Om “#125. Om at rejse let”.
Mine tanker kredser igen og igen om roen … helt inde i det inderste af mit indre ligger ønsket om roen. Og jeg ved, at jeg skal ændre mine gamle vaner for at nå derhen … for at finde og mærke roen. Væk med ambitioner … slut med at forcere alting, når jeg ser den mindste mulighed. Jeg er sikker på, at du kender det … det der problem med at skippe gamle vaner.
Men vid, at det er en rejse … det er ikke noget, man bare lige gør … fortvivl ikke over det … acceptér, at ting tager tid … at de gerne MÅ tage tid … måske ovenikøbet … altid.
#125. Om at rejse let
TID 2022.12.18 11:47:09
RUM 54.772363 12.060117
Jeg havde fulgt den stejle bjergvej i næsten to dage.
Den foregående dags morgen
havde jeg stået ved krydset nede i dalen …
havde valget mellem den lette vej langs floden
eller den hårde vej op ad bjerget.
Der lå en svag dis over alting,
og selvom jeg følte mig tynget af oppakning,
valgte jeg den sidste, fordi jeg fornemmede
en belønning ventede mig på toppen.
Og nu står jeg så på den smalle bjergvej …
toppen af bjerget er ret forude …
til den ene side en stejl klippevæg …
til den anden en svimlende slugt,
der ender i en rivende fos …
og … foran mig … dukker et trådhegn
og en rusten port frem af disen.
– Der mangler et lille skur og en vagt, tænker jeg.
Sådan et hegn og en port
kommer aldrig uden en vagt.
Jeg går videre … nærmer mig,
men stadig intet skur og ingen vagt …
kun et hegn og en lukket port.
Jeg kan ikke gøre andet
end at gå lidt frem og tilbage foran hegnet …
så det gør jeg … rusker i porten … den rasler lidt,
men rør sig ellers ikke ud af stedet.
Jeg står og overvejer mine muligheder … tænker,
at jeg måske skulle have taget vejen langs floden.
Jeg vægrer mig ved at vende om … gå tilbage …
erkender til sidst, at der kun er et muligt valg.
Jeg tager min rygsæk af … åbner den …
går hen til kanten af den svimlende slugt …
holder rygsækken ud over kanten …
vender den på hovedet
og lader hele indholdet hvirvle nedad og væk …
vigtige ejendele blandet med ligegyldige souvenirs,
nogle tørre kiks og en del gamle vaner.
Så vender jeg mig mod porten …
holder rygsækken i vejret …
ryster den for at vise, den er tom …
men intet sker.
Jeg står stille lidt …
slynger så rygsækken samme vej som indholdet …
ned i slugten … jeg rækker begge mine tomme hænder
i vejret i trodsig overgivelse.
Porten knirker rustent og glider langsomt op …
jeg kigger på den … ser mig omkring … og går igennem … går videre frem … lettet for både det ene og det andet.
Jeg mærker lys og lethed fylde mit indre,
og jeg glæder mig til at fortsætte
min lange rejse uden den tyngende rygsæk.
Jeg hører livet hviske til mig:
– Du er præcis der i livet, hvor du skal være …
Og jeg erkender, at det ikke er et sted …
men en bevægelse … en rejse …
en uendelig rejse.
Fuld af fornyet mod, fornyet nysgerrighed
og en vis portion taknemmelighed …
løfter jeg hovedet og kigger fremad.
Disen er ved at lette og langt ude mellem to bjerge
ser jeg et lys og passet, jeg skal igennem …
Jeg ved, jeg nu kan fortsætte min uendelige rejse.
Jeg mærker, en usynlig hånd tager min,
og selvom jeg ikke ser nogen, ved jeg
at jeg ikke længere går alene.
