Om “#116. Alting er nu”.
Jeg mødte en kvinde på Corselitze strand … en tysker … hun var draget fra Sydtyskland med sin hund og sin autocamper … ville besøge en veninde i Sverige. Jeg mødte hende om morgenen … hundene snakkede, og det gjorde vi så også … interessant … vi var på bølgelængde.
Hun var der også om eftermiddagen … inviterede hende til at se mit hjem … snakkede og spiste til aften, før hun drog videre. Hun var meget spirituel … en del gik hen over hovedet på mig, men én ting gav mening: Alting er nu, sagde hun. Der er kun nu’et.
Er det mon sandt, tænkte jeg … og lod tankerne rumle nogle uger. Til sidst satte jeg mig og begyndte at skrive, og inden længe så jeg meningen. Men hvad fører det med sig, hvis jeg begynder at leve efter det? Tager jeg mit liv et andet sted hen … dette kunne godt være et kvantespring i min udvikling.
#116. Alting er nu
TID 2022.08.31 10:14:02
RUM 54.784714 12.052939
– Der er ikke nogen fortid … ikke nogen fremtid …
alting er nu … der er kun nu, sagde hun.
Jeg havde hørt det før …
men havde altid bare trukket på skuldrene
og aldrig taget det alvorligt.
Men denne kvinde så ud til at mene det
på en helt anden måde, end jeg havde oplevet før …
det virkede rent faktisk, som om hun levede efter det.
Jeg tænkte … man kan ikke bare benægte fakta …
selvfølgelig har jeg en fortid …
og selvfølgelig kommer der en fremtid.
Men jeg mærkede straks,
at mit udgangspunkt for analysen var forfejlet.
Og da jeg tænkte lidt længere …
og lidt mere ud af boksen, måtte jeg smile,
da jeg skimtede konturerne af nu’ets natur.
Jeg tænkte tilbage på begivenheder i min fortid,
og jeg måtte erkende, at det intet ændrede …
minderne var og blev minder …
urørlige og permanente et sted i tiden.
Det eneste, jeg ændrer,
når jeg fokuserer på disse minder …
er nutiden, tænkte jeg …
For i dette øjeblik i tiden sker der noget andet,
end der ellers ville have gjort …
bare fordi jeg valgte at tænke anderledes.
Jeg flyttede mit fokus frem i tiden, og tænkte …
– Mine overvejelser omkring en fremtidig hændelse
foregår i nutiden …
og når dagen oprinder, så møder jeg hændelsen i det,
der er fremtid nu, men nutid til den tid …
og jeg møder den på de betingelser og med de midler,
der er til stede lige i det øjeblik … i nutiden.
Jeg læner mig lidt tilbage … mærker efter indeni …
og jeg ser, hvordan rækken af tanker og argumenter
finder sammen i de smukkeste, logiske mønstre …
Jeg kan ikke ændre fortiden,
og jeg kan ikke ændre fremtiden.
Alting sker lige nu …
ikke for lidt siden og ikke lige om lidt,
men lige her og nu … lige i dette sekund.
Jeg sidder stille og tænker lidt … mærker,
at mine tanker søger mod stilheden for at undersøge
konsekvenserne af denne nye viden.
Og ganske langsomt går det op for mig,
at jeg har fået en gave …
Hvis jeg lader denne erkendelse bundfælde sig …
accepterer den som mit nye livsgrundlag, så …
ja, så … har jeg fået … et nyt liv.
Så handler det blot om at slå visiret op
og møde verden i øjeblikket …
med nysgerrighed og videbegær i øjnene …
og uden fordømmelse eller forudindtagethed
følge den vej, der giver mening …
og gøre den til min.
Og fremtiden? Hvad så med fremtiden?
Tja, den kan være lige så hemmelighedsfuld,
den vil … for det er helt uomtvisteligt …
at den en morgen vil vågne og opdage,
at den er nutid …
og så må den fortælle mig, alt den ved.
