Tilgivelse har for mig altid betydet, at jeg skulle slå en streg over en ugerning, der var begået mod mig. Jeg skulle vende tilbage til tidspunktet før ugerningen, og mit forhold til gerningsmanden skulle være, som om ugerningen aldrig var hændt. Tilgivelse var for mig en tjeneste, jeg gjorde gerningsmanden.
Sådan ser jeg ikke tilgivelse i dag. Tilgivelse handler om at fjerne den vrede eller sorg fra mit sind, som ugerningen skabte. Tilgivelse er ikke syndsforladelse, men min egen frisættelse. Gerningsmanden har påvirket mit liv negativt, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan forhindre det i at fortsætte ved at fjerne de dårlige tanker og gerningsmanden fra mit sind og mit liv. Det er det, jeg gør, når jeg tilgiver.
Men der er også en anden tilgang til forståelse af tilgivelse. Hvis vi tager udgangspunkt i Jesu ord på korset, hvor han siger: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.” I disse ord ligger en bøn om ikke at straffe soldaterne, for de er ikke bevidste om den ugerning, de foretager sig.
Hvordan skal vi som mennesker håndtere denne form for tilgivelse … betyder den, at vi ikke skal forsøge at straffe dem, der gør os ondt? Og gælder det altid, eller gælder det kun, når gerningsmanden er uvidende om den misgerning, han er skyld i? Og hvem skal vurdere graden af bevidsthed? Og hvad indebærer det at straffe … er det at korrekse gerningsmanden … eller udstille hans ugerning for andre … eller er det blot at fjerne sig selv fra vedkommende?
Fortæl mig gerne om dine egne tanker om tilgivelse i kommentarfeltet herunder.