan slutte …
det er ikke meningen, den skal slutte …
det er evnen til at undres og trangen til at søge,
som alting handler om …
Og det er derfor, vi rejser … ligesom universet.
De siger, det udvider sig …
men nej … det søger.