Baggrund

Det virker som om nogle mennesker har ganske nemt ved at finde lykken og mærke glæden. Sådan har jeg aldrig haft det. Selvfølgelig har der været glade og sjove stunder indimellem, men … du ved … sådan sorgløs og glad helt ind i hjertet … det har jeg aldrig prøvet.

Og det er jo lige det, jeg bruger mine oder til … jeg spekulerer og gør mig tanker på mine lange ture i skoven og ved stranden. Jeg taler med mennesker, der har andre udgangspunkter, end jeg. Og nogle gange lykkes det at finde noget, der kunne være en forklaring. Og så er det, jeg føler jeg er blevet lidt klogere på mig selv, og det …  gør mig lykkelig.

#39. Ode til lykken

TID 2019.05.27 16:32:18
RUM 54.781709 12.072188

Jeg har aldrig været rigtig lykkelig.
I hvert fald ikke i længere tid ad gangen.
Og savnet har – mærkeligt nok – ikke været stort.
Der har jo været så meget andet.
Egentlig ikke så meget andet, jeg skulle,
men så utroligt meget andet, jeg ville.

Men nu har alderen sneget sig ind på mig.
Og fraværet af lykken … dette uhåndgribelige begreb,
får mig til at føle, at der er en gave,
som jeg aldrig formåede at fange
… aldrig nåede at opleve.
Og det gør mig trist.

– Hvad gjorde jeg galt, har jeg tænkt.
Hvorfor faldt det ikke i min lod at være lykkelig?

Og i denne månedslange tankerække,
var der pludselig en lille tanke,
som gjorde opmærksom på sig selv:

– Jamen, du gav jo aldrig plads til lykken, sagde tanken.
Du havde aldrig tid til den. Du skulle videre.
Præstation efter præstation fyldte dit liv,
indtil du blev helt rundtosset,
og til sidst ikke kunne finde på andet …
end at starte en ny præstation.

– Det er sådan, det er, tænkte jeg. Tak lille tanke.

Lykken skal have plads. Den ligger ikke i en skål,
man kan øse fra efter behov – end sige bade i.
Når den er der, skal den passes og plejes.
Den skal føle sig velkommen og nødvendig,
for så bliver den gerne et stykke tid.
Men vi skal også huske, at lykken er flygtig
og være klar til at lade den svæve videre, når tid er.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se mig selv afvise lykken.
Den har måske engang stået ved min dør og sagt:
– Goddag, jeg er lykken. Jeg har en gave til Dem.
Det er nødvendigt, vi tilbringer lidt tid sammen.
Og jeg har svaret:
– Det er meget venligt af Dem.
Men det har jeg desværre ikke tid til.
Verden venter på mig.

Eller måske har jeg bare taget dørtelefonen og sagt:
– Nej tak, vi skal ikke have noget i dag!

Men lige nu – er jeg en lille smule lykkelig.
Lykkelig over, at en lille tanke gjorde mig klogere
og viste mig det første skridt på en vej,
som jeg nu kan vælge at følge.

Tak, lille tanke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *