Alle min oder fra “Den indre verden” er vigtige. Men du kan nok alligevel gennemskue, at denne titel: “Ode til livet” er lidt vigtigere end de andre.
Jeg har lavet mange noter og indtalt mange memoer for at forberede mig godt på denne ode. Og alligevel … da jeg endelig satte mig til iMac’en, begyndte jeg forfra. Hvorfor? Fordi jeg blev inspireret af en morgensnak på stranden med … ja, gæt hvem:
Kirsten-i-skoven.
#19. Ode til livet
TID 2018.11.28 13:21:31
RUM 54.773427 12.061500
Mange føler, de har en opgave i livet.
At der er noget, de skal.
Sådan har jeg det selv.
I starten kaldte jeg det en ”mission”.
Nu … hundredevis af tanker, overvejelser og sidespring senere
tror jeg, det rette ord er ”mening”.
Jeg tror, det handler om noget så simpelt som,
at der skal være en mening med livet.
Vi vil så gerne forstå, hvorfor vi er her?
Forstå hvordan det hele hænger sammen.
Vi vil så gerne føle, at vi bruger tiden godt.
Og at det gjorde bare den mindste forskel, at vi var her.
Mange når store resultater i livet.
Alligevel stopper de ikke, men fortsætter søgningen.
Andre lever et stille liv, og forekommer dog glade og tilfredse.
Er der en ligning, der kan forklare dette?
Kirsten sagde forleden:
Der er ved at ske noget godt for mig. Jeg er ved at erkende,
at jeg er lige der i livet, hvor jeg skal være.
Jeg behøver ikke kæmpe mere.
Der er ikke 1000 ting, jeg skal. Men meget, jeg kan!
Og jeg kan gøre det lige her … lige nu!
Hold da op, tænkte jeg.
Er det så enkelt? Der er ikke noget, vi skal.
Vores mission er ikke noget, vi skal, men det, vi gør.
Livet er vores handlinger. Livet er det, vi gør.
Der er ikke noget mål, eller rettere …
… målet er altid lige her, hvor jeg er – lige nu!
Hvad så med mine forventninger til livet? Alle mine planer?
Hvad skal drive mig nu?
Er jeg nu sat fri … eller stjal hun min raison-d’être?
Stilhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Jeg er ikke i tvivl.
Jeg er fri.
Fra nu af, vil jeg kun gøre det, der giver mening.
Der er ikke noget, jeg skal. Kun alt det, jeg kan og vil.
Og mål … jamen det er noget, jeg når hver eneste dag.
Det er noget, jeg kender, når jeg er der.
Ikke et øjeblik før.