Baggrund

Om “#111. Nærværets magi”.
Jeg var ved at male mig selv op i et hjørne. Jeg følte, jeg havde ledt efter meningen med livet og alting … overalt. Men svaret lod vente på sig. ’Måske er der ingen, der kender det’, tænkte jeg … ’eller også stiller jeg spørgsmålet de forkerte steder’.

Så jeg udvidede søgeområdet … jeg søgte i ’stilheden’ og i ’kaos’ … og jeg fandt godt nyt, men alligevel ikke helt nyt. Og da jeg var tæt på at støde panden mod muren og give op, hjalp min intuition mig med et nyt forslag …

#111. Nærværets magi

TID 2020.07.16 10:41:35
RUM 54.772452 12.059933

Fra det øjeblik,
jeg første gang satte pennen på papiret
for at skrive en ode …
handlede det om at finde en mening med livet.
Først og fremmest mit eget,
men siden … også alle andres liv.
Og inden længe kom dyrene til … og planterne,
og jeg blev hurtigt klar over,
at det var umuligt at stoppe med det nære …
jeg måtte forlade planeten og drage ud i kosmos
for at finde ud af, hvordan alting blev skabt …
og af hvem eller hvad … og hvorfor.
Og jeg måtte vide, hvor det er på vej hen …
altså … både mig selv, og os og alting.
Det er denne rejse eller ekspedition,
jeg kalder ’Oder om alting’.

Og den rejse blev en åbenbaring for mig …
i flere år strømmede erkendelserne ind.
Men langsomt tørrede brønden ud,
og jeg måtte til tegnebrædtet
for at skitsere idéer til nye ekspeditioner.
Jeg søgte i stilheden og erkendte,
at den er den mest inspirerende tilstand af alle …
men den er ikke det kvantespring, jeg søgte,
så jeg måtte videre …

Og jeg kom til kaos … dér fandt jeg alt det,
min hjerne havde afvist som uinteressant …
men som ikke desto mindre
rummede alle kvantespringets løfter.
Og alligevel var billedet ikke komplet …
den brik, der skulle fuldende det hele, manglede …

Så endnu en gang søgte jeg hjælp hos intuitionen,
og vi fandt et stille sted, hvor vi i ro og mag
kunne forsøge at løse problemet
i hinandens selskab.
Og så skete der det, som altid sker,
når jeg beder intuitionen om hjælp …
den samler alle mine små tanketråde …
vurderer dem, kategoriserer og forbinder …
og øjner så pludselig en sammenhæng …
en mulig løsning … den siger:
– Nærvær.

Jeg studser … kigger interesseret på min ven …
antyder, at jeg forventer en forklaring …
og den kommer:

– Nærvær skaber en følelsesmæssig tryghed,
hvor vi kan åbne os mod alting …
gøre os selv modtagelige, fortæller intuitionen …

Og den forklarer mig videre,
at det er i nærværet med andre …
når vi deler erfaringer og følelser,
viser vores sårbarhed
og samles om fælles gøremål,
at vi – mere eller mindre bevidst –
lærer at opfatte os selv og vores liv som en del
af en ufattelig og sammenhængende organisme.

– Vi kalder det måske ’fællesskab’ eller lignende,
siger intuitionen,
– Men den tilstand, hvor vi deler alting, er noget særligt.
Det er som at tage forskud på fremtiden …
en fremtid, hvor vi som åndelige og uselviske jeg’er
drager omsorg for hinanden
og for universets ud­vikling.
– Og det er helt nødvendigt at fornemme den tilstand
for at kunne forstå svaret på spørgsmålet:
Hvad er meningen med alting?

Jeg forsøger mig med et opklarende spørgsmål:
– Så vejen … til den ultimative forståelse
er erkendelsen af, at vi er én enhed … én organisme?
Og det hele begynder med samvær … nærvær?

Intuitionen nikker …
– Men det er også erkendelsen af,
at forståelsen ikke ligger i ordene, men i følelserne …
det kommer at mærkes som en stjerne eksplosion …
en opvågnen … ikke bare til et nyt liv …
og ikke bare til mere forståelse …
men til en helt ny tilstand …

Jeg læner mig tilbage …
kigger kærligt på min ven …
min følgesvend … min hjælper og læremester.

Jeg smiler … og takker … jeg ved ikke hvem …
men jeg fornemmer stærkt,
at svaret på alting findes på den vej,
jeg netop er blevet givet et glimt af.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *