Om “#74. … og ud af mørket”.
Martinus fortæller, at vores skæbne ligger fast i de store linjer. Det støder min sunde fornuft, som jeg til tider har svært ved at tøjle. Jeg mener … hvis alle levende væsners skæbne er fastlagt og dermed styret … altså … hvordan kan man det? Eksisterer der en stor guddommelig logistik afdeling?
Jeg hælder mere til den darwinistiske tankegang … tingene sker, fordi det er det mest hensigtsmæssige i en given situation. Det ville betyde, at beslutningskraften og dermed guddommen skulle være spredt over hele altet … så på det grundlag besluttede jeg, at jeg ville beskrive universets skabelse.
#74. … og ud af mørket
TID 2020.12.13 18:43:12
RUM 54.771756 12.059935
– Jeg er skabt af mørket, tænkte den.
– Hvad ellers? Her er intet andet … kun mørke.
Den tænkte tilbage på de første tider.
Mindedes da den første gang
erkendte sin egen eksistens …
en bevidsthed uden fysisk tilstand.
Og den huskede, at den åbnede sine sanser
og vendte opmærksomheden væk fra sig selv …
Ingenting! Den sansede ingenting.
Den kunne ikke forstå det og strakte sanserne
længere … og længere … og længere …
og stadig … ingenting.
I umindelige tider afsøgte den sine omgivelser …
strakte sanserne længere end nogen kan forstå.
Frustreret over at være centrum af ingenting …
tænkte den til sidst:
– Det må have et navn. Jeg kalder det mørket.
Og så trak den langsomt sanserne hjem fra mørket …
samlede al sin væren i et punkt så lille,
at det næppe eksisterede.
Den opdagede, at dens søgen
havde givet den enorme kræfter,
og den vidste med ét, hvad de skulle bruges til.
I tider uden ende arbejdede den for at nå sit mål.
Den vidste, den måtte begynde i det mindste
og siden lade alting vokse af sig selv.
I dette mikroskopiske punkt i mørket
– i dette virtuelle værksted –
skabte den atomer, molekyler og elektroner …
denne verdens første fysiske elementer.
Og en nat besluttede den, at nok måtte være nok.
I tider der forekom længere end hele dens eksistens
havde den skabt en ny verdens byggesten …
atomer, molekyler og elektroner …
alle med forskellige egenskaber …
og alle med en lille smule af den selv indeni.
Nu samlede den alle sine kræfter i et enkelt punkt
og med en enorm kraftudladning af ren viljestyrke
skød den disse mikroskopiske skabninger ud i mørket.
Den betragtede dem spredes med vanvittig hast,
og den så mørket vige langsomt og modvilligt
ved den blotte tilstedeværelse af fysisk materie.
Så trak den sig ind i sig selv …
tillod sig lidt hvile ovenpå denne kraftanstrengelse.
Og mens skaberen hvilede, arbejdede det skabte …
og en nat mærkede den en forskel i omgivelserne …
den strakte sanserne ud i mørket …
opdagede, at mørket ikke længere var alene …
Langt, langt væk opfattede den en lille plet,
der tvang mørket i baggrunden …
og den vidste, at dette var resultatet
af dens skaberværk.
Den følte glæden vokse indeni:
– Jeg er ikke mere alene, tænkte den.
Og den mærkede et gran af sig selv …
en lille bitte kerne af liv i den lille plet i mørket.
– Jeg vil kalde det lyset, tænkte den.
Lyset er mørkets modpol.
Lyset bærer mig indeni.
Lyset skal vokse og udvikle sig.
Lyset skal fylde dette ingenting … med alting.
Opfyldt af denne glade tanke …
og fyldt med visheden om,
at noget godt var skabt og ville vokse,
lod den sig synke ned i sig selv …
længere og længere og længere …
længere og længere og længere …
… og forsvandt.
