Baggrund

Jeg havde brug for fred og ro … et sted at trække mig tilbage … et sted, jeg kunne være mig selv. Jeg havde ikke lyst til at give mig hen til meditation … for mig er det en følelse af, at lade sig føre ”intet-sted-hen”.

Jeg havde behov for at kunne sætte mig ned og finde roen … lade alting såvel som ingenting ske. Mærke alting såvel som ingenting. Et sted, hvor jeg kunne ”bare være”.

#61. Et værelse i Mesozoikum*

TID 2020.03.22 11:37:22
RUM 54.766326 12.054425

Jeg havde brugt nogle dage på at gøre mig klar.
Havde tænkt over, hvad jeg skulle have på og bringe med.
Så en søndag – midt under Corona-krisen –
drog jeg afsted mod min indre verden.

I lang tid bevægede jeg mig
gennem min indre bys øde kvarterer.
Alt var stille … jeg tror ikke, det var dødt …
her var bare ikke synligt liv …
ingen havde brug for at komme ud …
og hilse på denne vandringsmand.

Jeg vandrede uden mål og med i et par dage …
regnede med, at jeg ville vide, hvad jeg søgte,
når jeg fandt det.
På et tidspunkt tyndede det ud i husene …
og snart var jeg ude på landet.
Her var der til gengæld liv …
blomster i grøftekanterne, bier og fuglesang …
og kvækkende frøer … Gudhjælpemig.

Inden længe nåede jeg en skov … den tiltrak mig
– jeg er jo vant til skov og strand i min ydre verden.
Jeg mærkede den bløde bund af
døde grannåle under fødderne,
mens jeg gik dybere og dybere ind i skoven.

Jeg kom til et stort træ … ikke stort som i Danmark …
nej, stort som i Canada …
der skulle fire mand til at favne om det.

Jeg var lidt træt. Satte mig op af træet.
Tog en håndfuld nødder i min rygsæk.
Kiggede mig omkring. Lænede mig lidt tilbage …
og faldt i søvn.

Du ved måske, at træer har en særlig magt over mig?
Dette træ var ingen undtagelse.
Nogen vil sige, at jeg drømte, men jeg ved bedre …
dette grandiose træ tog mig til sig …
lod mig sive lige så stille ind til sig – ind i sig.

Indeni var der en trappe …
trapper, de går enten opad eller nedad …
denne gik nedad … tilsyneladende i det uendelige.
Jeg ved ikke, hvor lyset kom fra …
om der overhovedet var et lys …
men jeg kunne i hvert fald se trinene tydeligt,
så jeg ikke faldt.

Og så sluttede trappen. Der var en dør.
Den gik let op, og jeg trådte ind i et lille værelse.
Der stod en briks. Et lille bord og en stol.
Her var en dejlig duft … en skovduft …
bare dybere og mere fuldtonet og rig
end duften i skoven ved Corselitze.

Jeg følte mig straks godt tilpas.
Det var, som om værelset favnede mig …
ganske blidt – ikke påtrængende.
– Velkommen, sagde det.
– Jeg var ventet, tænkte jeg.

I væggen modsat døren var der en stor åbning.
Ikke et vindue – bare en åbning.
Lyset og en svag brise stod ind,
og jeg fornemmede liv udenfor.

Jeg gik derhen og kiggede ud …
jeg så en fantastisk og frodig skov …
kæmpemæssige træer, åbne savanner,
den mest blå himmel, jeg nogensinde har set.
Og jeg hørte lyde, jeg aldrig havde hørt før …
sikkert fra dyr, jeg aldrig havde set før.

Og der … fra en trætop måske hundrede meter væk …
lettede en kæmpe fortidsøgle
og satte kursen mod mit værelse.
Den kom for at hilse på mig …
og efter den kom mindre fugle, flyvende hunde
og skabninger, som ville have gjort folkene
bag Jurassic Park pavestolte,
hvis de havde kunnet finde på dem.

Det undrer dig nok ikke,
når jeg fortæller, at dagene bare gik.
Her i dette værelse fandt jeg den ro,
jeg så længe havde søgt.
Meget af tiden gik med at hænge i vindueskarmen
og betragte livet og det smukke landskab.
Men indimellem satte jeg mig på stolen …
lukkede øjnene og lod lyde og dufte indtage mit sind.

Jeg kunne mærke roen brede sig i mit indre …
alting faldt på plads på smukkeste og mest logiske vis,
og jeg blev klar over, at jeg snart kunne tage hjem.

Næste morgen pakkede jeg min rygsæk,
stillede mig ved vinduet, der ikke var et vindue,
og tog afsked med alt …
ikke farvel, men på gensyn.

Jeg var tilbage i den ydre verden
allerede kort efter frokost …
opløftet og glad … let i kroppen og i hovedet …
både fordi rejsen havde skabt ro og orden
i mit urolige og til tider frustrerede sind …
men også glad og stolt over,
at mit indre huser så smukke steder.

Rejsen har givet mig overskud og lyst
til at håndtere mit liv, som det byder sig til.
Jeg har ikke brug for at forstå alting,
men har det fint med at vide, at det giver mening,
selvom jeg ikke altid ser den og forstår den …

Det er nok bare sådan, det er … at være menneske.

*) Mesozoikum er en geologisk æra også kaldet “Jordens Middelalder” (dinosaurernes tidsalder) (248 – 65 mio år).

Jeg Suis le Sauveur

Jeg er frelseren. Du er frelseren. Enhver, der påtager sig et medansvar for klodens overlevelse, er frelseren. Og enhver lille handling, der medvirker til at spare på vores fælles ressourcer eller mindske ulighed, har sin berettigelse. Vi behøver ikke gøre det 100%. Men vi må gøre det, så godt, vi kan – hver på vores måde. For det er sådan, vi frelser kloden. Og dem, der følger.