Baggrund

Om “#75. Mens vi venter på … livet”.
Hvis du ønsker forandring i livet, må du handle. Jeg ønskede forandring, så jeg begyndte at gøre plads til den. Jeg planlagde min tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og skruede ned for så mange forpligtelser som muligt … alt imens jeg syslede med ting, som gav mening og glæde.

Jeg væbnede mig med tålmodighed … jeg kunne mærke forandring var på vej. Og pludselig en dag opdagede jeg, at den forandring, jeg ventede, allerede var kommet. Så husk … sæt ikke livet i stå, mens du venter …

#75. Mens vi venter på … livet

TID 2021.01.23 17:49:08
RUM 54.780169 12.068587

Budbringeren nåede frem til mig sidst i maj 2020.
– Du er ikke nem at løbe op, sagde han … og forsvandt.
Jeg stod tilbage med depechen …
et sammenrullet stykke papir. Der stod:

– Er på vej. Kommer inden længe.
Har noget med til dig.
Brevet var underskrevet: Livet.

Jeg blev glad … let til mode. Men ikke forbløffet.
For allerede et halvt år tidligere …
var jeg begyndt at forberede mig …
begyndt at rydde op i mit liv …
fjerne distraktioner og unødvendige forpligtelser.

Hele mit liv havde jeg været på forkant …
fyldt det med forpligtelser, der på en eller anden måde
kunne sikre mig en vis tryghed og handlefrihed
og føje en smule mening til min tilværelse.

Men efterhånden som timeglasset tømtes,
synede meningsløsheden af stadig mere.
Ingen af mine anstrengelser var andet end lapperier.
De gjorde ikke den store forskel,
selvom jeg havde kæmpet så hårdt for dem.

De var på ingen måde løsninger på noget som helst …
vel egentlig nærmest spild af tid … spild af liv.
Men jeg vidste jo ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.
Jeg gjorde mit bedste … hele vejen igennem.

Det hele ændrede sig, da jeg begyndte at skrive.
Det var godt nok stadig lidt småt med løsningerne,
men jeg fik da beskrevet nogle af mit livs mysterier,
og bare dét gav mig en vis fred.

Da jeg havde skrevet i godt to år
og tiden for det endelige arbejdsstop kom nærmere,
mærkede jeg tydeligt, at jeg var på rette vej.
Min beslutning om nedtrapning var –
uanset hvor skræmmende den forekom – rigtig.

Jeg kunne mærke noget nyt var på vej …
jeg anede ikke hvad, og jeg var også ligeglad.
Jeg kunne bare mærke, at livet havde noget til mig,
og jeg glædede mig til at opdage og opleve det.
Og det var kort tid derefter,
at budbringeren nåede mig.
Så du kan nok forstå,
at jeg ikke blev overrasket – bare glad …

Jeg blev glad over,
at mine anstrengelser for at åbne mig mod livet,
og mine evner til at forstå, når det talte til mig,
tilsyneladende var ved at lykkes.
Og jeg vidste, at jeg intet skulle gøre …
alle mine handlinger gennem det seneste par år
– mine skriverier, min nye åbenhed mod livet –
var al den forberedelse, der skulle til.

Jeg skal ikke opsøge nogen eller noget …
ikke læse, ikke meditere, ikke gå på kursus.
Jeg skal ingenting gøre …
jeg skal bare være og vente …
nyde tanken om, at noget godt er på vej …
glæde mig over, at livet gerne vil hjælpe mig …
sende noget erkendelse og måske noget mening
min vej.

Det er en fuldstændig ukendt fornemmelse …
kan du tænke dig: Bare være … bare glæde sig.
Føle tillid til, at alting ordner sig til det bedste.
Vise livet, at jeg stoler på, det vil mig alt det gode.

Men jeg stoppes midt i dette glade tankemylder,
og en tanke materialiserer sig for mig:
– Jamen … dette er jo ikke forventningens glæde …
det-er-selve-glæden …
livet-er-allerede-ankommet …

Jeg trækker på smilebåndet og tænker:
– Livet er forunderligt … vidunderligt.

Jeg mærker glæden og nysgerrigheden vokse i mig …
jeg er fuldstændig klar … kan slet ikke vente …
og jeg hvisker andægtigt:
– Vis mig noget mere.

Har du lyst til at kommentere denne ode?
Det er dejligt at skrive, men det er også dejligt at få lidt feedback. Rul lidt ned ad siden til kommentarfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *