Jeg er ved at færdiggøre en ny bog, “Søndagsrefleksioner”. Det bliver en lille bog med 52 korte tekster med overvejelser og tanker om livet … lidt til at starte en søndag på. Her er en af de nyeste refleksioner.
Jeg troede, jeg kunne fjerne mig fra de dårlige energier … mennesker, som påvirkede mig negativt. Men jeg opdagede, at de dårlige energier eksisterer overalt … ikke at de er i overtal, men at de dukker op, selv når glæden og venligheden er herskende.
Jeg opdagede også, at det ikke altid var rimeligt at kalde disse mennesker dårlige eller negative, for de fleste af dem så bare verden fra et andet sted, end jeg selv. Og det var ikke nødvendigvis min opgave at dømme eller forsøge at ændre dem.
Så jeg blev nødt til at indse, at det ikke handlede om dem, men om mig og om min egen evne til at håndtere negative påvirkninger … det handlede om, at jeg skulle lære at fjerne den indre negativitet og frustration, som jeg blev fyldt af. Jeg kunne ikke bare flygte fra de oplevelser, for de findes overalt, og de vil møde mig igen og igen.
Den erkendelse var vigtig, for den viste mig, at mødet med mennesker, der skaber dårlige energier i os, er et livsvilkår. Og hvis noget er et livsvilkår, er det, fordi vi skal lære af det … det er en del af vores udvikling. Og selvom vi allesammen søger lykken, så er det udfordringerne, vi lærer af, og jo større udfordringer, jo mere lærdom. Så hvis du er nysgerrig, videbegærlig, tvivlende og søgende, så vil universet sende endnu flere og endnu større udfordringer din vej. Jeg ser det ikke som en fastlagt plan eller guddommelig indgriben, men ganske enkelt som et resultat af universets åndelige love. For ligesom universet har et sæt fysiske love, så findes der også et sæt åndelige love … også selvom vi ikke helt har erkendt dem og forstået dem endnu.
Denne indsigt førte mig et meget vigtigt sted hen … til et sted og en indsigt, som jeg har ledt efter i mere end 10 år: Meningen med livet. Jeg ser nu fuldstændig klart og uden flimmer, at meningen med livet er at være nysgerrig, videbegærlig, tvivlende og søgende og altid være klar til at tage imod nye udfordringer. For det er gennem udfordringerne, vi udvikler os, så vi hele tiden kan være i stand til at løse vores lille opgave i universet. Og jeg ser nu, at jo flere udfordringer, jeg tager imod og lærer af, jo flere og jo større udfordringer vil flyde imod mig … og det er det, som livet handler om … det er derfor vi er her … for at hver enkelt af os kan udvikle vores fulde potentiale.
Jeg læner mig stille tilbage i stolen og lader denne erkendelse synke ind … tænkt, at jeg var så længe om at se disse sammenhænge. Tænk at jeg lod mig frustrere over problemer og udfordringer så længe i stedet for at takke for hver eneste af dem og glæde mig over, at de alle sendte mig videre ad den vej, som skulle være min.
Jeg ser nu, at livet er en kamp … livet skal være en kamp … og sværhedsgraden bestemmer vi selv … jo mere videbegær og tvivl, jo sværere opgaver. Og vi må erkende, at ingen af de vigtige og store ting i livet kommer uden kamp … heller ikke lykken.
Hvad er din mening om dette? Er det lykkedes for dig at tage imod problemer og udfordringer med tak, eller frustreres du over dem, ligesom jeg gjorde?
Kære Ulendorf, jeg har ikke erkendt noget tilsvarende, men har jo klaret de mange små og store stød verden har tildelt mig gennem et langt liv. Taknemmelighed føler jeg, når jeg ikke har problemer, men gerne udfordringer, som nu den 47. ode, jeg læste i en af dine gode bøger, som jeg netop har købt i Sakskøbing. Jeg har selv været ved Emilies grav og både hørt og læst skovfoged Fritz Larsen fortælle om den. Er han din kilde, eller har du fundet andre kilder i lokale arkiver eller blandt folk på egnen? Med venlig hilsen Poul Nielsen.
Kære Poul, den nu afdøde gartner på Corselitze, Svend Ambus, fortalte mig om Emilies skæbne. Man kunne jo ikke andet end undres, når man ser de andre gravstene med datoer og fulde navne og relationer og så den enkle hvide sten blot med et navn … men det var åbenbart det bedste de kunne på det tidspunkt.