Baggrund

Om “#74. … og ud af mørket”.
Martinus fortæller, at vores skæbne ligger fast i de store linjer. Det støder min sunde fornuft, som jeg til tider har svært ved at tøjle. Jeg mener … hvis alle levende væsners skæbne er fastlagt og dermed styret … altså … hvordan kan man det? Eksisterer der en stor guddommelig logistik afdeling?

Jeg hælder mere til den darwinistiske tankegang … tingene sker, fordi det er det mest hensigtsmæssige i en given situation. Det ville betyde, at beslutningskraften og dermed guddommen skulle være spredt over hele altet … så på det grundlag besluttede jeg, at jeg ville beskrive universets skabelse.

lyt-til-podcast

#74. … og ud af mørket

TID 2020.12.13 18:43:12
RUM 54.771756 12.059935

– Jeg er skabt af mørket, tænkte den.
– Hvad ellers? Her er intet andet … kun mørke.

Den tænkte tilbage på de første tider.
Mindedes da den første gang
erkendte sin egen eksistens …
en bevidsthed uden fysisk tilstand.
Og den huskede, at den åbnede sine sanser
og vendte opmærksomheden væk fra sig selv …

Ingenting! Den sansede ingenting.
Den kunne ikke forstå det og strakte sanserne
længere … og længere … og længere …
og stadig … ingenting.

I umindelige tider afsøgte den sine omgivelser …
strakte sanserne længere end nogen kan forstå.
Frustreret over at være centrum af ingenting …
tænkte den til sidst:
– Det må have et navn. Jeg kalder det mørket.

Og så trak den langsomt sanserne hjem fra mørket …
samlede al sin væren i et punkt så lille,
at det næppe eksisterede.
Den opdagede, at dens søgen
havde givet den enorme kræfter,
og den vidste med ét, hvad de skulle bruges til.

I tider uden ende arbejdede den for at nå sit mål.
Den vidste, den måtte begynde i det mindste
og siden lade alting vokse af sig selv.
I dette mikroskopiske punkt i mørket
– i dette virtuelle værksted –
skabte den atomer, molekyler og elektroner …
denne verdens første fysiske elementer.

Og en nat besluttede den, at nok måtte være nok.
I tider der forekom længere end hele dens eksistens
havde den skabt en ny verdens byggesten …
atomer, molekyler og elektroner …
alle med forskellige egenskaber …
og alle med en lille smule af den selv indeni.

Nu samlede den alle sine kræfter i et enkelt punkt
og med en enorm kraftudladning af ren viljestyrke
skød den disse mikroskopiske skabninger ud i mørket.

Den betragtede dem spredes med vanvittig hast,
og den så mørket vige langsomt og modvilligt
ved den blotte tilstedeværelse af fysisk materie.
Så trak den sig ind i sig selv …
tillod sig lidt hvile ovenpå denne kraftanstrengelse.

Og mens skaberen hvilede, arbejdede det skabte …
og en nat mærkede den en forskel i omgivelserne …
den strakte sanserne ud i mørket …
opdagede, at mørket ikke længere var alene …

Langt, langt væk opfattede den en lille plet,
der tvang mørket i baggrunden …
og den vidste, at dette var resultatet
af dens skaberværk.

Den følte glæden vokse indeni:
– Jeg er ikke mere alene, tænkte den.
Og den mærkede et gran af sig selv …
en lille bitte kerne af liv i den lille plet i mørket.
– Jeg vil kalde det lyset, tænkte den.
Lyset er mørkets modpol.
Lyset bærer mig indeni.
Lyset skal vokse og udvikle sig.
Lyset skal fylde dette ingenting … med alting.

Opfyldt af denne glade tanke …
og fyldt med visheden om,
at noget godt var skabt og ville vokse,
lod den sig synke ned i sig selv …
længere og længere og længere …
længere og længere og længere …

… og forsvandt.

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *