Odeliste

#159. Lykkelig

Om “#159. Lykkelig”.
Lykke … der er vel næppe noget, som eftertragtes mere i denne verden? Mennesker arbejder til blodet springer. Begår såvel kriminalitet som gode gerninger. Bliver syge af stress og mangel på søvn. Svigter dem, de elsker … ja selv deres børn. Altsammen for at finde lykken og gøre den til en fast del af deres liv.

Læs videre “#159. Lykkelig”

#156. Jeg er … Marcel

Om “#156. Jeg er … Marcel”.
For seks år siden sad jeg ved min computer på Grønsundsvej på Falster og skrev min første ode … ”#1. Ode til Marcel” uden at vide, hvem Marcel var. Små tre år senere skriver jeg så ode ”#82. Historien om mig og Marcel”, og Marcel fortæller mig, at han ikke ved, hvem han er … han ved kun, han skal passe på mig.

Læs videre “#156. Jeg er … Marcel”

#155. Ode til den stille glæde

Om “#155. Ode til den stille glæde”.
Jeg har sagt det før … min stærkeste, iboende følelse er længsel … længsel efter mit åndelige udspring … efter den salighed, som min sjæl husker fra de mange hvileperioder i den åndelige verden. Men længslen kan blive for stærk … den kan dominere så meget, at den forkrøbler det fysiske liv … selve livsoplevelsen.

Læs videre “#155. Ode til den stille glæde”

#153. Bag forhænget

Om “#153. Bag forhænget”.
Tanken bag denne ode er, at vi er evige væsner … sjæle, der inkarnerer i stadig mere komplekse fysiske kroppe … sjæle, der tager erfaringer med sig fra liv til liv og stedse øger deres humanitet og medfølelse. Men hvor slutter rejsen … og slutter den i det hele taget.

Læs videre “#153. Bag forhænget”

#147. Om at elske sig selv

Om “#147. Om at elske sig selv”.
Et velkendt dogme siger, at vi må elske os selv, før vi kan elske andre … men er det rigtigt? Jeg møder indimellem mennesker, som virker meget afklarede og i fred med sig selv … måske i så meget fred med sig selv, at det kan forveksles med selvtilstrækkelighed. Kunne det være mennesker, der lærte at elske sig og så glemte at komme videre?

Læs videre “#147. Om at elske sig selv”

#142. The Universal Soldier

Om “#142. The Universal Soldier”.
Det er ikke nemt at håndtere store forandringer i livet … de kommer ofte pludseligt og uventet, og de er hyppigt afløser for tilstande, som vi har levet med igennem masser af år. Uanset om det er indre eller ydre forandringer, så sætter de spor i vores måde at se og nærme os verden på … vi skal til at lære at være her på en helt ny måde.

Læs videre “#142. The Universal Soldier”

#139. Når sindet vågner

Om “#139. Når sindet vågner …”.
Jeg så en film … ”The Awakening Mind”. Og efter alle de år. Efter alle de tanker, samtaler og oder tænkte jeg: ”Dette er sandheden. Denne forklaring holder vand”. Og selvom det ærgrede mig lidt, at jeg ikke selv havde nået den sandhed igennem alle mine ekspeditioner og tankeeksperimenter, så så jeg, at jeg havde været tæt på … endda meget tæt på at nå frem.

Læs videre “#139. Når sindet vågner”

#125. Om at rejse let

Om “#125. Om at rejse let”.
Mine tanker kredser igen og igen om roen … helt inde i det inderste af mit indre ligger ønsket om roen. Og jeg ved, at jeg skal ændre mine gamle vaner for at nå derhen … for at finde og mærke roen. Væk med ambitioner … slut med at forcere alting, når jeg ser den mindste mulighed. Jeg er sikker på, at du kender det … det der problem med at skippe gamle vaner.

Læs videre “#125. Om at rejse let”

#124. Rørt af kærligheden

Om “#124. Rørt af kærligheden”.
Jeg var i Himmerige … og jeg var ikke død … nærmere på en kort, fransk visit. Og jeg så årsagen til, at jeg så tit bliver rørt … ofte helt uden synlig grund. Jeg erkendte, at denne årsag har en langt større rolle i livet og i alting, end jeg havde tildelt den. Og jeg glædede mig over, at universet havde gjort mig en lille smule klogere.

Læs videre “#124. Rørt af kærligheden”

#121. Sjæle rejser om natten

Om “#121. Sjæle rejser om natten”.
Jeg mødte to svenske kvinder på nettet … dyreelskere og flittige skribenter som jeg. De havde aldrig fået udgivet deres skriverier og var ikke i en økonomisk situation, hvor de kunne gøre det. Så jeg besluttede at lave en bog med dem … med os alle tre. Den kom til at hedde ”Sjæle rejser om natten (Nordisk version)”, fordi jeg forestillede mig, det var sådan, vi mødtes … en nat over det mellemste Sverige … tre sjæle på rejse … vi fandt sammen.

Læs videre “#121. Sjæle rejser om natten”

#118. Det allersidste spørgsmål

Om “#118. Det allersidste spørgsmål”.
Da jeg begyndte min spirituelle rejse, var det uomtvisteligt, at jeg en dag ville komme forbi Gud. Og selvom jeg var skeptisk og ikke mente, jeg havde brug for troen, tog jeg den til mig … ikke fuldt og helhjertet – det forbød min sunde fornuft mig – men dog i tilstrækkelig grad til at mærke den glæde og tryghed, der var i troen. Læs videre “#118. Det allersidste spørgsmål”

#104. Derfor …

Om “#104. Derfor …”.
Det er vigtigt for mig, at du forstår, hvorfor jeg skriver mine oder. Jeg gør det af nødvendighed. Jeg gør det, fordi jeg ikke har lyst til at forlade denne jord uden at forstå, hvorfor jeg blev placeret her for over 70 år siden. Hvad skulle jeg her? Hvordan får jeg disse mange år til at synes bare en lille smule meningsfulde? Og … ikke mindst: Hvad skal jeg nu? LIGE NU !? Læs videre “#104. Derfor …”

#103. Ode til en stærk kvinde

Om “#103. Ode til en stærk kvinde”.
Hun bor i et andet land. Jeg kendte hende ikke. Hun materialiserede sig for mig på de sociale medier. Og … hun overraskede mig … hun viste mig og alle andre, hvordan man bliver et rigtigt menneske … hvordan man åbner sig og med ærlig nysgerrighed opnår større forståelse og mindre fordømmelse. Et lysende eksempel til inspiration for os andre. Læs videre “#103. Ode til en stærk kvinde”

#98. Memory Lane

Om “#98. Memory Lane”.
Jeg oplever en stor følelse af tab forbundet med fortiden. En fornemmelse af, at alt, der var, er væk. Men jeg nægter at acceptere det, for et eller andet sted inden i mig selv fornemmer jeg, at det er her stadig. Eller også er det bare indbildning, fordi jeg ikke kan bære, at det skulle være væk.
Læs videre “#98. Memory Lane”

#94. … alene …

Om “#94. … alene …”.
Jeg tænkte, om mine lejlighedsvise nedture og problemer med at finde mig til rette i livet handlede om min manglende opfyldelse af menneskets mest grundlæggende drift … ja, vel nærmest pligt: Forplantningen. Men da jeg satte mig for at skrive oden, endte jeg et helt andet sted … og det sted gav meget mening. Så må det andet emne vente til en anden gang. Læs videre “#94. … alene …”

#93. Healing

Om “#93. Healing”.
Jeg havde aldrig besøgt en healer. Jeg er skeptisk overfor den slags. Jo, jeg tror, at nogle mennesker kan heale … gøre andre raske på måder, som ikke er anerkendt og forstået i dag. Men jeg tror også, at der er mange, som tror de kan – som slet ikke kan. Men jeg besluttede at prøve det … fordi jeg kender en healer, som jeg stoler på, og fordi en god ven rådede mig til det. Læs videre “#93. Healing”

#86. Nærhed

Om “#86. Nærhed”.
Der var en kvinde, som kom ganske tæt på mig … du har måske læst om mine kvaler i #85. NO FILTER … jeg fik ikke feedback, så jeg besluttede at melde klart ud … at provokere lidt for at få et svar … det var den dag, jeg skrev denne ode … og endelig kom svaret: Farvel.
Jeg skrev tilbage og sagde …

Læs videre “#86. Nærhed”

#85. No filter

Om “#85. No filter”.
Der er følelser, som det er lettere at lukke nede end hele tiden at lade sig forstyrre af. Men indimellem brydes forseglingen af uventede og voldsomme begivenheder. Kunne det tænkes, at det måske var bedre slet ikke at lukke disse følelser nede, men i stedet lære at håndtere dem, når de gør knuder?

Læs videre “#85. No filter”

#73. Ode til alderen

Om “#73. Ode til alderen”.
Jeg vidste allerede tidligt, at jeg skulle skrive en ode om alderen. For at sætte noget i gang – lave lidt research … besluttede jeg, at jeg ikke havde nogen alder. Jeg ville se, om det påvirkede mit liv. Det gjorde det ikke … for jeg levede aldrig op til præmissen … tog aldrig mit eget løfte rigtigt alvorligt. Og tankerne kredsede aldrig om emnet, som de skal, for at jeg en dag kan sætte mig og skrive … så oden blev aldrig skrevet. Læs videre “#73. Ode til alderen”

#68. Gæster fra Jorden (A.F. IV)

Dette notat ‘Gæster fra Jorden’ er det fjerde, som jeg bringer fra Agnetha Freuds dagbøger. Efter en rejse i kosmos i min første roman, ”Jeg er den rejsende”, gik jeg tilbage i Agnethas dagbøger, og jeg fandt dette notat. Agnetha skrev det samme dag, som Marcel, Bodil og hunden Snar sammen med rejsetræet fra Munkfors besøgte en søsterplanet til Jorden i et ukendt og fjerntliggende univers.

Læs videre “#68. Gæster fra Jorden (A.F. IV)”

#67. Ilden

Jeg kom ned til stranden 2. påskedag lidt over 8 om morgenen. Jeg mærkede ilden og uroen ulme i mit indre … vidste, at tvivlen og trangen til at forcere livet snart ville trænge sig på. Så jeg bad til Gud … tak fordi du inspirerer mig, men jeg har også brug for lidt vejledning. Og jeg bad til min far og mor og Garret-Jørgen … kan I hjælpe, hvis ham den første har travlt med noget andet? Og til sidst henvendte jeg mig til farfar Aage, min skytsengel … jeg ved du passer på mig, men jeg kunne godt tænke mig at mærke dig lidt mere … en beskyttende arm om skulderen ville gøre godt.

Læs videre “#67. Ilden”

#66. Ode til Marcel III

Jeg havde fundet min livsmission. Efter 4 års søgen og 2 års skriverier så jeg pludselig, hvad det var, der skete i mit liv. Jeg så den helt logiske sammenhæng mellem det, jeg gjorde og det, der var brug for. Jeg forstod den skepsis, jeg mødte og vidste, jeg skulle acceptere den … lade den være … ikke ændre min adfærd, og jeg beskrev oplevelsen i ode #65. ODE TIL MARCEL II … men så …

Læs videre “#66. Ode til Marcel III”

#44. Ode til en smuk, svensk pige

Ode til Bodil

Jeg mødte pigen, som jeg ønskede at dele resten af livet med … men pludselig var hun væk, og jeg stod uden telefonnummer, uden e-mail adresse … havde intet andet end et fornavn, en by og masser af frustration. Hvordan kunne det ske?

#44. Ode til en smuk, svensk pige

TID 20190728 10:16:08
RUM 54.765295 12.053339

Det føltes som et knips med fingrene.
En ultrakort elektrisk udladning.
Jeg drejede hovedet … og dér …
i den anden ende af foredragssalen stod hun …
en mørk, smuk pige … og kiggede på mig.

Hele mit liv har den slags gjort mig genert …
jo smukkere de er, jo mere genert bliver jeg.
Og hende her … hun var smuk, smuk, smuk.
Så min generthed drejede mit hoved
og tvang mig til at fokusere på foredraget.

Det var i starten af mit højskole ophold,
og i de følgende dage holdt jeg diskret øje med hende.
En morgen – da jeg netop havde fyldt min tallerken
med dagens morgenmad,
sad hun og spiste lige ved siden af buffetten.

Jeg er stolt af mig selv …
for i det splitsekund kastede jeg genertheden bort
og besluttede at sætte mig hen til hendes bord.
Hun var præcis lige så sød, som hun var smuk,
og vi snakkede en halv times tid.

I de kommende dage snakkede vi et par gange mere,
og sidste gang sagde jeg til hende:
– Jeg har en gave til dig – ude i bilen. Går du med?

Det gjorde hun, og jeg forærede hende
min seneste samling af oder.
Hun blev glad og ville betale for den.
Det fik hun ikke lov til og sagde:
– Så må jeg give en kop kaffe og kage en af dagene.
Jeg nikkede blot og sagde ja-tak.
Det er den slags, jeg ikke ved,
hvad jeg skal gøre ved …
forvirring, ja nærmest en form for coma
overtager mit sind, og jeg sender forkerte signaler.
Jeg troede, jeg var blevet klogere med årene …
troede jeg var forbi dette stadium – åbenbart ikke.

De næste to dage kom jeg hende ikke nær,
og det blev lørdag. Afrejsedag.
Jeg var på arbejde i receptionen.
Hun kom for at aflevere nøglen og gik hen til mig:
– Vi fik aldrig drukket den kaffe, sagde hun.
Men jeg kommer igen til næste år. Uge 30.

Jeg blev helt konfus og igen tog forvirringen over.
Vente et helt år?
Alt det, jeg havde tænkt mig at sige til hende,
sad fast i halsen.
Så hun fik et kram og et farvel.
Ingen e-mail adresse. Intet telefonnummer.
Men hun har min bog og min webadresse.
Måske kommer hun ind og kigger … og ser dette.

Jeg håber og håber og håber …
for det er hende, jeg vil tilbringe resten af livet med.

UPDATE: Hun skrev til mig 10 dage efter: “Jeg har været i et forhold 7-8 år, og det har vi tænkt os skal vare mange år endnu”. Derefter fulgte en lang mail og en “#1. Ode til Carsten” … fyldt med omsorg og næstekærlighed … sikke et smukt menneske … det var hver en frustration og hvert et glippet håb værd at møde hende.
Nogle uger efter var jeg parat til at skrive #49. Jeg mødte næstekærligheden.

#4. Ode til faderen

Om “#4. Ode til faderen”.
Jeg har en ganske fornuftspræget holdning til Gud og tro. Jeg tror på, at der eksisterer en skaber og en vedligeholder … kald det gerne Gud for min skyld. Og der må vel for søren også have været en person, der hed Jesus for et par tusinde år siden … ellers havde vi vel ikke talt om det stadig. Læs videre “#4. Ode til faderen”