Odeliste
#169. Ægte kærlighed
Om “#169. Ægte kærlighed”.
Indimellem opstår dogmer, som lyder sande og derfor følges af mange. Man skal ikke altid tage for givet, at de er rigtige.
#168. Endnu en skillevej
Om “#168. Endnu en skillevej”.
Der er milepæle og skilleveje. Når du en milepæl, lærer du noget nyt, som du kan lægge oveni det, du allerede vidste. Når du en skillevej, efterlader du noget bagude … noget, som du kan undvære … noget, du ikke har godt af at bære med dig.
#167. Den tredje rejse
Om “#167. Den tredje rejse”.
Min tilgang til livet var, at det skulle jeg nok klare selv … jeg havde ikke brug for nogen gud at tale med, når jeg blev i tvivl eller bange. Men tanken om en gud er lokkende … især når man begynder at vove sig ind på de spirituelle baner. Så jeg tog imod ham og nød det for en tid …
#166. … forbundet …
Om “#166. … forbundet …”.
Jeg var på min tredje retræte på Ådalen. Denne gang ikke en kreativ retræte som de to tidligere … men en ”Individuelt vejledt retræte”. Jeg havde forberedt mig på fem dage i stilhed … havde gjort, hvad jeg kunne for at komme med en ren tavle …
#165. Det, der føles sandt
Om “#165. Det, der føles sandt”.
Jeg mærker mine fællers egenart … dem, der læser mine oder og dem, der er gæster ved mine foredrag. De bærer alle nysgerrigheden i sig og den uudtalte længsel. Nogle af dem er fuldstændig som jeg selv …
#164. Det milde menneske
Om “#164. Det milde menneske”.
Jeg opdagede, at jeg havde ændret mig … at jeg var blevet et andet menneske. Men forvandlingen var kommet så langsomt, at der skulle andre til at fortælle mig om den … jeg havde ikke opdaget det selv. Jeg var nået til et sted, hvor livet var roligere, …
#163. En ode om venskab
Om “#163. En ode om venskab”.
Jeg kæmpede med en ny ode … en ode om rummelighed. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan den skulle skrives. Jeg besluttede, at Marcel måske skulle på banen igen, og så begyndte jeg at skrive. Men som ordene fandt papiret, skete der noget helt andet …
#162. Et andet menneske
Om “#162. Et andet menneske”.
En dag opdagede jeg, at jeg var blevet et andet menneske … jeg havde ikke blot ændret mig i det små, havde ikke blot tillært mig nye vaner og nye måder at være i livet på … jeg var blevet et andet menneske. Og den proces gav mig et nyt syn på … udvikling.
#161. Vejs ende
Om “#161. Vejs ende”.
En veninde foreslog mig at deltage i et skabende bofællesskab. Det lød fristende … at prøve noget nyt, at leve for at skabe og at være sammen med andre om det. Men jeg trak mig … ”Det er ikke dér, jeg er i livet,” sagde jeg. ”Jeg er ved vejs ende …
#160. Ode til sårbarheden
Om “#160. Ode til sårbarheden”.
Jeg forstod ikke, hvorfor mennesker bliver så rørt, når de overværer mine foredrag. Min egen åbenhed og sårbarhed føles bare naturlig, og jeg synes ikke, jeg stiller mig selv unaturligt til skue. Men så mødte jeg en svensk kvinde på Facebook, og jeg mærkede, hendes opslag virkede stærkt på mig …
#159. Lykkelig
Om “#159. Lykkelig”.
Lykke … der er vel næppe noget, som eftertragtes mere i denne verden? Mennesker arbejder til blodet springer. Begår såvel kriminalitet som gode gerninger. Bliver syge af stress og mangel på søvn. Svigter dem, de elsker … ja selv deres børn. Altsammen for at finde lykken og gøre den til en fast del af deres liv.
#158. Urskoven & templet
Om “#158. Urskoven & templet”.
Jeg erkendte tidligt, at min vej til indsigt ikke går gennem ordene, billederne og prædikerne. Men jeg kendte ikke andre veje … så jeg måtte improvisere … prøve mig frem. Jeg opdagede, at mit nej til teorien hjalp mig med at fokusere på virkeligheden … alt det, der mødte mig i hverdagen.
#157. Rørt …
Om “#157. Rørt …”.
Jeg blev hyppigt rørt, og jeg kendte ikke årsagen … det var et mysterium for mig i syv år. Jeg undersøgte mit livs sorger såvel som dets glæder, men kunne ikke se nogen klar forbindelse til mine rørte øjeblikke.
#156. Jeg er … Marcel
Om “#156. Jeg er … Marcel”.
For seks år siden sad jeg ved min computer på Grønsundsvej på Falster og skrev min første ode … ”#1. Ode til Marcel” uden at vide, hvem Marcel var. Små tre år senere skriver jeg så ode ”#82. Historien om mig og Marcel”, og Marcel fortæller mig, at han ikke ved, hvem han er … han ved kun, han skal passe på mig.
#155. Ode til den stille glæde
Om “#155. Ode til den stille glæde”.
Jeg har sagt det før … min stærkeste, iboende følelse er længsel … længsel efter mit åndelige udspring … efter den salighed, som min sjæl husker fra de mange hvileperioder i den åndelige verden. Men længslen kan blive for stærk … den kan dominere så meget, at den forkrøbler det fysiske liv … selve livsoplevelsen.
#154. Om at leve stille
Om “#154. Om at leve stille”.
Min første ode ”#1. Ode til Marcel” fortalte mig, at min mission altid er det, jeg gør … der er intet andet … vi skal bare være her. Jeg fornægtede den erkendelse … mente livet var vigtigere end som så … der måtte være en mission.
#153. Bag forhænget
Om “#153. Bag forhænget”.
Tanken bag denne ode er, at vi er evige væsner … sjæle, der inkarnerer i stadig mere komplekse fysiske kroppe … sjæle, der tager erfaringer med sig fra liv til liv og stedse øger deres humanitet og medfølelse. Men hvor slutter rejsen … og slutter den i det hele taget.
#152. Vejen til åbenheden
Om “#152. Vejen til åbenheden”.
Der er så meget, vi ved, at vi ved. Men også meget, som vi ved, at vi ikke ved. Endnu mere, som vi ikke ved, at vi ikke ved. Og endelig er der det, som vi har båret i os siden de allerførste dage … alt det, som vi ikke ved, at vi ved. Hvad er det mon …
#151. Ode til det uudsigelige
Om “#151. Ode til det uudsigelige”.
Jeg var igen på retræte på Løgumkloster Refugium, og jeg nød at mærke stedets guddommelighed … nærhed til det åndelige … sikkert Gud. Og jeg blev fascineret af et begreb, jeg ikke havde hørt om før: Det uudsigelige.
#150. Kongeoden
Om “#150. Kongeoden”.
Jønne bad mig om at skrive en ode om ham, når han var død. Det lovede jeg. Men jeg besluttede efterfølgende, at han skulle have den, mens han levede … jeg ville læse den for ham. Og vi aftalte et besøg.
#149. Ode til længslen
Om “#149. Ode til længslen”.
Jeg fandt Gud, og livet blev lidt nemmere … tvivlen lettede. Men efter kort tid genindfandt min gamle følgesvend sig … uroen. Jeg mærkede den overalt i kroppen, og jeg erkendte, at jeg blev nødt til at konfrontere den endnu en gang.
#148. Den viljeløse åbenhed
Om “#148. Den viljeløse åbenhed”.
Jeg var på retræte på Løgumkloster Refugium … følte, der var noget, der ventede mig. Stødte på en gruppe, der nørdede Marcel Proust. Hvem!? tænkte jeg. Overværede et foredrag og så en film, og blev fascineret af denne store forfatters tanker.
#147. Om at elske sig selv
Om “#147. Om at elske sig selv”.
Et velkendt dogme siger, at vi må elske os selv, før vi kan elske andre … men er det rigtigt? Jeg møder indimellem mennesker, som virker meget afklarede og i fred med sig selv … måske i så meget fred med sig selv, at det kan forveksles med selvtilstrækkelighed. Kunne det være mennesker, der lærte at elske sig og så glemte at komme videre?
#146. Den uendelige rejse
Om “#146. Den uendelige rejse”.
En slags resumé over mine seneste syv års spirituelle rejse.
#145. Guds stille hvisken
Om “#145. Guds stille hvisken”.
Vi er i september måned 2023. Jeg er på min anden retræte nogensinde … denne gang på Løgumkloster Refugium. Vi er syv plus Sofie … vores lærer. Vi er syv, der føler, at skriveriet kan hjælpe os videre i livet … hjælpe os med at forstå mere … skabe mere orden i tanker og følelser.
#144. Jeg elsker dig
Om “#144. Jeg elsker dig”.
Jeg havde planlagt denne ode længe, men kunne ikke ’fås has’ på den. Jeg ville fortælle om min voksende trang til at anerkende andre mennesker … fortælle dem, at jeg lagde mærke til dem og indimellem, at jeg elskede dem … altså elske som i ’omsorg’ … ikke som i ’kæreste’.
#143. Om at nå frem …
Om “#143. Om at nå frem …”.
Pludselig en dag opdagede jeg, at mit liv havde ændret sig. Og da jeg fik tænkt lidt over det og mærket efter, måtte jeg konkludere, at jeg var nået frem … jeg havde nået den tilstand, som jeg havde søgt efter i syv år. Det var ikke, som jeg havde forventet .. ikke det, jeg havde troet … nej, det var bedre.
#142. The Universal Soldier
Om “#142. The Universal Soldier”.
Det er ikke nemt at håndtere store forandringer i livet … de kommer ofte pludseligt og uventet, og de er hyppigt afløser for tilstande, som vi har levet med igennem masser af år. Uanset om det er indre eller ydre forandringer, så sætter de spor i vores måde at se og nærme os verden på … vi skal til at lære at være her på en helt ny måde.
#141. Af kosmos er du kommet …
Om “#141. Af kosmos er du kommet …”.
Døden er forbundet med frygt og sorg … også selvom alle nærdødsoplevelser beskrives som smukke og dejlige oplevelser, ja ofte øjeblikke, som skaber ønsker om at få lov til at blive. Jeg fik lyst til at forsøge at beskrive øjeblikket … dødsøjeblikket … dødsoplevelsen … for at se, om …
#140. Der kom en tsunami forbi
Om “#140. Der kom en tsunami forbi”.
Jeg mærkede en indre følelse af glad forventning … følte, noget godt var på vej. Jeg studsede … den slags sker ikke hver dag … og slet ikke for mig, der altid har så travlt med at komme videre og med at forstå alt det, som måske slet ikke skal forstås.
#139. Når sindet vågner
Om “#139. Når sindet vågner …”.
Jeg så en film … ”The Awakening Mind”. Og efter alle de år. Efter alle de tanker, samtaler og oder tænkte jeg: ”Dette er sandheden. Denne forklaring holder vand”. Og selvom det ærgrede mig lidt, at jeg ikke selv havde nået den sandhed igennem alle mine ekspeditioner og tankeeksperimenter, så så jeg, at jeg havde været tæt på … endda meget tæt på at nå frem.
#138. Om at mærke den åndelige verden
Om “#138. Om at mærke den åndelige verden”.
Jeg indså pludselig, at min fem år lange kamp for flere erkendelser og mere forståelse var en håbløs kamp. Der manglede både hjernekapacitet og tid til at komme bare marginalt videre ad den vej. Til gengæld viste min intuition mig en ny vej …
#137. Om at være ingenting
Om “#137. Om at være ingenting”.
Jeg har en forholdsvis tydelig fornemmelse af, hvordan og hvor i livet jeg gerne vil være … og jeg kæmper hver eneste dag for at nå frem. Men gamle vaner bliver ved med at dukke op og gør min færd vanskelig.
#136. Fortabt
Om “#136. Fortabt”.
Er vores civilisation fortabt? Selv når jeg bruger min fantasi på den mest positive måde, kan jeg ikke se en udvikling, som ender godt … som ender med, at jorden bliver det sted, vi gerne vil have, at den bliver.
#135. Livet i alting
Om “#135. Livet i alting”.
Mange sætter spørgsmålstegn ved, om dyr og planter har følelser? Fornemmer de angst eller glæde? Mange vil sige ’nej’ … men ikke jeg. Jeg tror, denne verden har en åndelig side i tillæg til vores fysiske virkelighed.
#134. Godmorgen, smukke
Om “#134. Godmorgen, smukke”.
Denne ode er en hyldest til kroppen, der årti efter årti kæmper for at levere den vare, som vi mennesker forventer … velbefindende, mobilitet, helbred, udseende med mere, og den er en hyldest til de tegn på forfald, som vi kan glædes over, hvis ikke forfængeligheden driver gæk med os.
#133. Ode til relationerne
Om “#133. Ode til relationerne”.
Hvorfra får vi inspirationen til at komme videre? Hvad er det, der ’føder’ os … giver os brændstof til at fortsætte rejsen … erfare ting og udvikle os … jo, det er den inspiration, vi får i mødet med andre.
#132. Mine stolte øjeblikke
Om “#132. Mine stolte øjeblikke”.
Jeg kan ikke forestille mig, at andre mennesker er kommet ud i lige så mange pinlige situationer, som jeg … for så ville sindsygehospitalerne være overfyldte. Disse utallige pinlige situationer rider mig som en mare, men heldigvis er mit selvværd så højt, at jeg holder mig ude af de psykiatriske afdelinger.
#131. Hvad jeg lærte af tristesse
Om “#131. Hvad jeg lærte af tristesse”.
Livet er ikke for tøsedrenge, tænker jeg indimellem. Og hvis du læser mine oder, vil du vide, at jeg gør meget for at forstå denne verden og lære at føle mig tilpas i den. Derfor frustrerer det mig, at det ikke lykkes … frustration og tristesse er hyppige gæster i mit liv, og selvom …
#130. Jeg smiler, mens jeg går
Om “#130. Jeg smiler, mens jeg går”.
Min tredje ode på Ådalens Retræte – #130. Jeg smiler, mens jeg går – skrev jeg om formiddagen på afrejsedagen. Mine tanker kredsede meget om mit guds forhold … jeg kunne ikke tænke på ham, som min herre … men hvordan tænkte jeg så på ham?
#129. Der kom en gud forbi …
Om “#129. Der kom en gud forbi”.
Min anden ode på Ådalens Retræte – #129. Der kom en gud forbi – beskriver en spirituel oplevelse, som jeg havde min første nat på stedet. En meget smuk oplevelse, som jeg nu forsøger at finde meningen med.
#128. Ode til mit liv i limbo
Om “#128. Ode til mit liv i limbo”.
Min første ode på Ådalens Retræte – #128. Ode til mit liv i limbo – beskriver den mentale tilstand, som det var lykkedes mig at opbygge i ugerne før retræten … en indre stilhed … en helt ren tavle … og stor modtagelighed for nye impulser.
#127. Ode til mådeholdet
Om “#127. Ode til mådeholdet”.
Jeg kom forbi en Michelin restaurant. Jeg så dem sidde i de elegante lokaler og nyde det manglende mådehold. Og jeg tænkte: Om 25 år vil vi se med samme vantro på dette, som når vi i dag ser en gammel film, hvor gæsterne sidder og ryger ved bordet til et middagsselskab.
#126. Aldrig lykkeligere …
Om “#126. Aldrig lykkeligere …”.
Alle, der har et kæledyr, frygter den dag, hvor man må skille sig af med sin elskede ven … frygter man ikke den dag, skulle man aldrig have haft dyr. I mit tilfælde var det tiden op til adskillelsen, der var slem … bagefter fik jeg en nådegave.
#125. Om at rejse let
Om “#125. Om at rejse let”.
Mine tanker kredser igen og igen om roen … helt inde i det inderste af mit indre ligger ønsket om roen. Og jeg ved, at jeg skal ændre mine gamle vaner for at nå derhen … for at finde og mærke roen. Væk med ambitioner … slut med at forcere alting, når jeg ser den mindste mulighed. Jeg er sikker på, at du kender det … det der problem med at skippe gamle vaner.
#124. Rørt af kærligheden
Om “#124. Rørt af kærligheden”.
Jeg var i Himmerige … og jeg var ikke død … nærmere på en kort, fransk visit. Og jeg så årsagen til, at jeg så tit bliver rørt … ofte helt uden synlig grund. Jeg erkendte, at denne årsag har en langt større rolle i livet og i alting, end jeg havde tildelt den. Og jeg glædede mig over, at universet havde gjort mig en lille smule klogere.
#123. Jeg mødte to engle
Om “#123. Jeg mødte to engle”.
Jeg mødte to kvinder, der på hver deres vis hjalp mig med at komme videre … komme forbi en hurdle i livet. Mange, der oplever dette, lægger ikke andet i det end, at de føler sig glade over, at heldet var med dem. Er man spirituel, udlægger man det …
#122. Tusindårssjælen
Om “#122. Tusindårssjælen”.
Jeg mødte en tusindårssjæl, og lad mig fortælle dig … hvis det endnu ikke er overgået dig, så har du noget stort til gode. Tusindårssjæle mærkes ved den store kærlighed, som de har opbygget gennem årtusinder, og som de omfatter alt og alle med …
#121. Sjæle rejser om natten
Om “#121. Sjæle rejser om natten”.
Jeg mødte to svenske kvinder på nettet … dyreelskere og flittige skribenter som jeg. De havde aldrig fået udgivet deres skriverier og var ikke i en økonomisk situation, hvor de kunne gøre det. Så jeg besluttede at lave en bog med dem … med os alle tre. Den kom til at hedde ”Sjæle rejser om natten (Nordisk version)”, fordi jeg forestillede mig, det var sådan, vi mødtes … en nat over det mellemste Sverige … tre sjæle på rejse … vi fandt sammen.
#120. Livet … min gud
Om “#120. Livet … min gud”.
Jeg har det svært med Gud. Der er for meget, der ikke giver mening. Jeg kan ikke forstå, at troende menesker ikke stiller flere spørgsmål … er mere kritiske. Men jeg har også tænkt, at jeg måske nærmer mig Gud på den forkerte måde … med for meget fornuft og for få følelser?
#119. Hun tændte et lys
Om “#119. Hun tændte et lys”.
Jeg havde droppet Gud … dømt ham uinteressant, ikke-eksisterende … ude! Alle mine analyser pegede på, at Gud ikke eksisterede, og jeg skrev to oder (#117 og #118), der i mine øjne var fuldgyldige beviser for min påstand. Læs videre “#119. Hun tændte et lys”
#118. Det allersidste spørgsmål
Om “#118. Det allersidste spørgsmål”.
Da jeg begyndte min spirituelle rejse, var det uomtvisteligt, at jeg en dag ville komme forbi Gud. Og selvom jeg var skeptisk og ikke mente, jeg havde brug for troen, tog jeg den til mig … ikke fuldt og helhjertet – det forbød min sunde fornuft mig – men dog i tilstrækkelig grad til at mærke den glæde og tryghed, der var i troen. Læs videre “#118. Det allersidste spørgsmål”
#117. Ikke for tøsedrenge
Om “#117. Ikke for tøsedrenge”.
Jeg tror. Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord end det, vi kan bevise. Jeg tror, der er mere end mørke, når vi dør. Men jeg er også opmærksom på vores behov for vished og tryghed … vi har brug for noget at tro på … brug for lidt hjælp til at håndtere en voldsom verden. Læs videre “#117. Ikke for tøsedrenge”
#116. Alting er nu
Om “#116. Alting er nu”.
Jeg mødte en kvinde på Corselitze strand … en tysker … hun var draget fra Sydtyskland med sin hund og sin autocamper … ville besøge en veninde i Sverige. Jeg mødte hende om morgenen … hundene snakkede, og det gjorde vi så også … interessant … vi var på bølgelængde. Læs videre “#116. Alting er nu”
#115. DNA’ets natur
Om “#115. DNA’ets natur”.
Mine oder fortalte mig mange sandheder om mig selv, og jeg mener, det lykkedes mig at blive et lidt bedre menneske … men jeg oplever også, at der er adfærd, som jeg forsøger at ændre igen og igen … med begrænset eller helt manglende succes. Læs videre “#115. DNA’ets natur”
#114. Et fnug i universet
Om “#114. Et fnug i universet”.
Jeg har – som du vil vide, hvis du har læst bare ganske få af mine oder – et lidt anstrengt forhold til det ’bare at være’. Jeg synes, livet er for vigtigt til ’bare at være her’ … der må da være noget, vi skal … en mission eller en livsopgave. Læs videre “#114. Et fnug i universet”
#113. Om at forcere livet
Om “#113. Om at forcere livet”.
Lige siden mine teenageår har jeg forceret livet … været på forkant med alting … forberedt mig på alting. Hver eneste ledige stund op igennem livet, der kunne være brugt på at skabe relationer og blive lykkeligere, blev brugt på at sikre succes og indtægt.
Læs videre “#113. Om at forcere livet”
#112. Kardinalen
Om “#112. Kardinalen”.
Hvad er religion? For mig er religion den organiserede udbredelse af troen … altså kirken i alle dens afskygninger. Men hvorfor opstod religionen … hvorfor tog forskellige organisationer troen til sig for at udbrede den?
Læs videre “#112. Kardinalen”
#111. Nærværets magi
Om “#111. Nærværets magi”.
Jeg var ved at male mig selv op i et hjørne. Jeg følte, jeg havde ledt efter meningen med livet og alting … overalt. Men svaret lod vente på sig. ’Måske er der ingen, der kender det’, tænkte jeg … ’eller også stiller jeg spørgsmålet de forkerte steder’. Læs videre “#111. Nærværets magi”
#110. Ligegyldigheden … genbesøgt
Om “#110. Ligegyldigheden … genbesøgt”.
Kender du følelsen af at være slået tilbage til start? Sådan havde jeg det, da jeg havde skrevet ode #109. Møde i kaos. Jo … jeg var tilfreds med oden … den indeholdt væsentlige erkendelser, som jeg kunne bruge som basis for at komme videre … MEN … Læs videre “#110. Ligegyldigheden … genbesøgt”
#109. Møde med kaos
Om “#109. Møde med kaos”.
Hvor skal jeg finde svarene? Hvor skal jeg stille spørgsmålene? Det virker som om, jeg har stillet dem overalt … i den ydre verden og i den indre. Jeg ved, at jeg ikke har undersøgt min nyopdagede stilhed særligt grundigt … måske er det der, jeg skal begynde?
Læs videre “#109. Møde med kaos”
#108. Danser med stilheden III
Om “#108. Danser med stilheden III”.
Og så fandt jeg stilheden … den stilhed, som jeg håbede kunne give mig de svar, jeg tørster efter. Jeg bliver budt op af en usynlig dansepartner, der hjælper mig med at formulere stilhedens natur … det er så enkelt, at det nødvendigvis må være sandheden.
Læs videre “#108. Danser med stilheden III”
#107. Danser med stilheden II
Om “#107. Danser med stilheden II”.
Min hjerne havde beordret mig på en ekspedition efter nye udfordringer og nye erkendelser … havde foreslået mig at søge i ’stilheden’. Jeg mærkede, den opfattede stilheden som et sted – ikke bare fraværet af lyd.
Læs videre “#107. Danser med stilheden II”
#106. Danser med stilheden I
Om “#106. Danser med stilheden I”.
Trilogien ’Danser med stilheden’ handler om den rejse, min krøllede hjerne sendte mig af sted på, da det gik op for den, at der ikke var nogen mission, der kunne give mit liv mening.
Læs videre “#106. Danser med stilheden I”
#105. Om at åbne sig mod livet
Om “#105. Om at åbne sig mod livet”.
Efter næsten fire års kamp og skriverier. Og efter mere end 100 oder ser jeg nu, at den vigtigste evne er åbenhed … evnen til at åbne sig mod livet. Vi skal finde modet til at træde væk fra rorpinden og lade livet vise os vejen … vove at møde alle livets tilskikkelser med visiret oppe og stål i øjnene. Læs videre “#105. Om at åbne sig mod livet”
#104. Derfor …
Om “#104. Derfor …”.
Det er vigtigt for mig, at du forstår, hvorfor jeg skriver mine oder. Jeg gør det af nødvendighed. Jeg gør det, fordi jeg ikke har lyst til at forlade denne jord uden at forstå, hvorfor jeg blev placeret her for over 70 år siden. Hvad skulle jeg her? Hvordan får jeg disse mange år til at synes bare en lille smule meningsfulde? Og … ikke mindst: Hvad skal jeg nu? LIGE NU !? Læs videre “#104. Derfor …”
#103. Ode til en stærk kvinde
Om “#103. Ode til en stærk kvinde”.
Hun bor i et andet land. Jeg kendte hende ikke. Hun materialiserede sig for mig på de sociale medier. Og … hun overraskede mig … hun viste mig og alle andre, hvordan man bliver et rigtigt menneske … hvordan man åbner sig og med ærlig nysgerrighed opnår større forståelse og mindre fordømmelse. Et lysende eksempel til inspiration for os andre. Læs videre “#103. Ode til en stærk kvinde”
#102. A World Prayer
Om “#102. A World Prayer”.
Kan vi stoppe krigen med tankens kraft? Videnskaben vil ryste på hovedet – nogle overbærende andre hånligt – og sige: ’Selvfølgelig kan man ikke det’. Næh, måske ikke, tænker jeg. Men selv naturvidenskaben må vel indrømme, at der er mere den ikke ved, end den ved. Så … hvorfor ikke prøve? Læs videre “#102. A World Prayer”
#101. Jeg er tvivleren
Om “#101. Jeg er tvivleren”.
Når man begynder at interessere sig for det spirituelle, kommer man på et tidspunkt forbi Gud. Det gjorde jeg også, og jeg blev et par år. Nu er jeg imidlertid på vej væk igen … tro skal ikke bare være rart og trygt … det skal også være sandsynligt, logisk og fornuftigt, og sådan ser jeg ikke troen lige nu. Læs videre “#101. Jeg er tvivleren”
#100. Oder om alting
Om “#100. Oder om alting”.
Så nåede jeg det magiske tal … ethundrede oder. Ikke at det er et mål i sig selv, men en milepæl … jo, det er det. Hver eneste ode er skabt af en tanke …. måske endda en lille bitte tanke … en smule undren … lidt frustration … eller måske vrede.
Læs videre “#100. Oder om alting”
#99. Om at sejle med vinden
Om “#99. Om at sejle med vinden”.
Én ting er sikkert … der sker ikke noget nyt, hvis du bliver ved med at gøre det, du altid har gjort. Jeg styrede og kontrollerede mit liv, fordi jeg var overbevist om, at det var den eneste måde at komme derhen, hvor jeg gerne ville.
Læs videre “#99. Om at sejle med vinden”
#98. Memory Lane
Om “#98. Memory Lane”.
Jeg oplever en stor følelse af tab forbundet med fortiden. En fornemmelse af, at alt, der var, er væk. Men jeg nægter at acceptere det, for et eller andet sted inden i mig selv fornemmer jeg, at det er her stadig. Eller også er det bare indbildning, fordi jeg ikke kan bære, at det skulle være væk.
Læs videre “#98. Memory Lane”
#97. Hvem er du? Tør du kigge?
Om “#97. Hvem er du? Tør du kigge”?
Spørgsmålet om at kende mig selv er helt centralt for den proces, jeg befinder mig i. Jeg ønsker at forstå livet … universet … det guddommelige … jeg vil forstå alting … og jeg ved … det hele begynder med mig selv. Forståelsen af mig selv er ganske enkelt broen til mere viden.
Læs videre “#97. Hvem er du? Tør du kigge?”
#96. Hvad masken gemmer
Om “#96. Hvad masken gemmer”.
Jeg har svært ved at slippe min interesse for samfund og politik, selvom denne interesse primært bidrager til at øge min frustration. Vores politikere er på ingen måde deres opgave voksen … ja det virker faktisk, som om de slet ikke har den egentlige opgave for øje … det handler kun om magt. Læs videre “#96. Hvad masken gemmer”
#95. Ode til dit barnebarn
Om “#95. Ode til dit barnebarn”.
Når man følger dialogen i samfundet … på TV, sociale medier og i aviser … så er det slående så lidt følelsen af et medansvar for klodens velbefindende og menneskets mulighed for overlevelse fylder. Det virker nærmest, som om alle er fast overbevist om, at en messias vil indfinde sig og løse alle problemerne. Læs videre “#95. Ode til dit barnebarn”
#94. … alene …
Om “#94. … alene …”.
Jeg tænkte, om mine lejlighedsvise nedture og problemer med at finde mig til rette i livet handlede om min manglende opfyldelse af menneskets mest grundlæggende drift … ja, vel nærmest pligt: Forplantningen. Men da jeg satte mig for at skrive oden, endte jeg et helt andet sted … og det sted gav meget mening. Så må det andet emne vente til en anden gang. Læs videre “#94. … alene …”
#93. Healing
Om “#93. Healing”.
Jeg havde aldrig besøgt en healer. Jeg er skeptisk overfor den slags. Jo, jeg tror, at nogle mennesker kan heale … gøre andre raske på måder, som ikke er anerkendt og forstået i dag. Men jeg tror også, at der er mange, som tror de kan – som slet ikke kan. Men jeg besluttede at prøve det … fordi jeg kender en healer, som jeg stoler på, og fordi en god ven rådede mig til det. Læs videre “#93. Healing”
#92. Tro
Om “#92. Tro”.
Marcel er på banen igen med nye og provokerende tanker … denne gang om det at tro. ’Indrøm det’ sagde han til mig. ’Du er ikke altid sikker på, at der er nogen i den anden ende, når du beder til Gud’. Læs videre “#92. Tro”
#91. Friheden vandrer aldrig alene
Om “#91. Friheden vandrer aldrig alene”.
Nogle mennesker føler, at retten til selv at bestemme over deres liv trues i disse år … de kræver deres frihed tilbage. Men det forekommer mig, at de tror, frihed er gratis … at de ikke er opmærksomme på, at der altid følger ansvar og konsekvenser med frihed. Læs videre “#91. Friheden vandrer aldrig alene”
#90. Jeg er … kosmos
Om “#90. Jeg er … kosmos”.
Mange mener, at vi alle er en del af guddommen … eller skaberen … eller altet. Kald det, hvad du vil … det er det samme, vi taler om. Hvis det er tilfældet, så er vi jo altvidende, altfavnende, altmagtfulde … men sådan er det jo ikke. Hvordan er det så? Læs videre “#90. Jeg er … kosmos”
#89. Ode til ydmygheden
Om “#89. Ode til ydmygheden”.
Jeg mærker arrogancen i mit indre … jeg ved, at den springer frem, hvis jeg ikke tøjler den med min ydmyghed. Jeg blev påtvunget ydmygheden, og jeg må leve med den, men som tiden er gået, og jeg har lært den bedre at kende, har jeg opdaget, at … Læs videre “#89. Ode til ydmygheden”
#88. Tristesse
Om “#88. Tristesse”.
Jeg følte mig trist. Selvom meget var godt i livet, så kunne jeg ikke nyde det. Glæden indfandt sig sjældent, og selv når den prøvede at muntre mig op, vendte jeg mig fra den … havde ikke lyst … ikke lyst til noget overhovedet. Læs videre “#88. Tristesse”
#87. … fordi jeg elsker dig
Om “#87. … fordi jeg elsker dig”.
Jeg skriver om kvinder igen og igen, og du tænker måske, at jeg vælter mig i kvinder … sådan er det slet ikke … det er, fordi min lyst til at forstå livet ved at høre, hvordan andre håndterer det, bringer mig tættere på mennesker, end jeg har oplevet tidligere.
#86. Nærhed
Om “#86. Nærhed”.
Der var en kvinde, som kom ganske tæt på mig … du har måske læst om mine kvaler i #85. NO FILTER … jeg fik ikke feedback, så jeg besluttede at melde klart ud … at provokere lidt for at få et svar … det var den dag, jeg skrev denne ode … og endelig kom svaret: Farvel.
Jeg skrev tilbage og sagde …
#85. No filter
Om “#85. No filter”.
Der er følelser, som det er lettere at lukke nede end hele tiden at lade sig forstyrre af. Men indimellem brydes forseglingen af uventede og voldsomme begivenheder. Kunne det tænkes, at det måske var bedre slet ikke at lukke disse følelser nede, men i stedet lære at håndtere dem, når de gør knuder?
#84. Om at vælge sin vej
Om “#84. Om at vælge sin vej”.
Jeg tror, det hænder for os allesammen … vi ser noget, vi ønsker, og vi arbejder os hen imod at få det. Men indimellem opdager vi, at så let var det ikke … det var ikke ”bare lige” … og det er der måske en grund til.
#83. Skygger på vejen
Om “#83. Skygger på vejen”.
Jeg har ikke høje tanker om den måde, som jeg har håndteret mit liv på … faktisk synes jeg, at jeg har spildt det godt og grundigt. Hele tiden vendt ryggen til det, jeg gerne ville have … enten fordi jeg var genert, eller fordi der var noget, som var vigtigere. Læs videre “#83. Skygger på vejen”
#82. Historien om mig & Marcel
Om “#82. Historien om mig & Marcel”.
Marcel dukkede op, da jeg skrev min første ode, og over årene kom han tæt på mig … blev mit alter ego. Jeg kunne ikke forestille mig at leve uden ham … og det kom jeg heldigvis heller ikke til. Læs videre “#82. Historien om mig & Marcel”
#81. Ode til bønnen
Om “#81. Ode til bønnen”.
Hjælper det at bede til Gud? Er der overhovedet nogen, der lytter? Hvordan ved man, om man får hjælp, eller om det er livets tilfældigheder, der pludselig arter sig vel? Læs videre “#81. Ode til bønnen”
#80. Skjulte døre
Om “#80. Skjulte døre”.
Jeg bryster mig af, at jeg tør kigge kritisk på mig selv. Jeg plejer at sige, at hvis du vil lære dig selv at kende, må du ikke frygte … du skal turde se dine dårlige såvel som gode sider i øjnene … du skal turde kigge bag hver en dør. Læs videre “#80. Skjulte døre”
#79. Usynlig
Om “#79. Usynlig”.
Jeg hader at sælge mig selv. Jeg har brugt mere end et halvt liv på det. Jeg dur ikke til det, og jeg vil ikke give salget en plads i mit nye liv. Men hvordan skal jeg så komme ud med mine oder … Læs videre “#79. Usynlig”
#78. Det levende univers
Om “#78. Det levende univers”.
I denne periode kredsede mine tanker meget om universet. Om skaberen. Eller om Gud – som nogle ville sige. Og mine tanker førte samme sted hen og styrkede min overbevisning om, at der findes én bevidsthed – én kraft, der skabte det hele. Læs videre “#78. Det levende univers”
#77. Sandheden … hele sandheden
Om “#77. Sandheden … hele sandheden”.
Hvis Jesus tilpassede sine fortællinger, så datidens mennesker kunne forstå ham … hvad får så os til at tro, at Martinus ikke gjorde det samme, da han fortalte os om ’meningen med alting’ i sine mange bøger og foredrag? Læs videre “#77. Sandheden … hele sandheden”
#76. Rorgængeren
Om “#76. Rorgængeren”.
Vi kastes ud i livet … uden den ringeste erfaring eller idé om, hvad vi skal gøre for at slippe bedst muligt igennem det. Og vi gør vores bedste hele vejen igennem … men er det nok? Er det nok til at føle, at vi var her af en grund … med et formål? Læs videre “#76. Rorgængeren”
#75. Mens vi venter på … livet
Om “#75. Mens vi venter på … livet”.
Hvis du ønsker forandring i livet, må du handle. Jeg ønskede forandring, så jeg begyndte at gøre plads til den. Jeg planlagde min tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og skruede ned for så mange forpligtelser som muligt … alt imens jeg syslede med ting, som gav mening og glæde. Læs videre “#75. Mens vi venter på … livet”
#74. … og ud af mørket
Om “#74. … og ud af mørket”.
Martinus fortæller, at vores skæbne ligger fast i de store linjer. Det støder min sunde fornuft, som jeg til tider har svært ved at tøjle. Jeg mener … hvis alle levende væsners skæbne er fastlagt og dermed styret … altså … hvordan kan man det? Eksisterer der en stor guddommelig logistik afdeling? Læs videre “#74. … og ud af mørket”
#73. Ode til alderen
Om “#73. Ode til alderen”.
Jeg vidste allerede tidligt, at jeg skulle skrive en ode om alderen. For at sætte noget i gang – lave lidt research … besluttede jeg, at jeg ikke havde nogen alder. Jeg ville se, om det påvirkede mit liv. Det gjorde det ikke … for jeg levede aldrig op til præmissen … tog aldrig mit eget løfte rigtigt alvorligt. Og tankerne kredsede aldrig om emnet, som de skal, for at jeg en dag kan sætte mig og skrive … så oden blev aldrig skrevet. Læs videre “#73. Ode til alderen”
#72. Hvad ville Martinus?
Jeg havde stor glæde af mine perioder på Martinus Centret i Klint, og jeg fik kontakt med mange dejlige mennesker. Men jeg opdagede også, at de ikke har eneret på denne verdens gode menneskelige egenskaber. På min vej i livet …
#71. Det lille bitte hjerte
Idéen til denne ode blev til under en samtale med pigen i skoven … vi fik denne enestående, lille tanke om, at livet begynder, når det lille fosters hjerte slår sit første slag. Det er bare så sødt, og det griber mig og rører mig at skrive og læse oden … og ved du hvad: Så behøver jeg ikke mere.
#70. Vi, der skaber evigheden
Naturvidenskaben mener, at universet blev skabt ved Big Bang. Men hvad var der så før Big Bang? Det er der ingen, som kan svare på. Martinus siger, at universet ikke blev skabt, for det har altid været, og vil altid være … det er evigt. Og det er heller ikke til at forstå.
#69. Tillid til livet
Jeg mente, jeg selv måtte stå bag roret for at komme derhen, jeg gerne ville. Så hele livet satte jeg målene, forsøgte at beregne kursen og tog i det hele taget skæbnen i mine egne hænder. Jeg afviste alle forstyrrende elementer, der ikke umiddelbart syntes befordrende for missionen.
#68. Gæster fra Jorden (A.F. IV)
Dette notat ‘Gæster fra Jorden’ er det fjerde, som jeg bringer fra Agnetha Freuds dagbøger. Efter en rejse i kosmos i min første roman, ”Jeg er den rejsende”, gik jeg tilbage i Agnethas dagbøger, og jeg fandt dette notat. Agnetha skrev det samme dag, som Marcel, Bodil og hunden Snar sammen med rejsetræet fra Munkfors besøgte en søsterplanet til Jorden i et ukendt og fjerntliggende univers.
#67. Ilden
Jeg kom ned til stranden 2. påskedag lidt over 8 om morgenen. Jeg mærkede ilden og uroen ulme i mit indre … vidste, at tvivlen og trangen til at forcere livet snart ville trænge sig på. Så jeg bad til Gud … tak fordi du inspirerer mig, men jeg har også brug for lidt vejledning. Og jeg bad til min far og mor og Garret-Jørgen … kan I hjælpe, hvis ham den første har travlt med noget andet? Og til sidst henvendte jeg mig til farfar Aage, min skytsengel … jeg ved du passer på mig, men jeg kunne godt tænke mig at mærke dig lidt mere … en beskyttende arm om skulderen ville gøre godt.
#66. Ode til Marcel III
Jeg havde fundet min livsmission. Efter 4 års søgen og 2 års skriverier så jeg pludselig, hvad det var, der skete i mit liv. Jeg så den helt logiske sammenhæng mellem det, jeg gjorde og det, der var brug for. Jeg forstod den skepsis, jeg mødte og vidste, jeg skulle acceptere den … lade den være … ikke ændre min adfærd, og jeg beskrev oplevelsen i ode #65. ODE TIL MARCEL II … men så …
#65. Ode til Marcel II
Jeg tror, at vi allesammen har en mission – noget vi skal i dette liv. Nogen har – som jeg – brug for at vide, hvad missionen går ud på, hvorimod andre har det fint med at være her, at leve og måske nyde livet.
#64. Rejsen til de 6 riger
Martinus fortæller om de seks riger, som vi besøger igennem tusindvis af inkarnationer. I hvert rige opsamler vi erfaringer og udvikler vores humanisme og vores jeg, så vi til sidst er i stand til at understøtte alt liv i kosmos.
#63. Ode til en hædersmand
Hædersmænd kommer i mange udgaver. Jeg mødte en ganske særlig en af slagsen, da jeg var nabo til Jørgen i 11 år på Garretvejen langt inde i Corselitze Hovedskov.
#62. Agnetha Freuds Dagbog III
#61. Et værelse i Mesozoikum
Jeg havde brug for fred og ro … et sted at trække mig tilbage … et sted, jeg kunne være mig selv. Jeg havde ikke lyst til at give mig hen til meditation … for mig er det en følelse af, at lade sig føre ”intet-sted-hen”.
#60. Ode til nomaden
Lige bortset fra én gang … har jeg flyttet hvert femte år eller før … hele mit liv. Og jeg har altid blot anset mig selv for at være rastløs. Men endnu en gang tror jeg, at mine oder har gjort mig klogere …
#59. Ode til nærværet
Jeg bliver så træt af diskussioner og samtaler, hvor alle har så travlt med at fortælle om sig selv, at de slet ikke har tid til at lytte … endsige reflektere over og prøve at forstå andres udtalelser.
#58. Den lange rejse
Jeg havde kun titlen på denne ode … vidste ikke, hvad jeg ville sige med den, men jeg kunne fornemme, den gemte på vigtige erkendelser. Så jeg skrev den på gefühlen, og jeg blev belønnet …
#57. Mit liv i mol
Fire år efter min pension og godt to år efter mit nye liv begyndte, følte jeg, at det måtte være tid til at høste frugterne af min indsats. Jeg tænkte … nu viser livet snart sin gavmildhed … nu må glæden da snart indfinde sig.
#56. Ingenting
Jeg har altid troet, at jeg var noget særligt … udset til succes. I masser af år kæmpede jeg for at nå det, og selvom miraklet udeblev, prøvede jeg at holde håbet i live.
#55. Ode til intutionen
Jeg er et ganske kreativt menneske … har dyrket kreativiteten hele mit liv … levet af den. Og så opdagede jeg til min store glæde, at kreativitetens faste følgesvend, intuitionen, banede en ny livsvej for mig, da jeg bad om det.
#54. Goddag, Martinus
Jeg tror, vi allesammen kender fornemmelsen af, at der skete noget særligt … der skete et eller andet, som vi ikke lige kunne fange eller forklare. Nogle af os forkaster det som ”ingenting”, hvorimod andre tager det lidt mere alvorligt og tænker over, om det mon virkeligt skete … om vi kan lære noget af det.
Læs videre “#54. Goddag, Martinus”
#53. Åndens rejse
Mere end et år før, jeg skrev denne ode, skrev jeg ”#6. Ode til jeg’et”. Disse oder er to sider af samme fortælling … den første fortæller drengens historie, hvorimod denne fortæller åndens historie … begge er min vision om, hvorfor mit liv blev, som det blev … kunne forklaringen være den, jeg fortæller om her? Læs videre “#53. Åndens rejse”
#52. Det ødelagte rum
Efter konfrontationen med dæmonen, troede jeg, at jeg havde styr på mit liv … kampene var ikke slut … skulle ikke slutte. Men balancen mellem kamp, ro og glæde skulle ændres … og bare en uge efter gik det alligevel galt … eller gjorde det? Læs videre “#52. Det ødelagte rum”
#51. Dæmonjagt
Jeg undrede mig over, at kampen for glæden var så hård. Og især undrede jeg mig over, at glæden var så kortvarig, når først den havde indfundet sig … jeg blev rastløs og ville videre. Læs videre “#51. Dæmonjagt”
#50. Ode til integriteten
Lad mig sige det lige ud: Alt for mange mennesker i denne verden prostituerer sig selv … de går på kompromis med det, som de godt ved, er det rigtige. De gør det forkerte, fordi chefen, behagesygen eller andre omstændigheder byder det. Læs videre “#50. Ode til integriteten”
#49. Jeg mødte næstekærligheden
Det lykkedes mig at skabe kontakt til den smukke, svenske pige. Jeg gav hende linket til “#44. Ode til en smuk, svensk pige”. Hendes svar overvældede mig …
Læs videre “#49. Jeg mødte næstekærligheden”
#48. Er der en Gud?
Jeg syntes guden drev gæk med mig. Den placerede en dejlig pige på min vej. Jeg blev forelsket, men så forsvandt hun, før jeg kunne reagere. Jeg blev vred og skældte ud. Kunne ikke se anden mening end drilleri – dertil burde en gud vel være for voksen? Men …
Læs videre “#48. Er der en Gud?”
#47. Ode til Emilie
Da jeg flyttede til Corselitze-området på Østfalster i 1999 begyndte jeg at udforske området på lange ture med min hund. Hver eneste dag kom vi på stranden og i skoven ved Corselitze Gods – og inden længe stødte vi på gravpladsen inde i skoven.
Læs videre “#47. Ode til Emilie”
#46. Ode til kunsten
Naturvidenskaberne er fantastiske … de skaffer os de mest utrolige forklaringer på de mest komplekse problemer i denne verden. Al vor fremgang og succes bygger på naturvidenskabernes præstationer … gang på gang giver de os svaret på spørgsmål, der starter med “Hvordan …?” Men …
Læs videre “#46. Ode til kunsten”
#45. Glædestårer
Glædestårer er den tredje ode, jeg skriver for at blive klogere på, hvorfor jeg ofte bliver så rørt.
Læs videre “#45. Glædestårer”
#44. Ode til en smuk, svensk pige
Jeg mødte pigen, som jeg ønskede at dele resten af livet med … men pludselig var hun væk, og jeg stod uden telefonnummer, uden e-mail adresse … havde intet andet end et fornavn, en by og masser af frustration. Hvordan kunne det ske?
#44. Ode til en smuk, svensk pige
TID 20190728 10:16:08
RUM 54.765295 12.053339
Det føltes som et knips med fingrene.
En ultrakort elektrisk udladning.
Jeg drejede hovedet … og dér …
i den anden ende af foredragssalen stod hun …
en mørk, smuk pige … og kiggede på mig.
Hele mit liv har den slags gjort mig genert …
jo smukkere de er, jo mere genert bliver jeg.
Og hende her … hun var smuk, smuk, smuk.
Så min generthed drejede mit hoved
og tvang mig til at fokusere på foredraget.
Det var i starten af mit højskole ophold,
og i de følgende dage holdt jeg diskret øje med hende.
En morgen – da jeg netop havde fyldt min tallerken
med dagens morgenmad,
sad hun og spiste lige ved siden af buffetten.
Jeg er stolt af mig selv …
for i det splitsekund kastede jeg genertheden bort
og besluttede at sætte mig hen til hendes bord.
Hun var præcis lige så sød, som hun var smuk,
og vi snakkede en halv times tid.
I de kommende dage snakkede vi et par gange mere,
og sidste gang sagde jeg til hende:
– Jeg har en gave til dig – ude i bilen. Går du med?
Det gjorde hun, og jeg forærede hende
min seneste samling af oder.
Hun blev glad og ville betale for den.
Det fik hun ikke lov til og sagde:
– Så må jeg give en kop kaffe og kage en af dagene.
Jeg nikkede blot og sagde ja-tak.
Det er den slags, jeg ikke ved,
hvad jeg skal gøre ved …
forvirring, ja nærmest en form for coma
overtager mit sind, og jeg sender forkerte signaler.
Jeg troede, jeg var blevet klogere med årene …
troede jeg var forbi dette stadium – åbenbart ikke.
De næste to dage kom jeg hende ikke nær,
og det blev lørdag. Afrejsedag.
Jeg var på arbejde i receptionen.
Hun kom for at aflevere nøglen og gik hen til mig:
– Vi fik aldrig drukket den kaffe, sagde hun.
Men jeg kommer igen til næste år. Uge 30.
Jeg blev helt konfus og igen tog forvirringen over.
Vente et helt år?
Alt det, jeg havde tænkt mig at sige til hende,
sad fast i halsen.
Så hun fik et kram og et farvel.
Ingen e-mail adresse. Intet telefonnummer.
Men hun har min bog og min webadresse.
Måske kommer hun ind og kigger … og ser dette.
Jeg håber og håber og håber …
for det er hende, jeg vil tilbringe resten af livet med.
UPDATE: Hun skrev til mig 10 dage efter: “Jeg har været i et forhold 7-8 år, og det har vi tænkt os skal vare mange år endnu”. Derefter fulgte en lang mail og en “#1. Ode til Carsten” … fyldt med omsorg og næstekærlighed … sikke et smukt menneske … det var hver en frustration og hvert et glippet håb værd at møde hende.
Nogle uger efter var jeg parat til at skrive #49. Jeg mødte næstekærligheden.